søndag den 13. marts 2016

Gratineret Kartoffelgnocchi m. ricotta, bacon og hvidløgskylling vendt med salviesmør.




Foto: Sara B. Hansen.
Jeg har prøvet at lavet kartoffelgnocchi nogle gange før, men denne gang blev det en version med ricotta i og det gjorde dem meget mere lette og lækre i konsistensen.
I disse er der hvedemel( men man kan lave en glutenfri version ved at bruge kartoffelmel). De er kommet i selskab med sprød bacon og mør kylling, salviesmør, revet citronskal og lidt frisk timian, toppet med lidt revet emmentaler og så en tur i ovnen- smager helt fantastisk!


Det der tager længst tid ved opskriften her er at lave gnocchi, men det bestemt umagen værd synes jeg. Jeg skød dog lidt genvej ved at tilberede kartoflerne i mikroovnen ;-)

Foto: Sara B. Hansen.


Gnocchi:
800 g. store bagekartofler
200 g. god ricotta
2 æggeblommer
1 dl. parmesanost, revet
Salt og peber
2 dl. hvedemel ( evt. blandet tipo 00 og fin durum)
Evt. lidt friske urter jeg kom ca. 4 spsk. hakket purløg i.

Kylling:
2 kyllingbrystfileter
2 fed presset hvidløg
Revet skal fra ca. ½ øko citron
2 spsk. olivenolie
Lidt salt

Desuden:
30 g. smør
5 blade frisk salvie, strimler
300 g. bacon i tern
6 kviste frisk timian
50 g. revet emmentaler

Foto: Sara B. Hansen.

Skær kyllingbrystfileten i mindre tern og vend med olivenolie, hvidløg, citronskal, salt og peber og lad marinere gerne 1 times tid eller længere.

Vask kartoflerne godt og prik dem med en tandstik eller kødnål over det hele, placer dem på en tallerken og sæt i mikroovnen ved fuld effekt i 4 min. herefter vendes de og dette gentages til de føles tilpas. Ca. 16 min. men kan variere fra ovn til ovn.
Tag dem ud og lad køle et øjeblik så de er til at håndtere, pil skrællen af.  Jeg brugte sådan en kartoffelsnepresser til at mase kartoflen igennem(sådan en der ligner en stor hvidløgspresser) men ellers kan man mose dem med en kartoffelmoser eller blende dem. Kom i en skål sammen med ricotta, æg, parmesan , salt og peber. og rør det sammen. Tilsæt melet og arbejd det ind i til du får en blød, formelig masse. Den kan godt lige stå lidt-  men kan også med det samme trilles til stænger (ca. på tykkelse med en pegefinger) som skæres i små stykker á ca 2 cm. Dette gøres lettest på bordet, dys med lidt mel - gerne durummel. Pres hver lille gnocchi med en gaffel for at give det karakterisktiske lille rillede aftryk.

Bring en stor gryde vand med lidt salt i kog (hold det lige under kogepunktet) og plump så de små stykker ned i vandet, når de har fået nok kommer de op til overfladen og løftes over på et fad med en hulske( skal helt ikke ligge for meget i lag).

Når de alle er færdige, så smeltes smør på en god pande og salvie kommes i vend halvdelen af gnocchierne på panden i smøret af gangen ( med mindre du har en meget stor pande altså). Overfør dem til en bradepande beklædt med bagepapir.
Steg bacon sprød og lad dryppe af på køkkenrulle. Steg efterfølgende kyllingen på samme pande. Kom bacon og kylling ovenpå gnocchi.  Riv osten henover og fordel lidt timiankviste henover. Nu kan du enten gratinere dem med det samme i en 200 grader varm ovn i ca. 15 min. eller du kan sætte fadet på køl og gøre det lige når gæsterne kommer hvis det er  en ret du gerne vil forberede i god tid.

Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar