mandag den 7. november 2016

Blommetærte med mandel og makron.

Foto: Sara B. Hansen.
En rigtig lækker blommetærte som smager skønt med en klat cremefraiche til eller måske lidt vaniljeis.
Brug gerne nogle flotte mørkeblå eller røde blommer. Måske har du i fryseren fra sommerens blommehøst og ellers må du, som jeg, købe dig dertil. Jeg fandt et godt tilbud i Kvickly i går.


Mørdej:
150 g. mel
100 g. smør
50 g. flormelis
100 g. sukker
1 lille nip fint salt
1 æg


Blommefyld:
500 g. blommer
1-1½ dl. rørsukker
1 tsk. vaniljekorn
1 spsk. kartoffelmel ( rørt ud i lidt vand)
12 knuste makroner

Desuden:
sammenpisket æg til pensling af kant
mandelsplitter
perlesukker

Først laves mørdejen, da den lige skal hvile 30 min på køl inden udrulning. 
Mel og smør smuldres sammen til en raspligende struktur, flormelis og salt sigtes i og dejen samles hurtigt med ægget. Det er vigtigt kun lige at vende sammen til dejen er sammenhængende- den skal ikke æltes længe. Pak i film og lad hvile i køleskabet i 30 min.

Herefter rulles dejen ud så den  er ca. 6 cm større end den valgte form. Drys lidt mel på boret så den ikke hænger fast og også på kagerullen. Overfør forsigtigt dejen til formen. Lad kanterne hænge ud over formen. Prik bunden. Knus makronerne og strø dem over tærtebunden.


Halvér blommerne og fjern stenen, skær dem i bagefter i kvarte. Kom i en gryde sammen med ½ dl vand og sukker samt vanilje. Lad dem koge op og småsnurre under låg i 15 min. Smag til i forhold til sukker og jævn lidt med kartoffelmel rørt ud i vand. Lad blommerne køle lidt af inden du hælder dem over tærtebunden.
Fold nu kanterne ind over hele vejen rundt. Kanten pensles med æg. Drys med mandelsplitter og perlesukker. Sæt i ovnen i 25-30 min. til gylden og sprød.
Lad tærten køle, så den kun er lidt lun inden den skæres.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


2 kommentarer:

  1. I går røg der lige 450 g brombærmarmelade over til Emma i USA - det er hendes yndlingsmarmelade, og mormor leverer gerne og jævnligt. Fryseren er fuld af brombær, så mon ikke jeg skulle fylde tærten med en god gang marmelade i stedet. Det er da værd at prøve. Nu skal jeg til at bage en stor portion jødekager -himmerlandsk for snegle - til Jens Peter. De har, fra han var lille, altid været hans bedste bagværk. OG der skal selvfølgelig IKKE glasur på - hvorfor pynte på noget, der i forvejen er perfekt - det kunne jo risikere at ødelægge smagen!! I morgen drager han hjem med en lagkagebakke fyldt til randen med jødekager, lige til at smide i fryseren. Det ser han frem til. Sidste gang var det æbleskiver, sådan en bakke var fyldt op med. Det er let for mig at glæde både børn og børnebørn ved at arbejde lidt i køkkenet.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Elsebeth brombærtærte lyder bestemt også skønt. Du må da være den perfekte mor og bedstemor. Der er så meget kærlighed og omsorg i at lave lige netop det som man ved ens kære vil synes om. Er sikker på de sætter stor pris på det! Kh Sara

      Slet