fredag den 21. februar 2025

Finske fastelavnsboller m. havtorn og hindbær

Foto: Sara B. Hansen


Denne opskrift, er en jeg også tidligere har bragt for mage år siden. Jeg synes den er superlækker og kan godt lide at det er en lidt anderledes fastelavnsbolle end de mest gængse. 

Jeg bruger Mascarpone som flødeost og det er klar det jeg selv foretrækker. Men andre kan også anvendes.  Udgaven her er med hindbær og havtorn og det er faktisk virkelig lækkert med den lidt syrlige smag fra havtorn, kombineret med det søde.

Foto: Sara B. Hansen


Ingredienser ca. 20 stk.


Dej:
5 dl mælk
50 g gær
2 dl sukker
1 tsk. salt
1 spsk. stødt kardemomme
1 tsk. vaniljesukker
ca. 15 dl hvedemel
150 g smør
100 g Mascarpone/flødeost

Fyld:
1 dl cremefraiche
100 g. Mascarpone/flødeost
1/2 dl sukker
3 tsk. vaniljesukker
2 æg
1 spsk. Kartoffelmel

Bærmix:
500 g blandede bær (frosne er fine dertil)
1-1,5 dl sukker
1 spsk. kartoffelmel

Til pensling et sammenpisket æg

Lun mælken, og rør gæren ud i den. Tilsæt sukker, salt, kardemomme og vaniljesukker.
Rør melet i lidt ad gangen og tilføj blødt smør og ost.
Ælt dejen godt, og lad den hæve i skålen til dobbelt størrelse, ca. 1 time. Lav derefter en lang dejpølse, og del den i 20 stykker.
Form dem til boller. Lad dem hæve 30- 45 min. og lav så en fordybning i bollerne med bunden af et glas. Måske skal du også bruge fingerene lidt til at brede hullet lidt ud.
Herefter pensles kanterne, på bollerne, med sammenpisket æg.

Bland ingredienserne til fyldet sammen, og hæld det i fordybningen. Bland ingredienserne sammen til bærmix og læg lidt af det i midten med en ske. Bag bollerne ved 225 grader i ca. 15-20 minutter. De skal være gennembagte og gyldne.

Fastelavnsbollerne kan sagtens fryses.

Foto: Sara B. Hansen




Ingen kommentarer:

Send en kommentar