onsdag den 2. juli 2014

Lækre majsboller med græskarkerner og solsikkefrø.

Foto: Sara B. Clausen.
Disse boller som jeg bagte i går aftes blev virkelig gode, halvdelen røg i fryseren og vil gøre glæde på morgenbordet i weekenden . De er bagt med en blanding af fint majsmel, durummel og hvedemel og er gavmildt vendt i græskarkerner og solsikkefrø. Jeg brugte 50 g. gær da de kun kunne hæve 1. gang i 1 time (jeg skulle jo også i seng inden midnat) Men man kan reducere til 30 g. gær og forlænge hævetiden til min. 90 min. hvis man ønsker det. Dejen skal være noget klistret.

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser 18 store boller:

7 dl. lunken vand
50 g. gær
4 spsk. rapsolie
20 g. salt
200 g. majsmel
200 g. durummel
ca, 500 g, hvedemel
2 dl. græskarkerner
2 dl. solsikkekerner

Foto: Sara B. Clausen.


Rør gæren ud i den lunkne væske og tilsæt olie, salt og majsmel samt durummel og rør dejen godt igennem, tilsæt herefter hvedemel til dejen er tilpas sammenhængende men stadig noget klsitret ( jeg brugte ca, 500 g.)ælt godt igennem, gerne på røremaskine Lad hæve lunt og tildækket i 1 time. Kom dejen ud på et meldrysset bord. Skær den ud med kniv eller dejspartel  passende klumper. Kom vand i en skål du kan dyppe hænderne i og kom solsikkefrø samt græskarkerner i hver sin skål. Fugt hænderne og form dejklumpen til en bolle, vend den i solsikker eller græskarfrø så de hæfter sig godt (trykkes lidt ind) i den fugtige dej. Stil til hævning på to plader med bagepapir. Lad efterhæve i ca. 40 min. Bages ved 200 grader o ca. 18-20 min. Lad køle på rist.

Find mig også på: FACEBOOK



Ingen kommentarer:

Send en kommentar