torsdag den 29. september 2016

Laks med sprød mandeltopping serveret med citronrisotto med asparges.

Foto: Sara B. Hansen
Selvom lyset var forsvundet her til aften, da maden kom på bordet og billederne derfor ikke helt retfærdigt gengiver måltidet fra sin bedste side, så skal I altså ikke snydes for denne skønne opskrift. Det smagte simpelthen bare så godt og kan varmt anbefales at prøve :)
Det er enkelt at lave retten - men som altid, kræver en god risotto, at man kærligt er over den og rører væsken i lidt af gangen til den hele er absorberet. De 20 minutters nærværende opmærksomhed og loooove bliver til gengæld belønnet med den dejligste, cremede og smagfulde risotto.


Foto: Sara B. Hansen

Ingredienser 4 personer:

Laksen:
1 hel lakseside, frisk.
2 spsk. smeltet smør.
1 lille fed knust hvidløg eller 1 tsk. hvidløgspulver
1 spsk. revet citronskal
Friskkværnet peber
lidt salt
1 håndfuld mandler, hakket

Citronrisotto:
25 g. smør
1 spsk. olivenolie
2 finthakkede skalotteløg
1 fed finthakket hvidløg
400 g. aborioris
Revet skal og saft af en øko. citron
2 dl. tør hvidvin

1 l. varm hønsefond eller bouillon
1 bundt grønne asparges
50 g. friskrevet parmesan
Evt. 1 spsk. smør mere
Friskkværnet peber og evt. salt.

Foto: Sara B. Hansen

Smelt smør og rør det sammen med hvidløg, salt, peber og citronskal. Placer den hele lakseside i et ildfast fad, evt. med bagepapir så er rengøringen lettere. Sørg for at fjerne evt. ben og fedt.
Herefter pensles laksen med det krydrede smør og de hakkede mandler drysses over laksen og presses lidt ned. Da laksen er kold vil smøren stivne på den og først smelte inden i ovnen.
Den skal have 20 min. ved 200 grader så det passer med at sætte den i ovenen når du begynder på risottoen som ca. skal have 20 - 25 min.

Klargør alt til risottoen. Hak løgene, hvidløg. Knæk asparges og skær dem i skiver på skrå. Hav også den varme fond og hvidvinen klar.
Smelt nu smør og olivenolie ved mellemvarme og lad dem simre nogle min. uden at tage farve. Tilsæt risene og lad dem simre med i 2 min. Tilsæt citronskal og saft samt hvidvin. Lad simre  nogle min. Så hældes fond/bouillon i lidt af gangen under konstant omrøring indtil alt væsken er brugt ( det taget ca. 18-20 min). Efter ca. 10 min. tilsættes asparges.
Når alt væsken er absorberet røres parmesanost og friskkværnet peber i retten. Jeg finder normalt ikke behov for at tilsætte salt, da både parmesanost og fond/bouillon er salte. Hvis man ønsker det, kan man tilsætte yderligere en klat smør til de varme ris.

Hæld risottoen i en skål og riv frisk parmesanost over samt lidt revet citronskal.
Server laksen sammen med, risottoen og gerne en god salat og friske citronskiver til.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen



Ingen kommentarer:

Send en kommentar