tirsdag den 22. november 2011

Kyllingelasagne.

Foto: Sara B. Clausen

 Egentlig er jeg ret konservativ hvad angår Lasagne, men den her kyllingeversion har sneget sig ind i vores "faste gengangere". Børnene elsker det og jeg synes at den fungerer rigtig godt som variation. Jeg kan godt lide at der er lidt bid i grøntsagerne, så derfor tilsætter jeg dem ikke fra start. Det kan man bare vælge at gøre hvis man foretrækker det sådan. Lasagne hører jo samtidig til en af de retter der kun smager bedre næste dag, hvor den har sat sig, både i konsistens og smag. Lige nu glæder jeg mig over at aftensmaden til i morgen dermed også er på plads. Fedt på en travl hverdag! Samtidig måtte ældstesønnen kigge langt efter lasagnen i aften, da Tandlægen havde sat ham på flydende kost. Selvom han var glad for den rest kartoffelsuppe jeg havde i fryseren, så følte han sig noget misundelig :-)

Til 6-7 personer (eller to dages mad)

Tomatsauce

750 g. kyllinge brystfillet skåret i mindre tern.
2-3 løg evt. bladet rødløg og alm.
2 fed Hvidløg
2 stænger bladselleri i fine tern
3 gulerødder i tern
3 spk Basilikum
3 spk. Oregano
½-1 tsk. tørret chiliflager
salt/peber
Evt. en tsk. Urtebouillon (A. Vogel)
2 dåser fl. hakkede tomater.

Svits kyllingetern i lidt olie til de får lidt farve, tilsæt løg og hvidløg. Tilsæt tomater og krydderier, Lad simre 15 min. Tilsæt gulerod og bladselleri og evt. bouillon. Smag til med salt og peber og evt. lidt urtebouillon.

Bechamelsauce:

2 spsk smør
ca. 2 spsk mel
Friskrevet muskat
9 dl. mælk
salt/peber




Desuden: 
frisk parmesan til at rive.
Lasagneplade(gerne fuldkorn)


Smelt smør og tilsæt mel rør, det sammen, pisk mælken i lidt efter lidt , smag til med muskat, salt og peber. saucen skal være relativt tyk, så lasagnen ikke flyder for meget ud.

Vælg et egenet ildfast fad med rimeligt høje sider. Start med et lag tomatsauce, derpå Bechamel og revet parmesan, så et lag lasagne plader og så fremdeles. Det passer med ca. 3-4 lag.  Slut af med Bechamelsauce og riv lidt parmesan over. Bag i ovnen i ca. 30 min. ved 200 grader. Lad hvile ca. 15 min. inden servering.

Velbekomme!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar