tirsdag den 21. februar 2012

"Thailandsk biksemad" - Fried Rice med soya-chilisauce

Foto: Sara B. Clausen
Idéen med denne ret er jo fuldstændig ligesom med almindelig biksemad at bruge lidt af det man har i køleskabet af grøntsager og diverse rester. Derfor kan du også variere den. Men selvfølgelig fungerer noget bedre end andet. Bruger du rejer i, skal de kun lige vendes i til sidst- bruger du som jeg en rest nakkekam eller anden steg, må det meget gerne steges med så det bliver lidt sprødt og får stegeskorpe. Det smager bare godt- som min ældste søn sagde- "det her er meget bedre en almindelig biksemad" :-)


Saucen som laves dertil er også et dejligt pift med sine røde, grønne og sortbrune nuancer.

Foto. Sara B. Clausen


Opskrift til 4 personer:

1 bundt forårsløg, i tynde skiver
300 g. shitakesvampe eller andre typer. i skiver
2 røde peberfrugter i tern 
2 gulerødder i tynde stænger
2 fed hvidløg, tynde skiver
En lille skål ærter el. sugarsnaps
En rest kød eller rejer ca. 300-400 g.
En pakke seranoskinke skåret i tern
3 æg
lidt vand
ketjap manis
salt og peber
Sesamolie til stegning

Soyachilidressing:
1 dl. soya
2 røde chilier ( el. en rød og en grøn) 
friskhakket koriander
2 spsk sesamolie
et skvæt fish sauce
1 spsk pad thai sauce

Start med at stege seranoskinken sprød i lidt sesamolie i en varm wok, tilsæt kødet og steg nogle min. tilsæt grøntsager og steg videre i nogle min. ved høj varme, de må gerne tage lidt farve uden at branke. Tilsæt ris og steg i ca. 10 min hvor der vendes hyppigt. Tilsæt en smule Ketjap manis til selve retten og evt. lidt alm. soya.

Pisk æg sammen med lidt vand, krydr med salt og peber og evt. lidt tørret chili og stege det som en flad omelet på en stor pande med lidt olie. Når den bliver fast, hakker du den i stykker med en palet. Tilsæt æg til de steget ris og grøntsager. 

Rør saucen sammen med alle ingredienser og server til retten, så man selv kan tage på. Server ligeledes med en skive limefrugt til at presse over.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar