tirsdag den 15. maj 2012

Marinerede bønner med tuncreme

Foto: Sara B. Clausen

Endnu et lækkert tilbehør fra min fødselsdag. Serveret med Kalveculotten får man helt automatisk associationer til den skønne Italienske "Vitello Tonnato"- en i øvrigt også rigtig dejlig ret.
Bønnesalaten her smager virkelig helt fantastisk, husk endelig at vende de hvide bønner i marinaden mens de endnu er lune og lad dem marinere flere timer og gerne et døgn. Min kæreste var noget skeptisk da jeg forberedte denne salat og han så bønnerne stå i blød.......Jeg lovede at denne ret ville omvende ham og jeg fik heldigvis ret, han spiste glad flere portioner. Det fungerer aller bedst med friske bønner( frem for frost) som er knasende sprøde og lækre.

Foto: Sara B. Clausen

Ingredienser:

150 g. tørrede hvide bønner
200 g. friske grønne bønner
salt
Rosmarinstilke og et par kviste timian
 

Marinade:

2 spsk. olivenolie
4 tsk. citronsaft
2 spsk. hakket bredbladet persille
2 tsk. tørret mynte
1 fed hvidløg, presset
salt og peber

Tuncreme:

1 dåse tun i olie
100 g. cremefraiche
1 spsk. kapers
salt og peber

Bønnerne udblødes i et døgn i rigeligt vand. Vandet hældes fra og de koges i en ny portion vand tilsat salt.
De skal koge ca. 60 min. skal være bløde og møre men endelig ikke udkogte.
Til marinaden hakkes persillen og hvidløget presses og det blandes med de øvrige ingredienser. marinaden blandes med de kogte bønner mens de er lune. Smag til med salt og peber.
Lad marinere i minimum nogle timer.
De friske bønner nippes og koges i saltet vand i 3 min. Vandet hældes fra og bønnerne ligges i rindende koldt vand i ½ min-
Bønnerne afdryppes.
Til Tuncremen sies olien fra tunen og den blendes med de øvrige ingredienser. Cremen smages til. Begge bønnetyper blandes og og 3/4 lægges i et fad, Cremen hældes over og til sidst resten af bønnerne på toppen. Pynt evt. med lidt flere kapers på toppen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar