søndag den 27. maj 2018

Jordbær & rabarbertærte med marengslåg

Foto: Sara B. Hansen
Min rabarber høst er ikke så overvældende- men det er fine røde og slanke jordbærrabarber, som smager himmelsk, men ikke vokser så hurtigt og altså heller ikke store som som nogen andre sorter gør. Derfor rækker det kun til lidt mindre projekter. Jeg tror jeg skal have givet dem lidt bedre vilkår og finde en ny placering i haven. I dag blev det dog til denne lækre tærte som vi kunne få et stykke af til eftermiddagskaffen.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser 1 tærte:

Mørdej:
150 g. mel.
100 g. smør
50 g. mandler
2 spsk. sukker
1 nip salt
1 æg

Jordbær- rabarberfyld:
150 g. rabarber i små stykker
300 g. jordbær (jeg havde i fryseren)
1 dl. rørsukker
1 tsk.tørrede vaniljekorn eller korn fra en stang
1 dl. vand
2 tsk. kartoffelmel rørt ud i en smule vand.

Marengs:
3 æggehvide
150 g. flormelis
Foto: Sara B. Hansen.

Foto: Sara B. Hansen.

Kom smør, mel, mandler,vanilje, sukker og salt i en foodprocessor og kør det til en jævn masse, slå ægget ud og tilsæt det. Dejen vil hermed blive samlet og kan tages op. Er den lidt klistret kan du komme en lille smule mel henover og på hænderne og samle dejen i en kugle. Kom film om og læg på køl 30 min. Rul dejen ud og kom i tærteformen. Jeg foretrækker selv tærtefade med løs bund i metal.
Prik bunden med en gaffel og sæt fadet med dejen i fryseren i 20 min. mens du varmer ovnen op til 170 grader varmluft. Bag bunden til den er letbagt og begynde er blive en lille smule lysebrun i kanten.

Kom jordbær, rabarber, vanilje vand og sukker i en gryde og bring det i kog. Lad det småsnurre i ca. 20 min. Jævn med lidt kartoffelmel og hæld det over i en dyb tallerken ( gerne lidt stor så det hurtigere køler i et tyndt lag).

Pisk æggehvider til de begynder at blive stive og tilsæt så flormelis lidt af gangen, pisk godt og længe så massen bliver meget luftig og sej i konsistensen. Kom på en sprøjtepose med en stor tylle.

Fordel det afkølede fyld i den forbagte tærtebund. Sæt "marengsdutter" tæt over hele tærten. Bag nu kagen i 30 min. ved 170 grader. Marengsmassen skal blive gylden.

Lad den bagte tærte køle lidt af, så den sætter sig lidt inden den skæres, fyldet bliver mere stift når det køler lidt af.

Foto: Sara B. Hansen.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar