mandag den 23. april 2012

Kødboller med smeltende hjerte, serveret med krydret tomatsovs og pasta.


Foto: Sara B. Clausen

Da jeg pønsede lidt på aftensmaden til i dag, troede jeg faktisk at jeg selv havde fundet på noget sjovt, senere ”googling” afslørede dog, at jeg ikke var helt så ”genial” , da der findes opskrifter i den dur.
Min tanke gik på at det kunne smage godt, med ost i midten af kødbollerne og så kunne jeg bruge lidt cheddarost  som jeg havde liggende. (man kan også sagtens bruge mozzarella eller andet vil jeg mene). Jeg brugte kalvekød, da det var hvad der var på lager herhjemme men oksekød kan også sagtens bruges.

4 personer

Kødbollerne:
500 g. kalvefars
1 stort skalotteløg, revet
2 fed hvidløg, revet
2 tsk. salt
Godt med peber
1 håndfuld friskhakket basilikum
2 tsk tørret oregano
Et par kværn chili explosion
1 æg
Lidt olivenolie
1 dl rasp
1 lille stykke cheddar skåret i mindre firkanter.

Krydret Tomatsovs:
1 løg, finthakket
2 røde chilier u. kerner, finthakket
1 dl. Kalvebouillion
1 pakke tomat passata (passerede tomater)
Salt og peber
1 tsk. Oregano
1 tsk.basilikum

Tilbehør:  Pasta

Rør kødet med saltet og derefter med de øvrige ingredienser til en fast fars. Form farsen til små runde kødboller, lav en fordybning i midten og placer osten deri. Sørg for at lukke den godt omkring. Læg dem i et ovnfast fad smurt med lidt olie og rul dem lidt rundt så de får olivenolie på alle sider. Drys evt. med lidt ekstra peber. Steg dem i ovnen ca. 15 min ved 200 grader.
Svits løg og chili i lidt olivenolie efter 3 min. Tilsættes kalveboullion, tomat passata og krydderier. Sovsen koges videre til den tykner. Vend kødbollerne i sovsen og server med frisk kogt pasta.

Foto: Sara B. Clausen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar