onsdag den 23. januar 2019

Lækker burger med plantebøf.

Foto: Sara B. Hansen
Her til aften fik vi denne skønne burger med en plantebøf der udover at smage rigtig godt også lander mere let i maven.
Bøffen er bl.a. lavet med sød kartoffel, rødbede, linser og champignon. De er lette at forme og bages i ovnen.
Spis med det tilbehør du kan lide. Vi fik bla. salat, aioli, syltede rødløg og guacamole til. Jeg frøs halvdelen af bøfferne ned til en anden dag.


Inden bagning:

Foto: Sara B. Hansen


Ingredienser til ca. 6 bøffer:

½ stor sød kartoffel revet groft
2-3 rødbeder revet groft
250 g. champignon hakket
1 stort bananskalotteløg hakket fint
2 fed hvidløg, knust
1 dåse grønne linser, drænet
1 æg
2 dl. havregryn blendet til mel
1 spsk. maizena
1 tsk. røget paprika
1 spsk. tomatkoncentrat
2 tsk. tørret timian
1 spsk. soja
Salt og friskkværnet peber

Desuden til pensling af bøfferne:
 2 spk. BBQ sauce fx. Sweet baby Ray´s 
1 spsk. olie

Efter bagning:
Foto: Sara B. Hansen

Start med at klargøre sød kartoffel, rødbede, løg og champignon. Hak evt. de groftrevne grøntsager et par gange med kniven.

Varm en god pande op og kom lidt olivenolie på. Svits skalotteløg til de er klare, tilsæt champignon og lad stege i ca. 5 min.

Tilsæt revet rødebede og sød kartoffel samt hvidløg og soja. Lad stege i 10 min.

Tag af varmen og lad køle lidt af. Kom I en foodprocessor sammen med linserne og 1 æg. Kør det ganske kortvarigt til en grov masse. Gem evt. 1/4  af både linser og grøntsager, da det giver lidt mere stuktur når det blandes i den blendede masse.


Smag plantefarsen til med paprika, timian, salt og friskkværnet peber samt tomatkoncentrat. Tilsæt havremel og maizena. Lad blandingen stå på køl i 30 min.

Herefter formes bøfferne med en madring så de får en flot form og bages på en bageplade med bagepapir i ca. 30 min. ved 200 grader.

Efter 15 min. pensles de med BBQ blandet med olivenolie og bages færdigt.

Server gerne med fuldkorns burgerboller, hjemmelabede ovnbagte pommes frites, salat m.m.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar