onsdag den 29. februar 2012

Quinoafrikadeller- et vegetarisk indslag med hitpotentiale!

Foto: Sara B. Clausen
Da jeg forleden søgte inspiration på Sæsons hjemmeside, faldt jeg over denne opskrift og fik lyst til at prøve det, mine børn forholder sig altid lidt skeptisk når jeg forsøget at lave frikadeller ud af andet end kød eller fiskefars- men disse faldt i god jord. Tror måske det skyldes at de har en rigtig god konsistens og smag, ydersiden bliver fantastisk lækker og sprød, så lad dem endelige stege godt og længe så der dannes en god stegeskorpe.

Quinoa er en sydamerikansk frøsort, som er rig på protein.Det er vigtigt at skylle quinoaen grundigt inden  kogning – herved fjernes bitterstoffer.

Ingredienser 4 personer

2½ dl quinoa
5 dl. vand
salt
1 revet løg
250 g persillerødder, knoldselleri eller gulerødder ( jeg brugte de to sidste)
2 æg
4 spsk mel
1½ tsk salt
peber
½ tsk cayennepeber
1-2 fed hvidløg
en god håndfuld bredbladet persille

Olie til stegning ( jeg brugte en god øko. rapsolie).

Kom quinoaen i en sigte og skyl den omhyggeligt, kog den herefter i vand tilsat salt i ca. 20 min fra gryden er i kog, læg låg på. Skru evt. ned/sluk og lad gryden trække lidt på eftervarmen efter de første 15 min.
Afdryp om nødvendigt i en sigte.Klargør rodfrugter og riv dem fint I jeg brugte min foodprocessor. hak persille hvidløg og løg og bland alle ingredienser til en fars. Form til frikadeller og steg dem gyldne og sprøde i olie. Server med en god salat. Vi fik denne Her herog bådkartofler samt en god dressing af yoghurt naturel 1,5% rørt med Lene Hanssons rød dressing mix.

Salat med rucola mango og æble.

Foto: Sara B. Clausen
En frisk og lækker salat med flotte farver.

Ingredienser:

1 Mango, i tern
1 gulerod i mindre tern
1 æble i tern ( vendes med lidt appelsinsaft)
1 bakke med triple salat Rucola, Rød krølsalat og Romaine
Salatblanding af tørret melon, papaya, pinjekerner, græskarkerner og solsikkefrø og Tranebær.

Bland salaten og server. Evt. med en dressing af balsamico/honning/olie/salt & peber.

mandag den 27. februar 2012

Kyllingeschnitzel med spicy tomatguacamole

Foto: Sara B. Clausen
Endnu en dejlig opskrift som jeg fandt på SÆSON der er altid inspiration at hente. Let og  lækker aftensmad som faldt i god jord bordet rundt. Kan også sagtens fungere som frokostret.

4. personer.
4 kyllingebrystfilleter
50 g. hvedemel
2 æg ( jeg brugte kun hvider)
200 g. grov rasp
salt og peber
lidt chili
olie til stegning

Spicy tomatguacamole:
2 modne avokadoer
1 rød chili u. kerner
1 fed hvidløg
saften af en ½ citron eller lime
½ dl. youghurt naturel
300 g. tomater
1 håndfuld frisk koriander eller persille

Tilbehør:
4 skiver godt Rugbrød ( jeg havde mit hjemmelavede fra forleden )
evt. lidt grønt drys til at pynte med og nogle skiver rødløg ville vist også have været godt!
Agurk i skiver.

Del evt. hver kyllingefillet i to og bank dem flade med en kødhammer (hos mig rakte 3 brystfilleter til 4 personer). Vend kyllingen i mel, sammenpisket æg og til sidst krydret rasp (salt, peber og lidt chili).

Varm olien på en god pande og steg kyllingen gylden, ca. 5 min på hver side.Den skal naturligvis være gennemstegt.

Halver avokadoerne og tag kødet ud med en ske. Flæk chili og fjern kerner og hak den fint. Kom avokado,chili,presset hvidløg,citron eller limesaft og youghurt i en blender, kør den kortvarigt. Den må gerne være lidt grov. Hak tomater og koriander el. persille og vend det i guacamolen. Smag til med salt og peber.

Rist evt. rugbrødet og top med salat, kyllingeschnitzel og spicy tomatguacamole, pynt med frisk koriander og evt. Agurk og rødløg.







Hindbærsmoothie med fersken og vanilie......

Foto: Sara B. Clausen

Har fået støvet min smoothieblender af og bruger den vist lidt flittigt her for tiden- mon ikke de fleste af jer kender det der med at man får sådan et flip hvor man varierer over det samme tema, fordi man i en periode lige føler for det?
Her blev det en dejlig smoothie variant a la "Peach melba". Opskriften fandt jeg på SÆSON.

4 personer:

2 udstenede og flåede ferskner friske eller fra dåse.
250 g. hindbær
kornene fra en stang vanilie
2½ dl youghurt 0,1 % evt m vanilie eller naturel
2 spsk rørsukker eller flydende honning
3 dl appelsinsaft.

Kom youghurt og ferskner i bunden af blender og dernæst de frosne bær og resten af ingredienserne og blend til jævn konsistens. pynt med lime eller et frisk hindbær.

energi pr person:
120 kcal
fedt 8 %
protein 12% 
kulhydrat 80 %


lørdag den 25. februar 2012

Hjemmelavede Flødeboller

Foto: Sara B. Clausen
Inspireret  af smølfine og andre steder hvor jeg er stødt på flødebolleopskrifter kastede jeg mig over dette projekt her i eftermiddags. Jeg tog udgangspunkt i opskriften fra Odense marcipans hjemmeside og synes det fungerede rigtig godt. MUMS :-)

Ingredienser:

500 g Ren Rå Marcipan
300 g sukker
1 dl vand
150 g past. æggehvider

250 g. god mørk chokolade

MarcipanbundeEn rulle marcipan skæres i 30 skiver, lægges på bagepapir og bages ved 180 °C
i 5 – 8 min.

Guf
300 g sukker og 1 dl vand koges op og koger i 2 min. 150 g past. æggehvider piskes let og sukkerlagen tilsættes langsomt. Guffet piskes stift med en hånd-mikser ved middel hastighed i ca. 15 min.

Guffet sprøjtes på marcipanbundene med en plastikpose, og flødebollerne bages i 5 min. ved 180 °C, så de får en fast over-flade.

Efter afkøling pensles flødebollerne med smeltet mørk chokolade.

Tips: Sukkerlagen er klar, når den er gylden i kanten. Hældes i kogende (121ºC), direkte fra blusset.

Holdbarhed er 3 dage ved 10-12 °c


Foto: Sara B. Clausen

Foto: Sara B. Clausen

Fuldkornsbrød med blåbær

Foto: Sara B. Clausen
Forsøgte mig med dette brød som også er en opskrift der fulgte med den pakke jeg fik fra AMO forleden, sammen med prøver på deres nye mel. Jeg synes faktisk at det har en rigtig god smag og denne opskrift som er lidt anderledes med blåbær i, giver en flot marmorering i dejen.

Jeg synes resultatet er rigtig godt, men man får altså lidt blå hænder af at ælte de bær ind i dejen og mens man står med den lilla dej, kan man godt tvivle lidt på hvordan det lige skal ende, men da brødet kom ud var jeg godt tilfreds og dejig sprød skorpe havde det også fået. du kan se hele opskriften her på Amos hjemmeside.

fredag den 24. februar 2012

Braiserede svinekæber med selleri, æble og peberod - et guddommeligt måltid!

Foto: Sara B. Clausen

Jeg bliver lige nødt til at juble lidt- det er første gang jeg har sat tænderne i svinekæber og nu kan jeg med sikkerhed sige at det heller ikke er sidste gang MUMS - for en lille smækker lækkerbisken! Faldt over 8 kæber til 36 kr. ved min slagter og tænkte nå, ja.....man bør vel prøve.....hvis du ikke allerede har gjort det så må du straks unde dig selv denne oplevelse. Glacen der dannes omkring smager simpelthen helt fantastisk og kødet er bare perfekt og næsten smelter i munden ( ja jeg er altså helt oppe at ringe lige nu) og den grove æble/selleri kompot er så god dertil, peberoden på toppen er prikken over i'et. Det her måltid scorer top point hos mig!

Opskrift 4 personer:

8 store svinekæber
2 løg
2 friske kviste eller tørret timian
2 fed hvidløg
2½ dl æblemost
½ liter god kalvefond
½ knoldselleri
2 æbler
2 cm frisk peberod
salt og peber
evt. æblegastrik
smør

Tænd ovnen på 160 grader. Start med at rense svinekæberne, ved at skære den sølvfarvede hinde af, så har du et nydeligt lille stykke kød, som er meget reelt.
Brun kæberne i lidt smør på alle sider i en stegegryde med låg og hak løget fint og lad det stege med nogle min. sammen med de halverede hvidløgsfed. Tilsæt æblemost og timian og kog mosten ned til det halve. Tilsæt kalvebouillon og sæt gryden i ovnen lad simre i 2½ til 3 timer. Tag kæberne ud af ovnen og si sovsen fra i en gryde 8 jeg tilsatte en spk. æblegastrik) kom kæberne tilbage og lad saucen koge lidt ind omkring kæberne så der dannes en smagfuld, tyk og karameliseret glace omkring dem.

Skræl sellerien og skær den i 2 cm tern, som koges møre i vand  der dækker sellerien halvt (brug en gryde med låg) og tilsæt en klat smør. Når sellerien er mør og vandet næsten fordampet tilsættes æbler skåret i tern og disse koges møre sammen med sellerien. pas på det ikke brænder på da der kun er lidt væske ved.
Rør selleri og æble sammen til en grov kompot som serveres til kæberne sammen med revet peberod. server evt. med Røsti eller andre kartofler til.

Foto: Sara B. Clausen

Smoothies m. blåbær

Foto: Sara B. Clausen
Et skønt lille mellemmåltid for at fejre weekendens start. Flot og festlig farve og den faldt absolut i god jord hos mine drenge!

Opskrift til ca. 6 glas afhængig af størrelse.

300 g. frosne blåbær (gem nogle få til pynt)
1 l. cheasy vanilje yoghurt
1 moden banan
evt. lidt ekstra vaniljekorn (hvis du som jeg ELSKER vanilje)


Kom det hele i blenderen og kør til du har en jævn masse, server straks.

Foto: Sara B. Clausen

torsdag den 23. februar 2012

En hyggelig lille pakke og duften af "Lars rugbrød".




Sara B. Clausen
  
Fik denne dejlige pakke med posten her til morgen fra AMO og jeg glæder mig så meget til at teste disse spændende nye meltyper, af nordisk vårhvede, som gør hjemmebagningen ekstra sjov og smagfuld.

Fra Amo´s hjemmeside:

"Vårhvede sås om foråret og høstes i efteråret. Vårhvede har et højere indhold af protein end vinterhvede og frem for alt god glutenkvalitet. Den gluten, der er i vårhvede, er mere elastisk og skal æltes længere, for at den kan udvikle den typisk luftige struktur, som giver en saftig krumme. Gennemarbejd dejen grundigt, gerne i røremaskine, for at få det bedste resultat ud af det fantastiske glutennetværk. Den særlige formalingsteknik giver et udsædvanligt lækkert fuldkornsbrød med rustikt udseende og mild smag. Vårhvede kræver lidt ekstra arbejde, men det får du tilbage."

I skrivende stund venter jeg på at tage "Lars Rugbrød" ud af ovnen og det bliver spændende at smage når det er kølet. Der findes mange spændende opskrifter på hjemmesiden. Opskrift og billed på "Lars rugbrød" får du herunder. Min ældste søn siger, at jeg da ikke kan være bekendt at spise "Lars rugbrød" ;-) Men det har jeg nu tænkt mig at gøre!



Foto: Sara B. Clausen
 


Et stort rugbrød:
800 g. Amo Evolo fuldkornsmel
150 Amo vinjett hvedemel
20 g. salt
50 g. hørfrø
75 g. solsikkekerner
25 g. gær
½ l. kærnemælk
1/4 l. hvidtøl
ca. 50 ml. vand

pynt: Sesamfrø og birkes

Kærnemælken lunes til 37 grader og hvidtøl og gær tilsættes, pisk med piskeris til gæren er opløst.

de øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes på maskine eller elpisker med dejkroge ved laveste hastighed i 5 min.
Lad dejen hvile i røreskålen lunt og tildækket i ca. 30 min. Form herefter dejen til et rugbrød og læg i en smurt rugbrødsform på 3 l. (hvis du har en Eva trio slip let form som min kan du undlade at smøre) og strø birkes/sesam over.  Lad hæve lunt til brødet når kanten. Ca. en time.

Sæt brødet i en 265 grader (varmluft) varm ovn og hæld  1 dl vand i en bradepande og sæt i ovnen under ( dampen giver god skorpe). skru ned til 180 grader luk straks ovnen og lad brødet bage i ca. 1 time.

Vend brødet ud af formen og lad det køle i 5 min. Herefter kan du pakke det i film (giver blød skorpe let at skære) eller dække med et viskestykke og lad køle helt inden det pakkes(giver sprød skorpe).



onsdag den 22. februar 2012

Kyllingekødboller i sellerisauce med ris.

Foto: Sara B. Clausen
Det er lang tid siden at jeg har lavet denne klassiske ret og versionen her som er med udgangspunkt i en opskrift fra MAD er da heller ikke helt klassisk. Dels er kødbollerne af kyllingefars, hvilket jeg faktisk synes fungerede overraskende godt og så peppede jeg også selv op med lidt chili og frisk koriander. Synes at have et minde om at retterne boller i karry og boller i selleri, delte vandene lidt i mit barndomshjem, hvor jeg mindes at min mormor og vist også mor altid foretrak denne :-) Måske er det en mere "voksen smag" med sellerien? Det er ikke sidste gang jeg laver denne ret i hver fald!

Ingredienser:

Kyllingekødboller:
400 g. hakket kyllingekød
1 tsk salt
et revet eller finthakket løg
1 æg
salt og peber
½ dl. mælk
3 spsk hvedemel
Friskhakket koriander
1 tsk. tørret chiliflager
2 tsk Herbamare grøntsagsbouillon

Sellerisauce:
½ knoldselleri
35 g. smør
1 spsk hvedemel
2 dl mælk
kogevand fra kødbollerne
½ citron, saften
salt og friskkværnet peber
evt. lidt friskhakket koriander

Tilbehør:
Ris
2 røde æbler i smalle både

Rør farsen til kødbollerne, først kødet med salt og dernæst tilsæt løg,æg, mælk og hvedemel samt friskhakket koriander og tørret chili samt peber. Lad evt. farsen hvile i en halv time på køl. Bring ca. 1 liter letsaltet vand tilsat bouillon i kog og form små fine kødboller af farsen som du koger i ca. 8 min. de stiger op og føles helt faste.Sæt dem til side. Sigt kogevandet over i en skål og gem til saucen.

Skræl sellerien og skær den i fine tern. Smelt smørret i en sauterpande el. lignende og tilsæt melet,pisk godt sammen og tilsæt mælken og lidt af kogevandet gradvis under omrøring til saucen har ønsket smag og konsistens.Bland selleritern i og lad retten koge lidt videre. smag til med citronsaft salt og peber og evt. lidt friskhakket koriander.

Læg kødbollerne i saucen og varm retten stille og roligt op. Server med æblebåde og ris til.


Foto: Sara B. Clausen




tirsdag den 21. februar 2012

Pandekager med vanilje & citronhonning.

Foto: Sara B. Clausen

Dagens dessert, kan vel næsten ikke være andet en pandekager i dag? Det er jo pandekagedag og selvom vi ikke normalt får dessert til hverdag så synes jeg da lige det skulle markeres :-) Mine pandekager her, er foldet omkring lidt appelsinmarmelade drysset med lidt rørsukker, dryppet med citronhonning og drysset med lidt ristede mandler.

Jeg brugte denne opskrift:

Til ca. 12 pandekager:

150 g. mel
1 spsk sukker
½ tsk salt
3 dl mælk
½ dl mørk hvidtøl
1 tsk vaniljekorn
2 æg

Bland mel, sukker, salt og vaniljekorn. Rør mælk og øl i lidt af gangen så dejen ikke klumper. Tilsæt æggene og lad dejen hvile lidt på køl, inden du steger dem i lidt fedtstof på din bedste pandekagepande :-)

"Thailandsk biksemad" - Fried Rice med soya-chilisauce

Foto: Sara B. Clausen
Idéen med denne ret er jo fuldstændig ligesom med almindelig biksemad at bruge lidt af det man har i køleskabet af grøntsager og diverse rester. Derfor kan du også variere den. Men selvfølgelig fungerer noget bedre end andet. Bruger du rejer i, skal de kun lige vendes i til sidst- bruger du som jeg en rest nakkekam eller anden steg, må det meget gerne steges med så det bliver lidt sprødt og får stegeskorpe. Det smager bare godt- som min ældste søn sagde- "det her er meget bedre en almindelig biksemad" :-)


Saucen som laves dertil er også et dejligt pift med sine røde, grønne og sortbrune nuancer.

Foto. Sara B. Clausen


Opskrift til 4 personer:

1 bundt forårsløg, i tynde skiver
300 g. shitakesvampe eller andre typer. i skiver
2 røde peberfrugter i tern 
2 gulerødder i tynde stænger
2 fed hvidløg, tynde skiver
En lille skål ærter el. sugarsnaps
En rest kød eller rejer ca. 300-400 g.
En pakke seranoskinke skåret i tern
3 æg
lidt vand
ketjap manis
salt og peber
Sesamolie til stegning

Soyachilidressing:
1 dl. soya
2 røde chilier ( el. en rød og en grøn) 
friskhakket koriander
2 spsk sesamolie
et skvæt fish sauce
1 spsk pad thai sauce

Start med at stege seranoskinken sprød i lidt sesamolie i en varm wok, tilsæt kødet og steg nogle min. tilsæt grøntsager og steg videre i nogle min. ved høj varme, de må gerne tage lidt farve uden at branke. Tilsæt ris og steg i ca. 10 min hvor der vendes hyppigt. Tilsæt en smule Ketjap manis til selve retten og evt. lidt alm. soya.

Pisk æg sammen med lidt vand, krydr med salt og peber og evt. lidt tørret chili og stege det som en flad omelet på en stor pande med lidt olie. Når den bliver fast, hakker du den i stykker med en palet. Tilsæt æg til de steget ris og grøntsager. 

Rør saucen sammen med alle ingredienser og server til retten, så man selv kan tage på. Server ligeledes med en skive limefrugt til at presse over.








mandag den 20. februar 2012

Chicken curry med Ingefær, røde linser og sprøde mandler på toppen.

Foto: Sara B. Clausen
Denne opskrift er med udgangspunkt i en opskrift jeg har har fra magasinet MAD. Men jeg har foretaget nogle småændringer og skriver den her som jeg lavede den. Synes den smagte rigtig godt. I den originale opskrift skulle der ½-1 tsk. Cayenne peber i, det reducerede jeg altså en del, da det i hver fald med min cayenne, ville gøre retten alt for stærk.

Ingedienser:
2 løg
2 fed hvidløg
25 g. frisk Ingefær
2 røde friske chilier, u. kerner.
1 spsk smør
1 spsk olie
6-10 kyllingeunderlår
1 spsk Garam Masala
Et nip/knivspids cayennepeber
1 dl røde linser
3 dl.hønseboillon
2 dl. Græsk youghurt 2 % (Alternativt  10%)
Salt og Peber

Tibehør:
50 g. tørristede mandler
Frisk koriander
Naanbrød
Mangochutney 
evt. Ris

Pil løgene og skær dem i både. Pil hvidløgsfed og skær i tynde skiver, Skræl ingefæren og skær i meget fine små tern.Gør det samme med de friske chilier.

Opvarm en gryde med smør og olie og steg kyllingelår krydret med salt og peber. Jeg tog skindet af- synes kun kyllineskind er interessant når det er sprødt og det bliver det jo ikke i denne ret. Når kyllingen er brunet godt, tilsættes løg, hvidløg, ingefær, Garam masala, cayennepeber og friske chilier. Steg videre i 1-2 min.

Skyl de røde linser i en si og tilsæt dem sammen med bouillon. Lad retten koge under låg i 25-30 min. Tilsæt Yoghurt og lad retten simre videre i ydeligere 15 min til saucen tykner og kødet er helt mørt.

Rist mandlerne gyldne på en tør varm pande. Lad køle lidt og hak dem groft. Smag retten til med salt og peber. Server med de ristede mandler, frisk koriander, Naanbrød og mangochutney og evt. Ris.






søndag den 19. februar 2012

Grydestegt kylling med aspargeskartofler og agurkesalat

Foto Sara B, Clausen

Det er ren "mormormad" det her og det smager herligt :-) Opskriften er fra min "mad til mange" kogebog, så den er beregnet til 8 personer- måske det vil passe dig bedre at lave halv portion!

Opskrift 8 pers.

60 g. smør
2 kyllinger a 1,6 kg
4 dl hvidvin
salt og peber
3 fed hvidløg
3 stilke persille
3 stilke frisk timian
1 l. hønsebouillon
5dl. madlavningsfløde
lidt kulør
evt. lidt maizena

Smelt smørret i en eller to store tykbundede gryder og brun de hele kyllinger, krydret med salt og peber, på alle 4 sider til skindet er sprødt og gyldent.
Hæld hvidvinen på og tilsæt hvidløg, persille og timian. Hæld bouillon på. Lad kyllingerne småsimre i ca. 50- 60 min. vend dem når der er gået 20 min. og hæld piskefløden ved. Tag kyllingerne op af gryden når de er færdig stegt. Kog saucen op og smagt til med salt og peber. Giv evt. lidt kulør og jævn med maizena til ønsket konsistens.

Server drysset med persille og med kartofler til. Agurkesalat bør der jo også være. 

Agurkesalat:

1 agurk
2 spsk. groft salt
2 dl. lagereddike
1 dl vand
80 g. sukker
5 sorte peberkorn
1 stjerneanis
2 lauebærblade

Vask agurken og skær i tynde skiver gerne på mandolinjern. Læg skiverne i dørslag og drys med salt. Lad trække en time. skyl godt med koldt vand og dup skiverne tørre i et rent viskestykke. Kog eddike og vand op med sukker, peber, stjerneanis og laurbærblade. Lad koge til sukkeret er opløst. Afkøl let og hæld over agurkerne og stil på køl i min. nogle timer evt. fra dagen før.

Foto: Sara B. Clausen


lørdag den 18. februar 2012

Meyers kager: Fastelavnsboller

Foto: Cecilie

Der er altså noget med mængderne i Meyers kager de er portionsmæssigt sat alt for lavt ( i hver fald i alle de opskrifter jeg har lavet).  I går bagte jeg disse skønne, faktisk helt vidunderlige fastelavnsboller derfra. Jeg tænkte at 12 ikke var helt nok, så jeg lavede dobbel portion og fik hele 40 fastelavnsboller ud af det i stedet for 24.
Nå pyt, de smager så skøøøøøøønt og en god del er landet i fryseren (uden pynt) håber de kan bruges en anden dag. Jeg skar 100 g. smør ned på dejen, det synes jeg sagtens kunne gå. Meyer skriver at de smager bedst samme dag og det er sikkert rigtigt, men de kan bestemt sagtens gå an dage efter også og selv da sparker de røv til de fleste af de fastelavnsboller du kan købe til en formue ved bageren. Håber du får lyst til at prøve?

Foto: Sara B. Clausen

12 stk:

Dej:
300 g. smør
500 g, hvedemel
1 tsk stødt kardemomme
1 spsk. lyst rørsukker.
2½ dl mælk
40 g. gær
2 mellemstore æg.

Fyld:
En portion vaniljecreme se opskrift her
100 g. god marcipan ( min 60% mandler)
60 g. sukker
100 g. blødt smør
ca. 50 g. god mørk chokolade

Pynt:
100 g. god mørk chokolade
evt. div. krymmel og hakkede nødder

Smuldr smør og mel sammen til det har en parmesanligenende struktur. Tilsæt kardemomme og sukker. Lun mælken og rør gæren ud i denne.  Bland mælken i dejen sammen med æggene og ælt til dejen er blank og smidig. Lad hæve lunt og overdækket i 30 min.

Bland marcipanen med sukker og den bløde smør, jeg rev den på den grove side. Rør blot til den lige akkurat hænger sammen.

Rul dejen ud til et stort rekttangel på ca. 45 x 30 og skær ud i 12 firkanter. Læg først en lille klar creme i midten af hver firkant, derpå en tsk.marcipanremonce og så et lille stykke mørkt chokolade.Fold hjørnerne mod hinanden og tryk samlingerne sammen. Placer med samlingen nedaf på bageplade, Fortsæt på denne vis, til alt dejen er brugt. Lad efterhæve i ca. 20 min.

Foto: Sara B. Clausen

Bag ved 200 grader i ca. 15 min. Lad efterfølgende bollerne køle ca. 10 min. inden du pynter med smeltet mørk chokolade og div. pynt.


fredag den 17. februar 2012

Grundopskrift: kagecreme med vanilje

Når du skal i gang med weekendens fastelavnsboller eller lave lagkage, så lav din egen hjemmelavede vaniljecreme, det smager bare en million gang bedre og gør resultatet af dine anstrengelser umagen værd.

En god portion:

5 dl. sødmælk
6 æggeblommer
150 g. sukker
1 vaniljestang
40 g majsstivelse

Flæk vaniljestangen og kog mælken med kornene og stangen i. Pisk æggeblommer og sukker helt hvide og stive. Tilsæt majsstivelsen uden at piske, den skal bare vendes i. Hæld den kogende mælk (uden selve vaniljestangen) ned i æggemassen. Hæld derefter over i gryden igen. Kog op under kraftig piskning, til cremen tykner. Lad køle før brug. Kan holde nogle dage i køleskab.

torsdag den 16. februar 2012

Hurtige fødselsdagsboller med nøddedrys

Foto: Sara B. Clausen


Gode fødselsdagsboller. Når der skal laves mange og det skal gå lidt stærkt kan man med fordel rulle dejen ud i passende tykkelse, ca. 4 cm, og trykke hver "bolle" ud med et glas i den størrelse man synes de skal have.

Ingredienser:

500 g. hvedemel
2 dl mælk
50 g gær
75 g. smør el magarine
1 æg
3 spsk sukker
1 nip salt
½ tsk kardemomme

Æg til pensling og hakkede hasselnødder til drys.

Varm mælken og smelt smør/margarine deri. Lad køle til lunken og rør gæren ud i heri. Tilsæt sukker, salt og æg rør godt rundt, tilsæt mel og kardemomme og ælt til dejen er glat og smidig. Lad hæve ca. 30 min. Rul herefter dejen ud i ca. 4 cm. tykkelse og stik ud med et glas. Lad efterhæve i 40 min. og pensl med sammenpisket æg og drys med nødder. Bages på ved 225 grader i ca. 12 min.


Foto: Cecilie B. Hansen

mandag den 13. februar 2012

Kyllingfilet i hvidløgsflødesauce med basilikum og soltørret tomat.


Foto: Sara B. Clausen

Da jeg forleden skulle lave mad til små 20 personer lavede jeg denne ret, som var relativ let at have med at gøre og kunne forberedes lidt i forvejen - det er rart når man også skal have tid til at hygge sig:-)

4 personer:

4 kyllingebrystfillet
salt og peber
1 spsk olie
3 fed hvidløg
2 skalotteløg
2 dl. tør hvidvin
1 dl. piskefløde
1 dl. god hønseboullion
½ dl. soltørrede tomater i strimler
3 spsk. tørret basilikum eller frisk.
evt. lidt maizena til jævning

Del evt. hver fillet i to. Krydr med salt og peber og steg gyldne i lidt smør og olie. Overfør  til et fad. Steg hvidløg og skalotteløg og tilsæt hvidløg i tynde skiver samt finthakket skalotteløg. Tilsæt efter nogle minnutter hvidvin, fløde og soltørret tomat og tørret basilikum. Lad saucen simre til den tykner lidt. Smag til med salt og peber og jævn evt. retten en smule.
Hæld saucen over filleterne.  Sæt fadet i ovnen og steg videre i ca. 30 min ved 200 grader. ( hvis du som jeg skal lave det lidt i forvejen, sætter du det på køl og kommer så i ovnen ca. 30-40 min. inden servering. Jeg drysser med frisk basilikum inder servering og bruger så tørret i saucen.

Server med en god salat og nogle ovnkartofler.



søndag den 12. februar 2012

Meyers Avokadosalat med paprikamandler og pink grape.....




En virkelig skøn og dejlig salat som stammer fra Meyers salatværksted, en af mine yndlings kogebøger. Lav gerne rigeligt af mandlerne - de er også fremragende som snack!

Paprikamandler:
60 g. mandler
½ tsk. paprika
½ tsk salt
1 knivspid spidskommen
1 knivspids knust chili
½ fed revet hvidløg
½ dl. vand

Salat:
2 håndfulde blandede grænne salater
½ håndfulde kørvelblade ( jeg brugte en ½ fennikelknold, kunne ikke få kørvel)
2modne avokadoer
3 pink grapefrugt, skåret i filleter
1 lillerødløg i tynde skiver

Dressing:
saft fra grape rester
2 spsk. citronsaft
4 spsk olivenolie
½ spsk honning
havsalt og friskkværnet peber.

Tænd ovnen på 130 grader. Bland mandler med krydderier og vand og fordel på en plade med bagepapir. Bag i ovenen i ca. 1½ time, vend nogle gange undervejs. Lad dem køle af ( pas påikke at spise dem alle inden salaten er lavet!).

Bland alle ingredienser til dressingen, smag til med salt og peber.

Bland salaten og top med avokado og pink grape, hæld dressing over og drys med mandler

lørdag den 11. februar 2012

Den lækreste nougatlagkage med friske bær.

Foto: Sara B. Clausen

Da vi skulle have gæster i dag, lavede jeg denne lækre lagkage som virkelig blev en rigtig kagesucces :-)
Den er super lækker men heller ikke en man spiser mange stykker af- så skal man i hver fald have en god appetit på kager!
 Jeg skulle lave mad til 19 personer, så jeg sprang over hvor gærdet var lavest denne gang og købte lagkagebundene. Man kan ikke altid nå det hele.


Foto: Sara B. Clausen

Ingredienser til en lagkage:

3 chokoladelagkagebunde (evt. hjemmelavede)
en bakke friske hindbær
en bakke jordbær
2 bakker blåbær
Abrikosmarmelade
150 g. tørristede og finthakkede hasselnødder

Nougatcreme:

150 g. blødt smør
200 g flormelis
200 g. blød nougat i stykker
korn af en vaniljestang
1 dl piskefløde

Pisk flormelis og blødt smør i ca. 5 min. med elpisker. Tilsæt nougat og vanilje og pisk til det er en blød og cremet masse. Tilsæt fløden og pisk yderligere til cremen er blank og smørbar.

Smør den nederste bund med et tyndt lag nougatcreme, fordel lidt abrikos ovenpå drys med lidt ristede, finthakkede hasselnødder og kom blåbær og jordbær på- Gentag med næste lag. Slut af med at smøre den øverste lagkagebund med nougatcremen og glat den lidt. Kom ligeledes nougatcreme på siderne. Evt. med sprøjtepose.Glat lidt og kom de hakkede nødderkerner på siderne.

Pynt toppen med friske hindbær og blåbær.


Foto: Sara B. Clausen

fredag den 10. februar 2012

Blog award

Blog award

Fik i dag en sød kommentar på min blog og samtidig denne blog award. Det gjorde mig rigtig glad så mange tak til Annette:-) har yderligere fået en blog award fra Kristina som jeg også takker mange gange for!

Awarden er en lille ros til bloggeren og en måde at gøre hinanden opmærksom på andre interessante bloggere.

Med awarden følger det fine billede og 3 opgaver:

1. Linke til award giveren samt vise det fine billede
2. Give awarden videre til 5 andre bloggere med 100 eller færre læsere
3. Svare på 5 spørgsmål :)

Efter at have tænkt lidt over, hvilke bloggere jeg vil give awarden til, er jeg kommet frem til følgende 5, som jeg synes du skulle tage et kig på:


Sjønne´s mad- gastronomi og ædelse
Jans madblog
Smølfines blog
Elsk med mad
Gane og gaffel

Og her kommer så svarene på de 5 spørgsmål:

1. Hvorfor begyndte du at blogge?
Jeg begyndte at blogge fordi jeg altid har været vild med at lave mad og snakke opskrifter og ofte deler med venner og kollegaer. Jeg har også fulgt med i andres blogs- men troede at sådan noget var svært at lave selv. Da jeg så en dag havde set Julie og Julia  satte jeg mig for at undersøge og evt. starte min egen blog :-) Det viste sig at være til at finde ud af, også uden at have særlige IT-evner.

2. Hvilke blogs følger du?
Jeg følger primært med i forskellige madblogs, som jeg synes giver mig så meget inspiration, det er virkelig en stor fornøjelse og hvor er der bare mange fantastiske "hjemme kokke" rundt om i landet.

3. Favoritfarve(r)?
Jeg er meget glad for grønne og blå nuancer men også rødlige og lilla toner.
 
4. Favoritfilm?

Dont get me started!! Der er jo bare så mange fantastiske film- Mine aftener i paradis, Livet er smukt, Stegte grønne tomater, En verden udenfor, walk the line og uendeligt mange flere........

5. Hvilke lande drømmer du om, at besøge og hvorfor?
Jeg vil i det hele taget gerne rejse mere end jeg har haft lejlighed til. Jeg har en stor kærlighed til Italien, både landet, maden, vinen osv. Kunne også godt tænke mig at besøge de vestindiske øer, Indien, Thaland, Malaysia m.m.

onsdag den 8. februar 2012

Langtidsbraiseret svin i æblemost med syrlig porre og luftig peberod.

Foto: Sara B. Clausen
Indrømmer at det ikke blev det bedste billed, men lad ikke det forhindre dig i, at prøve denne ret som jeg lavede forleden :-) Den smager rigtig godt og kødet bliver dejlig mørt.

Til 4 pers.

Svin:
5 skalotteløg, skåret i både
800 -1000 g. Nakkefillet gerne frilands
50 g. tørsaltet Bacon i tern
5 kviste frisk Timian
5 kviste frisk Rosmarin
1 liter Æblemost, gerne ufiltreret
3 spsk æbleeddike
Salt og peber

Syrlig Porre:
1. porre, i tynde skrå skiver
1 dl æbleeddike
1-2 spsk sukker
Salt og Peber

Luftig Peberod:
1½ dl. cremefraishe 38% el. piskefløde (jeg blandede mager cremefraishe med  pisket flødeskum)
1-2 Spsk friskrevet peberod
salt og peber

Smelt lidt smør i en stor god gryde (m. Låg) og tilsæt og sauter løgene over middel varme til klare og gyldne. Kom Nakkefillet i gryden og brun den ved høj varme på alle sider sammen med bacon og krydderurter. Tilsæt æblemost og æbleeddike. Læg låg på gryden og lad stegen simre ved svag varme i 3 timer. Vend stegen en gang i timen.

Snit porren i skiver og bland eddike, salt. peber og sukker til en lage og lad porren marinere heri.

Pisk cremefraiche med et piskeris til den er luftig, det tager 5 min. Vend forsigtig den revne peberod i den luftige cremefraiche.

Server med nykogte kartofler, eller bådkartofler, perlebygsalat eller godt rugbrød- alt efter smag :-)
Anret på tallerken med kød, luftig peberod og porre på toppen.




mandag den 6. februar 2012

Karrysuppe med fersken og rejer.

Foto: Sara B. Clausen

Har nogen tid pønset lidt på at afprøve denne suppe som jeg synes lød lidt spændende med fersken i- men må da sige at det er noget der fungerer rigtig godt! Det er en super lækker suppe som jeg uden tvivl kommer til at lave igen- det siger kæresten også at han gerne ser :-)

Ingredienser:

2 Løg, skåret i tern
1 fed hvidløg, presset
1 Porre, fine skiver på skrå
50 g. smør
3 spk. god Karry
1 ds. flåede tomater
5 dl. god hønseboillion
1 dåse kokosmælk el. 1/4 fløde (efter smag)
1 stor dåse ferskner
400 g, Rejer
Tørrede chiliflager fx. chili Explosion,(kværn)
salt og peber
Lidt friske krydderurter til drys fx. koriander el. bredbladet persille.

Pil og hak løgene.Smelt smør og svits karry heri.Tilsæt løgene, de må ikke brune. Tilsæt efterfølgende tomater,porre, hvidløg, bouillon og kokosmælk (el. fløde) og lad simre i 15 min. Tilsæt ferskner i tern sammen med lagen (jeg vovede kun at bruge ca. halvdelen). Smag til med salt og peber. Anret rejerne i midten af en dyb tallerken. Jeg synes det er synd at koge dem med i suppen. De skal bare overhældes med den helt varme suppe så er de perfekte.

Foto: Sara B. Clausen

Til sidst hældes den varme suppe over og der kværnes lidt flotte røde chiliflager over og drysses med lidt grønt. Server gerne med lidt godt brød til fx. disse kuvertbrød.



Foto: Sara B. Clausen



søndag den 5. februar 2012

Nougatcreme med nøddegrissini - en dessert der begejstrer.

Foto: Sara B. Clausen

Åhhh, dette smager syndigt og godt og langt fra sundt- men altså jeg havde et hel læs nougat, hjembragt fra Tyskland i forventning om at lave konfekt af det til jul- men fik ikke brugt noget af det og da der skulle komme gæster Lørdag, tænkte jeg det var passende at trylle det ind i en dessert. Denne opskrift stammer fra Blomsterbergs bog "Desserter". Prøv den!

Ingredienser til 8 personer:

Nougatcreme:
400 g. blød nougat (stuetemperatur)
6 dl. piskefløde.

Nøddegrissini (min. 18 stk).:
300 g hvedemel
150 g, blødt smør
100 g. flormelis
1 æg
kornene fra en vaniljestang
ca. 100 g. finthakkede hasselnøddekerner

desuden: 8 fine glas til at anrette i. Evt. god mørk chokolade til dekoration, frugt fx. hindbær el. jordbær. Læg et stykke nougat i fryseren og riv det over desserten inden servering.

Foto: Sara B. Clausen
Smelt nougaten i en skål over vandbad, vær meget opmærksom på at der ikke kommer vand ned til nougaten da det vil ødelægge den, Nougaten skal være godt lun.

Pisk fløden til let skum. Fjern nougaten fra vandbadet og kom ca. 1/3  af den piskede fløde op i nougaten og pisk kraftigt. Hæl derefter nougatfløden op i resten af flødeskummet og vend det med bløde bevægelser i.  Fordel nu jævnt  i fine glas.Opbevar glassene på køl indtil servering.

Nøddegrissini: Ælt alle ingredienser- undtagen nødder- til en ensartet og blød dej. Lad stå koldt i 30 min. Rul herefter i stænger der efterfølgende trilles i hakkede nødder. Bag i ovenen ved 150 grader i ca. 15 min. til de er sprøde og gyldne.

Lav. evt. chokoladedekorationer ved at sprøjte smeltet chokolade ud i tilfældige mønstre på et stykke bagepapir. Lad stå koldt og løft forsigtigt af med en kniv og dekorer lige inden servering. Jeg havde smeltet chokolade til overs og dyppede lige lidt jordbær som kom med på dessert tallerknen. Placer de fine nøddegrissinier på desserttalerknen og evt. lidt frisk frugt. Riv lidt frossen nougat over desserten.

Server med lidt cremant til  og modtag dine gæsters ros :-)


Kyllingepie med Broccoli og kylling

Foto: Sara B. Clausen

En dejlig mættende tærte, som smager skønt med en god salat til.Jeg fik opskriften af en kollega, men den stammer fra "Feminias kokkeskole". Jeg tilføjede lidt frisk timian, da jeg havde en masse liggende, skriver som jeg gjorde. Opskriften passer til ca.8 pers.

Ingredienser:

400 g. kyllingebryst u. ben.
4 dl god hønseboulion
400 g. Broccoli
3 skalotteløg
En dusk frisk timian.
20 g.smør
karry eller cayennepeber efter smag (jeg brugte begge)
1 spsk mel
2 dl. kogelage
1 dl. madlavningsfløde (el.piske)
2 æg + en æggehvide
100 g. revet ost
salt og peber
400 g. udrullet mørdej ( jeg skriver en opskrift som jeg brugte længere nede)
1 æggeblomme til at pensle med.

Drys: pinjekerner

Foto: Sara B. Clausen

Del Broccolien i stilk og hoved og hold det hver for sig. Del hovedet i mindre buketter og skær de tynde stængler i mindre skiver. Kog først stilken i 2 min i letsaltet vand og tilsæt herefter broccoli buketter.kog yderligere 2 min. Tag broccoli op og lad dryppe godt af. Kog kyllingekødet så det er akkurat mørt i hønsebouillon. Tag kødet op og gem kogelagen.

Hak løgene og steg dem klare i lidt smeltet smør, de skal ikke tage farve. Tilsæt karry og cayennepeber og lad det svitse lidt. Strø melet over og rør det jævnt. Tilsæt kogelage lidt af gangen og kog op ind i mellem.Tilsæt fløden og kog igennem. Afkøl massen lidt. Rør æggene i og vend ligeledes osten deri. Krydr godt med salt og peber og frisk timian. Drys evt. lidt pinjekerner over.

Fordel halvdelen af den udrullede mørdej i tærteformen, lad kanten hænge lidt ud over og pensel kanten med æg. Læg resten af mørdejen over og tryk kanterne godt sammen. Skær dejen til. Gem evt. oveskydende dej til at pynte med.

Skær et kryds i midten af låget og fold hjørnerne ud. Pensel overfladen med æggeblomme og dekorer evt. med overskydende dej i. drys pinjekerner over.

Foto: Sara B. Clausen



Foto: Sara B. Clausen
Bag Pien i en forvarmet ovn ved ca.180 grader i ca. 40 min. til den er fin gylden og gennembagt. Server med en god salat til.

Mørdej:

300 g. hvedemel
1 tsk salt
200 g. koldt smør
Lidt koldt vand ca. 1dl.

Vej melet af og tilsæt salt, skær smør i små tern og smuldr det ud i melet, så det kommer til at ligne parmesanost. Tilsæt herefter vandet lidt af gangen og saml hurtigt dejen uden at ælte den for meget. når den er samlet lader du den hvile i køleskab ca. 30 min. Del i to næsten lige store halvdele. Brug den største til bunden. rul evt. ud mellem to stykker bagepapir.