tirsdag den 27. november 2018

Sprøde brunkager med lakrids, mandel og tranebær

Foto : Sara B. Hansen.

Inspireret af lækre småkager som min svigerinde Anette havde bagt og medbragt på en tur til Spanien, har jeg videreudviklet opskriften, som findes flere steder på nettet under navnet småkager med lakrids og tranebær.
I min version er mængden af lakrids reduceret og der er tilsat lidt julede krydderier og hakkede mandler. Resultatet er skønne, super sprøde og lækre brunkager hvor lakrids tilføjer en lækker sødmefuld og karakteristisk smag uden at overdøve. 

Ingredienser:

500 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2 tsk. brunkagekrydderi
1 tsk. vanilje
35 g lakridspulver (jeg brugte rålakridspulver fra Urtekram)
125 g tranebær
75 g. hakkede mandler
375 g saltet kold smør
500 g fint rørsukker
ca. 2 æg (100 g)


Sådan gør du;

Sigt mel sammen med bagepulver i en røreskål.

Tilsæt lakridspulver, krydderier, mandler og tranebær og smør i små tern.

Kør massen på en køkkenmaskine – med krogen til smørret er kørt ud. Har du ikke en sådan, æltes dejen blot forsigtigt, til smørret ikke kan mærkes mere.

Tilsæt sukker og æg. Kør kun til dejen lige samler sig, det er vigtigt ellers mister småkagerne deres sprøde struktur.

Del dejen i klumper på 500 g, og rul den i lange pølser.
Rul dem i bagepapir og læg på køl eller frys til de er hårde.

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.Skær pølserne i skiver  ca. 3-4 mm. Læg skiverne med lidt mellemrum på  bagepapir.


Bag dem i ca. 8-10 min. til let gyldne og lad køle på en rist.

TIP: Bag lidt af gangen og gem dejruller i fryseren- så er det let at tage ud og hurtigt bage i flere omgange.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK

Foto : Sara B. Hansen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar