søndag den 4. november 2018

Gammeldags æbleskiver med kærnemælk

Foto: Sara B. Hansen.

Det er måske en lille smule tidligt- men jeg fik en æbleskivepande sidste år til jul og har glædet mig til at prøve at bruge den- så det blev et af dagens små projekter.
Gode gammeldags æbleskiver med kærnemælk, citron, kardemomme og vanilje og bagt i smør, det er nu en gang bare så meget mere lækkert end dem man køber.

Ingredienser ca. 30 stk.

5 dl hvedemel
2 tsk. Sukker
½ tsk. Salt
1 tsk. Kardemomme
1 tsk. Natron
¼ tsk. Bagepulver
Korn af ½ vaniljestang
Skal af ½ usprøjtet citron
3 æg
5 dl kærnemælk
3 spsk. raps- eller solsikkeolie
Smør til stegning

Foto: Sara B. Hansen.


Bland hvedemel sammen med sukker, salt, kardemomme, natron, bagepulver, vaniljekorn og citronskal i en skål.

Del æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommer, kærnemælk og olie sammen, og rør det i melblandingen. Lad dejen hvile på køl i 1 time.

Pisk æggehviderne helt stive og vend dem forsigtigt i dejen. Hæld på en plastiksprøjtepose.
Opvarm æbleskivepanden, og smelt lidt smør i hvert hul. Klip hul på sprøjteposen og fyld hullerne op med dej. 

Vend dem forsigtigt ¼ omgang fyld en lille ekstra klat i og vend æbleskiverne endnu ¼ omgang, og bag dem færdige.

Servér æbleskiverne lune med et drys flormelis samt marmelade.

Foto: Sara B. Hansen.


Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Her med frisklavet hindbærmarmelade med nogle af de sidste hindbær fra haven- uhmm!

Foto: Sara B. Hansen.

2 kommentarer:

  1. Godt man er født i Himmerland for længe siden, hvor æbleskiver og pandekager var noget, man fik som den varme mad om middagen, sådan en sommerlørdag. Mine børn er opvokset med æbleskiver på alle tider af året, undtagen til jul, hvor der var/er så meget andet godt. Jeg har næsten altid nogen liggende i fryseren; det nød mine USA-børnebørn godt af, da fed var her i juli - både da de kom og aftenen inden, de rejste. Det er sådan en fin regnvejrsbeskæftigelse. Jeg lægger dem i ét lag i lagkagebakker med en 19L-frysepose over, til de er frosne - derefter kan de ligge bare i posen, uden at de tynger hinanden til mærkelige former.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak elsebeth, du har i sandhed så mange gode tips at du burde udgive en bog med dem. Dine børn og børnebørn er så heldige :-)

      Slet