fredag den 30. september 2011

Andebryst med friske figner, blomsterhonning og porter.


Friske Figner  er jo billige for tiden og smager bare så skønt. I denne ret, fungerer de i fantastisk samspil med andebryst, porter og honning! Vi fik Waldorfsalat (light) til. Det vil sige finthakket bladselleri, æble i tern, Vindruer og valnødder vendt med cremefraiche 6%, smagt til med sukker, citronsaft, salt og peber. Dertil bådkartofler.

Ingredienser:

2 fyldige berberi andebryster á ca. 200g
8 friske modne figner
8 spsk. balsamico
1,5 dl porter
2 hele stjerneanis 
4 spsk. blomster honning

Rids andebrysterne på skindsiden i små kvadrater, og steg herefter brysterne på skindsiden ved jævn varme på en pande i ca. 7- 8 min, vend dem og steg dem 2-3 min. på den anden side. Brysterne hviler ca 10 min., så de bliver flot rosa.
Tilbered fignerne imens: Skær fignerne i kvarte stykker. Kom balsamico, porter samt stjerneanis i en sauterpande og nedkog det sammen med honningen. Tilsæt fignerne, når det begynder at få sauce konsistens, og vend dem forsigtigt til de blot er lune og stadig har konsistens. Skær herefter andebrysterne i  skiver, lidt på skrå og anret dem sammen med fignerne.
Kan evt. serveres med sprøde kartofler efter egen fantasi.











































































1 kommentar:

  1. Den bedste måde jeg længe har smagt and på, fignerne giver en fantastisk smagsoplevelse og en uimodståelig lækker karamel agtig sovs med tilpas sødme. mvh Kim Ulrik

    SvarSlet