Viser opslag med etiketten Nytår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nytår. Vis alle opslag

tirsdag den 1. januar 2019

Kalvemørbrad serveret med fennikelpuré, pernodsauce og garniture.

Foto: Sara B. Hansen.
Godt nytår og håber at I alle er kommet godt ind i det nye år.
Jeg havde en rigtig hyggelig aften med gode venner og stod for forret og hovedret, sidstnævnte vil jeg også gerne give jer opskriften på, for den blev fantastisk lækker og tåler helt sikkert gentagelse.
Jeg havde tilberedt kalvemørbraden sousvide, hvilket gjorde den rigtig lækker, men den kan naturligvis også laves på traditionel vis med fint resultat. Fennikelpuré og sovs var også enormt lækkert.


Foto: Sara B. Hansen.

Opskrift 4 personer: 

Kalvemørbrad 1300 g.
Frisk timian, skoldet
1-2 hvidløg, knust
Salt og peber

Fennikelpuré:
700 g. kartoffel
1 stor fennikel
500 ml. grøntsagsbouillon
2 spk. smør
½ -1 dl. fløde
Salt og peber

Pernodsauce:
3 spsk. pernod + 1-2 spsk. ved tilsmagning
1 terning grøntsagsbouillon
3 dl. cremefraiche 18%
1 dl. kalvefond
1 spsk. smør
Salt og peber

Tilbehør:
Asparges rullet med bacon og penslet med citronolivenolie(Salt/Peber) bages i ovnen ca 12 min. ved 200 grader.
Små gulerødder og farvet blomkålsbuketter letkogt og glaseret i smør lige inden servering, smages til med salt og peber og evt. lidt timian.

Garnering: Frisk kørvel

Foto: Sara B. Hansen.



Sådan gør du:

Gå mørbraden efter i forhold til hinder og spray eller pensel lidt smør/olie på. Gnid med hvidløg og timian (skoldet kortvarigt). Kom i vakuumpose. Skal have 2½ time ved 56 grader i vandbadet og efterfølgende en tur på grillen ved høj temperatur. Skal lige pensles med lidt smør inden.
Alternativt tilberedes den ved at brune den af i smør og bagefter stege den færdigt i ovnen til ønsket kernetemperatur/tilberedningsgrad.

Fennikelpuré; skræl kartofler og skær i grove stykker og skær fennikel i stykker også. Kog i ca. 500 ml. grøntsagsboullion til de er mør.Hæld vandet fra men gem til saucen. Kom grøntsagernei en foodprocessor og findel sammen med smør, salt og peber, tilsæt fløde lidt af gangen til ønsket konsistens. Kan evt. tilberedes lidt på forhånd og varmes ved servering.

Pernodsauce: Kog  3 spsk. pernod og 1 dl. fennikelkogevand samt en terning smuldret  grøntsagsbouillon terning sammen og reducer til ca.det halve. Tilsæt cremefraiche og kalvefond og lad koge videre nogle min. smag til med salt, peber og pernod og pisk lidt smør i inden servering.

Tilbered de ønskede grøntsager dertil som fx. beskrevet øverst.

Anret fennikelpuré og grøntsager på tallerkenen, kom varm sauce på og placer kødet ovenpå. Garner med frisk kørvel.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


mandag den 1. januar 2018

Daim Islagkage med chokokaramelsauce og frisk frugt.

Foto: Sara B. Hansen.
Desserten nytårsaften var et festfyrværkeri af farver og god smag - den gode gamle klassiker var rigtig kommet i festtøjet og kan stadig begejstre. Den opskrift fungerer bare altid og er let at forberede på forhånd.

Opskrift til 10 pers:  


Bund:

4 æggehvider
2½ dl. flormelis
150 g. blandede nødder (fx. hassel, valnød, pecan) el. kun mandler

 Is:

 3 æggeblommer
 ½ dl. sukker
 3 dl piskefløde
1 spsk. vaniljekorn
 120 g. Daim, hakket

Chokokaramelsauce

1 1/4 dl. sukker
2 spsk. smør
1 1/4 dl. piskefløde Evt. lidt havsalt.
Ca. 30 g. mørk chokolade

Frugt/pynt:
Dragefrugt, ananaskirsebær, passionsfrugt og lidt spiselige blomster til pynt.



Foto: Sara B. Hansen.

Bund. Pisk æggehvider og flormelis til en stiv marengs. vend forsigtigt de hakkede nødder deri. Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bag den på nederste ribbe i en forvarmet ovn ved 170 grader i ca. 45 min. Lad den afkøle.Vil du have kanten rigtig flot, så kom bagepapir om bunden på springformen og klem sammen. Smør siden med lidt smør og klip en strimmel bagepapir og "klister" fast langs springformens kant. Efter bagning fjernes strimlen på siderne og der bruges en strimmel kage plasstrimmel i indersiden af formen inden isen fyldes i.

Is: Pisk en æggesnaps af æggeblommer og sukker. Pisk fløden til en tyk skum og vend den med lette bevægelser i æggesnapsen. Hak Daim chokoladen groft og vend den i cremen. Hæld cremen over den afkølede marengskage i springformen. Stil kagen i fryseren i mindst 3 timer.
Tages ud ca. 30 min inden servering.


Karamelsaucen: Kom sukker i en gryde og lad det stille og roligt smelte, tilsæt smør og efterfølgende fløde lad det opløses og emulgere tag af varmen og rør til sidst chokoladen i. Rør rundt og lad det smelte. Chokoladen giver, udover god smag, en flottere farve til karamelsaucen.Giv endelig også et nip salt for at få den skønne salty karamel smag.
Inden servering, dekoreres kagen med den afkølede chokokaramelsauce, brug en frysepose/ sprøjtepose og klip et lille hul i hjørnet. Anret frugt og evt. spiselige blomster omkring.



Foto: Sara B. Hansen.

Find mig også på: FACEBOOK.



Foto: Sara B. Hansen.

Lakseforret med avokado og urter.

Foto: Sara B. Hansen

En meget lækker og delikat forret som vi spiste nytårsaften.Det er helt sikkert ikke sidste gang at jeg laver den. Køb en flot lakseside til retten. Jeg brugte en halehængt koldrøget laks.
Inspirationen hertil kommer fra den flotte norske blog "mat på bordet" som afgjort er værd at følge og giver inspirtion til farverig og lækker mad til enhver lejlighed.
Foto: Sara B. Hansen

Ingredienser: 4. pers.
4 stk. rugbrød ca. 1 cm. tyk
Ca. 300 g. laks
2 forårsløg
2 avokadoer
1/4 agurk
4 spsk. Creme fraiche 18 %
1 lime øko, saft og skal
Dild, purløg
Evt. Spiselige blomster og ørredrogn til pynt

Desuden: limebåde til servering


Tip: Du skal bruge kagering til denne ret for at kunne anrette den I den flotte komprimerede form. Rens og smør evt. kageringen med lidt citronolivenolie mellem hver portion, det smager godt og får ringen til at slippe lettere.
Foto: Sara B. Hansen

Sådan gør du: Stik rugbrødet ud i cirkler med kageringen. Hak den hvide del af forårsløget fint og bland med hakket laks, rør lidt skal fra lime i og smag til med salt og peber og vend sammen, Sæt til side. Hak den grønne del af forårsløget. Halver den kvarte agurk og skrab kernerne ud med en ske, skær i små tern. Skær også avokadoen i tern. Bland agurk, forårsløg og avokado med limesaft fra ½ lime smag til med salt og peber samt lidt fintfhakket dild. Fordel nu halvdelen af avokadoblandingen ovenpå rugbrødet (i kageringen) og pres forsigtigt sammen med en ske. Fordel laksen ovenpå i de 4 ringe og pres det sammen.Det er vigtigt hele tiden at flytte kageringen lidt opad, sådan at det til sidst er let at få den til at slippe. Fordel den sidste del af avokado over. Top med creme fraiche. Lad stå koldt. Inden servering drysses med hakkede urter og limeskal og evt. en spiselig blomst eller rød havesyre samt pyntes med ørredrogn.
Foto: Sara B. Hansen
Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen

fredag den 29. december 2017

Nougat kransekagestænger med frysetørret jordbær.

Foto: Sara B. Hansen
Kransekagestængerne i år har også fået et lille twist i forhold til hvad jeg plejer. De er med nougat i midten og et drys af frysetørret jordbær.
De er lavet med kransekagetyller, her skal man bruge en sløjfetylle og halvbuetylle (se billede længere nede) dem havde jeg lidt svært ved at finde - men jeg ved de kan bestilles ved Odense marcipan (hvis man har tid til at vente på levering). Selv bestilte og hentede jeg et sæt ved Hellebergs som er en mere nærliggende mulighed for mig, Der er et rigtig fint udvalg til kagebagningen.
Stængerne kan dekoreres med hvid glasur eller smeltet nougat og drysses med frysetørret jordbær.

De bliver lidt større end jeg normalt har bagt dem før- men det gør ikke noget, for de smager skønt og skæres jo i passende størrelser ved servering.

Foto: Sara B. Hansen

Ingredienser 3 stænger:

300 g. marcipan
150 g. flormelis
2 æggehvider

100 g nougat

Glasur:1 pasteuriseret æggehvide
Flormelis

Desuden:
Frysetørret jordbær
Sløjfetyl og halvbuetyl

Foto: Sara B. Hansen


Foto: Sara B. Hansen

Rør sukker sammen med æggehvide. Arbejd sukker og æggehvide godt sammen med marcipanen.
Fordel kransekagemassen i to sprøjteposer; en med en sløjfetyl og den anden med en halvbuetyl.Der må gerne være en lille smule mere i den med halvbuen.


Blødgør nougat i en mikroovn ved lav varme (knap 1 minut) og kom i en lille sprøjtepose.

Læg to bageplader ovenpå hinanden så du får en dobbelt bund (så undgås en brændt bund på kransekagestængerne lettere)kom bagepapir på. Nu sprøjtes 3 stænger (bunden) med sløjfetyl. Nougat sprøjtes i en strimmel i den lille fordybning.
Til sidst sprøjtes toppen på med en halvbuetyl.
Med våde fingre trykkes kransekagen op og formes let.


Kranskagestængerne bages ved 200° i ca. 10 - 13 minutter til de er gyldne.
Når de er kølet af, pyntes med hvid glasur eller evt.smeltet nougat og drysses med frysetørret jordbær.

Glasur : 

Bland æggehvide og flormelis.Der skal så meget flormelis i at den har en tyk sej struktur, pisk gerne luft ind i den, så bliver den hvid og luftig. Fyld glasuren i kræmmerhus af papir eller en plastikpose, hvor du klipper et lille hul i spidsen. Dekorer kagerne med glasuren. Lad tørre helt inden servering. Det kan være en fordel at sætte kransekagerne på en lille bagerist når de dekoreres.

Kom de afkølede og størknede kransekager i en velegnet beholder og opbevar køligt. Slær i mindre stykker ved servering.

Find også Saras madunivers på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen



Kransekagemuffins med pistacie

Foto Sara B. Hansen.
I år har jeg leget lidt og lavet variationer over nogle af mine yndlings kransekager. Det er blevet til disse saftige mini kransekagemuffins med pistacie og mørk chokolade. De er meget lækre synes jeg og har en god størrelse.
Måske du også har lyst til at prøve? Her får du opskriften.

Jeg har også lavet den oprindelige version som du kan se på bloggen HER

Foto Sara B. Hansen.

Opskrift 20- 24 stk.

Til kagerne:

125 g sukker
125 g blødt smør (+ smør til formen)
125 g marcipan
2 æg
50 g mel
80 g mørk nougat, kold i små tern


kransekagetopping:250 g. pistaciemarcipan

100 g. alm. marcipan
150 g flormelis
ca. 30 g. æggehvide


Desuden:
100 g. smeltet mørk chokolade
Hakkede, usaltede, pistacienødder

Foto Sara B. Hansen.

Pisk smør og sukker luftigt. Riv marcipanen på den grove side af et rivejern. Tilsæt marcipanen, og pisk det hele sammen.
Tilsæt æggene, ét ad gangen, under fortsat piskning.
Tilsæt melet, og fyld massen i  mini-muffinforme( hvis ikke du bruger papirforme, skal metalformen selvfølgelig smøres). Kom et stykke nougat i hver kage. Det må gerne ligge lige i overfladen,da det bliver ca. midten, når toppingen kommer på) og bag kagerne ved ca. 175° i ca. 15-20 minutter.
Foto Sara B. Hansen.

Tag kagerne ud af ovnen, og lad dem køle en smule af i formen. Skru ovnen op på 200°.

Kom pisatciemasse og marcipan samt flormelis i en skål, og pisk med en elpisker (eller kom det hele i en foodprocessor).
Tilsæt æggehvide, lidt af gangen(vær opmærksom på konsistensen, den må ikke blive for lind) og fyld massen i en sprøjtepose med stjernetylle på.
Sprøjt små toppe kransekagemasse ovenpå kagerne,drys med hakkede pistacier og bag dem yderligere 10-25 minutter i den varme ovn, eller til kransekagen er gennembagt.
Smelt chokoladen over vandbad og dyp kransekagemuffins heri eller brug en pensel til at pensle chokoladen på, det giver et lidt finere og mere diskret lag. Lad størkne på køl.

Servér kagerne ved stuetemperatur med et drys flormelis.
Foto Sara B. Hansen.

TIP: Kagerne kan laves dagen i forvejen og hvis du bager dem i papirforme er de lettere at tage ud den næste dag, efter en tur på køl.
Er også meget søde som en lille værtindegave eller nytårs hilsen til nogen du holder af :)
Find mig også på FACEBOOK.

søndag den 17. december 2017

Lakserulle med avokado.

Foto: Sara B. Hansen.
Her får du også lige en idé til en lille fin nytårsforret eller måske blot forret i en anden sammenhæng. Der er brugt røget laks i skiver, så selvom det ligner sushi lidt, så kan også dem der ikke er til rå fisk være med. Pynt med wasabimayo citronperler og lakserogn.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser 4 personer:

1½ dl sushiris

vand
2 tsk. risvineddike 
ca. 2 cm wasabi (japansk
peberrod)
1 moden avocado i små
Citron eller lime
terninger
1 lille bdt. hakket dild
250 g røget laks i
regelmæssige, tykke skiver

Pynt:
2 stor spsk. mayonnaise
½ tsk wasabi el. efter smagPurløg, dild, evt forårsløg
Lidt blandet spæde salatblade
1 glas lakserogn
1 glas citronperler
Desuden:

sojasauce, Wasabi og syltet ingefær
1 bambusmåtte

Foto: Sara B. Hansen.



Skyl risene i en si, til vandet ser klart ud. Kom koldt vand over dem, og lad dem stå i 20 minutter. Kog dem i
en lille gryde med 2 dl nyt vand i 10 minutter. Lad dem køle af, og rør eddike blandet med lidt wasabi i .

Skær avocado i små terninger, og dryp med citron eller lime. Hak dild og vend begge dele i risen.
Pak 
bambusmåtten ind i husholdningsfilm, så er den lettere at gøre ren bagefter.

Lav 2 ruller: Bred halvdelen af lakseskiverne ud, så de lapper lidt over hinanden. Kom halvdelen af risblandingen
på i en stribe, tryk det lidt i facon. Brug måtten, og rul laksen omkring, så du hele tiden
presser risene godt sammen. Løft rullen over på et bræt, og lav den næste. Dyp en skarp kniv i varmt vand, og skær rullen i skiver af ca. 2½ cm tykkelse.
Opbevares koldt indtil servering.

Rør lidt mayonnaisen med wasabi kom på en lille sprøjtepose med tylle.
Pynt (tidligst en time før servering) med en lille dut mayonnaise på toppen af hver skive, lakserogn og citronperler samt lidt grønt.


Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Mandarinpocheret pære m. is rullet i mandelflager

Foto: Sara B. Hansen.
Denne smukke og festlige dessert kan måske være et bud på en lækker nytårs dessert?
Den flotte pocherede pærer lyser næsten som guld på tallerkenen.
Jeg har lige lavet den og synes den er virkelig lækker. Da man kan pochere pærerne og lade dem trække i lagen til næste dag, er den nem at forberede og så lige hurtigt anrette ved servering. Brug helst en juice af god kvalitet- gerne friskpresset.


Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser 4. personer:


1 liter vaniljeis
4 pærer
5 dl friskpresset mandarinjuice (jeg brugte friskpresset tropicianajuice)
50 g sukker
10 peberkorn
2 kviste timian
1 stang vanilje
30 g ristede
mandelflager
1 tsk. kartoffelmel rørt ud i lidt vand


Foto: Sara B. Hansen.

Skær isen i 4 stykker, læg hvert stykke på husholdningsfilm
og rul sammen til en pølse. Frys "isrullerne" ned igen.
Skær bunden af pærerne, og fjern kernehuset med spidsen af en gulerodsskræller
eller lille kniv. Skræl pærerne men lad stilken sidde som pynt.
Kog juice op med sukker, peberkorn, flækket vaniljestang og timian, og sæt forsigtigt pærerne ned
i gryden. Kog dem i lagen i ca. 20 min. under låg. Tag pærene op og sigt juicen. Jævn med lidt kartoffelmel. Hæld saucen over pærene og opbevar  i køleskab.


Rist mandelflagerne gyldne på en tør pande og sæt til side.

Fordel appelsinsauce og pærer i 4 tallerkener.
Rul isen i de ristede mandelflager og server den i skiver til de madarinpocheredepærer.


Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen.

fredag den 1. januar 2016

Kold okesefilet i asiatisk soya,chili- & ingefærmarinade, drysset med salte peanuts.

Foto: Sara B. Hansen.
Nytårs middag i nye klæder
Har du en lækker rest af oksefilet eller måske mørbrad (culotte kan også gå an) fra nytårs middagen i går? Er maven klar på noget lækkert i aften?
- Så er denne her ret bare så super god og samtidig nem og lækker, en helt perfekt måde at transformere stegen til en skøn, lidt spicy og fræk ret som forkæler dine smagsløg.
Jeg er selv kommet frisk ind i det nye år og vil løbe mig en dejlig tur i det lidt kolde disede januarvejr om lidt :-)


Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser:

Resten af en lækker medium stegt Oksefilet skåret i tynde skiver
3 spsk. olivenolie
½ dl. tamari /soya
Saften fra en halv citron
2 spsk. Ketjap manis
1 rød chilifugt finthakket
1 fed hvidløg finthakket
3-4 cm frisk ingefær, skrællet og fint hakket
3 spsk. hakket purløg eller forårsløg,
Sort peber
Rucolasalat el. lignende.

Garnering:1 håndfuld peanuts og evt. lidt frisk koriander eller persille.

Skær stegen så tyndt som muligt. Anret den ovenpå en bund at rucolasalat på et fad. Rør dressingen sammen af olie, citronsaft, Tamari. Ketjap manis, hakket chili, ingefær og hvidløg, purløg og friskkværnet peber. Fordel ovenpå kødet og lad marinere koldt i en times tid inden servering.
Drys med hakkede peanuts inden servering. Garner evt. med lidt koriander eller persille.

Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

torsdag den 31. december 2015

Røget laksetatar med cornichoner, forårsløg og ørredrogn


Foto: Sara B. Hansen.
Denne lækre forret skal serveres i aften når vi siger velkommen til 2016. Jeg vil samtidig benytte lejligheden til at sige rigtig godt nytår til jer alle sammen - jeg håber at 2016 må blive et skønt år for jer alle som vil byde på mange gode oplevelser- også af de kulinariske. Tak fordi I følger med på min side :-)

Kærligst Sara

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser 6 personer:

450-500 g. letrøget Gourrmetlaks filet roal
1 lille finthakket skalotteløg
2 spsk. citronsaft
1 stor spsk. creme fraiche 18 %
1 tsk. dijonsennep
3 spsk. karse
2 spsk. finthakkede cornichoner
2 finthakkede forårsløg
Salt og peber

Desuden:
Rucolasalat, skyllet og slynget
3 grønne asparges
lidt creme fraiche
Ørredrogn
Dild
Citronskiver
Foto: Sara B. Hansen.

Skær laksen i små tern og vend med de øvrige ingredienser, smag til med salt og peber samt citronsaft. Kom lidt rucola salat på en tallerken og placer en kokkering på 6 cm. i midten. fyld ca 3 spsk. af laksetataren i hver ring og mas den sammen med skeen. Løft ringen af.
Pynt med en lille creme fraiche dut og ørredrogn ovenpå samt lidt dil.
Kom asparges ved siden og citronskiver og server med lækkert hjemmebagt flute til.

Foto: Sara B. Hansen.
Find mig også på FACEBOOK.

mandag den 28. december 2015

Dessert nøddekurve med mørk chokolade.

Foto: Sara B. Hansen.
Nytårsaften, vil jeg servere disse sprøde nøddekurve med mørk chokolade, fyldt med appelsinsorbet, vaniljeis samt pistacieis og serveret med lidt frisk frugt "on the side" og lidt karamelsauce på toppen.
Derfor har jeg bagt kurvene så de er klar og pakket dem i lufttætte beholdere. Det er ikke lige noget jeg vil stå med på selv dagen. Når først man har teknikken er de nemme nok at lave- men da man skal være over dem hele tiden mens de bages er det en fordel. at klare dem på forhånd. Så skal de blot anrettes på dagen. Du kan bruge fx. hasselnød, mandler eller valnød. Jeg blandende hasselnødder og mandler.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser 6-8 stk 
(jeg fik 8 stk ud af portionen).

1½ dl. finthakkede nødder (ca. 100 g)
75 g. smør
50 g. flormelis
1½ spsk. fløde
1 spsk. hvedemel
½ tsk. vaniljekorn (Urtekram)


Foto: Sara B. Hansen.

Hak nødderne fint i en blender. Kom smør i en gryde og lad smelte lidt, inden nødder. flormelis, vanilje, mel og fløde tilsættes. Bring blandingen i kg til det smelter sammen og bliver en grødet masse. tag af varmen. 

Kom bagepapir på to plader. Tegn med blyant 4 cirkler med god afstand og en diameter på ca. 11 cm. Brug fx et låg eller en passer hvis du har sådan en :-)
Vend bagepapiret så blyantsstregen kommer nedad. 

Find glas frem med en diameter på ca. 6-7 cm disse skal bruges som forme til kurven.

Herefter bages én plade af gangen ved 200 grader til kagerne er gyldne ca. 5-6 min.
Tag dem ud og lad køle ca. 1-2 min hvorefter de løsnes fra bageparpieret og placeres henover glasset med undersiden af kagen nedad.
Kagen foldes til en kurv ved at presse den let ind mod glasset. Gør sådan med resten. 
Det skal gå lidt tjep da de bliver sprøde hvis de står for længe. Så må du lige have dem kort ind i varmen igen og forsøge på ny.

Alternativt kan du nøjes med at bage 2 kager af gangen af flere omgange, så er du sikker på at kunne nå at folde dem om glasset mens de er varme:-)

Lad dem køle hel af inden de sprøde kurve løftes af formen (glasset).

Smelt mørk chokolade og pensl det i bunden og lidt op af siden på hver kurv og lad tørre helt, inden du pakker kagerne i lufttætte kagedåser. De kan sagtens holde sig 4-6 dage.

Find mig også på: FACEBOOK.




lørdag den 21. november 2015

Ovnbagt Torskeloin serveret med hvidvins sauce, sauterede mange tout og mango samt kartofler.

Foto: Sara B. Hansen.
Denne lækre torskeret kunne faktisk godt være et bud på en lækker måde at servere nytårstorsken på, hvis man høre til dem der spiser det til nytår altså :)  Det kræver selvfølgelig at man ikke er mere traditionel end man godt kan lide at afprøve lidt nyt ellers så kan man lave den på alle mulige andre dage, for den er virkelig dejlig og smager så skønt. 

Opskrift til 4 personer:

4 stykker torskeloin a ca. 150- 200 gram.
1 spsk. olivenolie
friskkværnet peber

Saltlage:
1 liter koldt vand
½ dl. salt

Sauce:
2 skalotteløg, finthakket
1 spsk. smør
1 fiskebouillon terning
5 dl. vand
2 dl. fløde
1 tsk. maizena rørt ud i lidt vand
Friskkværnet peber
2 spsk. citronsaft
1 dl. purløg, hakket

Sauterede mange tout og mango:
300 g. mange tout; sukkerærter, skåret i tynde strimler
1 mango skåret i tynde skiver og dernæst strimler
1 spsk. citronolivenolie
lidt friskkværnet peber

Desuden:  1 kilo kogte kartofler- gerne små babykartofler. Citronbåde til servering. Evt. Citronverbena til pynt.

Foto: Sara B. Hansen.
Start med at blande vand og salt til saltlagen og læg de fine torske loin stykker i lagen. Lad den stå 1 time og trække.

Sauce: Hak løgene fint og sauter dem i lidt smør, tilsæt vand, fiskebouillon terning samt fløde og hvidvin. Lad koge ind til der er ca. 5 dl. tilbage. Sigt det og kom tilbage i gryden. Kog op og jævn med maizena. Sæt til side, Lige inden servering varmes det atter op og smages til med citronsaft, friskkværnet peber og purløg tilsættes.

Kog kartoflerne i saltet vand til møre.


Tag fisken op af lagen og dup den tør. Tænd ovnen på 150 grader varmluft. Smelt lidt smør/olie på en pande og vend troskefileterne på panden ca. 1 min. på hver side. Kom dem  over i et ildfast fad og give dem herefter ca. 10 min i ovnen. 

Varm en pande op med lidt olivenolie og vend de fine mange tout strimler på panden i 2 min. Tilsæt mangostrimler og friskkværnet peber og giv 1-2 min. mere. De skal stadig være sprøde.

Anret på en tallerken så du laver en cirkel af sauce i midten og dernæst en top med de sauterede Mange tout samt mango i yderkanten af tallerkenen, lidt kartofler torsken og evt. et lille grøn citronverbena topskud til pynt.

Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.