mandag den 14. oktober 2013

Osso Bucco med gremolata (tilberedt i ovn).

Foto: Sara B. Clausen.
Osso bucco er sådan en rigtig gang simremad der passer perfekt til årstiden og bare smager så intens kraftfuldt og godt- efter min mening er gremolata en helt vidunderlig ting - det løfter retten til skyerne og de supplerer hindanden perfekt - a match made in heaven!
Og hvem siger det kun kan være i weekenden? Retten skal godt nok have lov at simre for at blive mør og lækker, men den passer sig selv i ovnen det meste af tiden- så der er ikke så meget arbejde i det. Det er en god idé at regne med ca. 1½ stk. osso bucco pr. person kommer du over 4 personer, skal du også fordoble opskriften i øvrigt. Server med ris til eller kartoffelmos.


Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser; (2 pers.):

Osso bucco af kalveskank 1½ pr. person ( vores var store så vi fik kun en hver)
2 løg, tern
4 gulerødder, tern
1/4 knodselleri, tern
1 fed hvidløg, Hakket fint
1 dåse flåede tomater
2-3 laurbærblade
1 kvist rosmarin
2 dl. hvidvin
3-4 kviste timian
1 bundt salvie
Salt og peber
1 dl hvedemel

Gremolata:
et bundt persille
1 -2 fed hvidløg
skallen af en øko. citron

Tilbehør: ris eller kartoffelmos.


Foto: Sara B. Clausen.

Klip 2-3 steder i fedtkanten på hver osso bucco (for at forhindre at den krøller for meget sammen under stegning). Vend  i mel krydret med salt og peber. Kom en blanding af smør og olivenolie på panden, når den er varm så brun osso buccoen i nogle min. på hver side - det skal gøres af flere omgange hvis der er mange stykker.
Skræl gulerødder, løg og knoldselleri og skær det i tern- jeg synes godt de må være lidt grove- men det er en smagssag. Hak hvidløg.
Overfør osso bucco til en tallerken.
Svits grøntsagerne nogle min. hæld hvidvin over, ad simre i ca. 5 min. Tilsæt tomater og evt. ½ dl.vand som resterne i dåsen skylles op med.
Tilsæt timian, laurbærblade,  salvie og salt og peber. Lad simre i 4-5 min. Kom halvdelen af grøntsagerne i tomat i bunden af en stegeso med låg, placer de brunede osso bucco skiver ovenpå og hæld resten af grøntsagerne over. Kom låg på og sæt i en forvarmet oven ved 200 grader i 1½ -2 timer.

Lav gremolataen ved at hakke hvidløg, persille og revet citronskal sammen.
Kog risene efter anvisningen og server retten med gremolata til så man selv kan komme det på ved bordet.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar