torsdag den 7. december 2017

Gammeldags Hønsekødsuppe.

Foto:Sara B. Hansen
Jeg ELSKER suppe - bare ikke vandet :-) Sådan sagde jeg som barn, når man til familiefester fik den obligatoriske "skrub af suppe" og så slubrede jeg fornøjet alle kød og melboller samt grøntsager i mig og lod "vandet" være.

En god hjemmelavet hønsekødsuppe smager fantastisk på en kold dag og lige for tiden, hvor jeg er ramt af en hård omgang forkølelse og har ondt i halsen, så er det præcis hvad jeg har lyst til.
Det er ikke noget jeg kan prale af at lave særlig tit, men tiden er givet godt ud det kræver ikke meget aktivt arbejde, den skal bare have lov at småsnurre, Så er der også lækkert kød som kan bruges i en anden klassiker som høns i asparges eller meget andet. Så man får mad til flere dage.
Jeg synes der skal masser af grøntsager i sådan en suppe og også gerne mel og kødboller........dem kan man selvfølgelig også lave selv, men det rakte mit overskud ikke til denne gang........

TIP: Det er vigtigt at suppen kun småsimrer, vandet skal kun skælve lidt ellers bliver det en mat og kedelig smågrumset suppe i stedet for en klar og lækker.

Foto:Sara B. Hansen

Ingredienser ca. 2 liter færdig suppe.

1 stor suppehøne eller kylling min. 1400 g.
3 liter vand

Suppevisk af:
Den grønne top fra 2 porrer
En tyk skive knoldselleri skåret i grove tern
2-3 stængler bladselleri ( brug bare toppen)
2-3 gulerødder i grove skiver
1-2 pastinak eller persillerod i tern ( jeg brugte en af hver)
1 løg i grove både
evt. 1-2 fed hvidløg
1½ tsk. salt

Krydderipakke:
3 lauerbærblade
2 duske frisk timian
evt. en dusk karryurt
15 peberkorn
evt- to nelliker

Suppeurter:
1-2 gulerødder i små tern
Knoldselleri i små tern
2 porrer ( den hvide del der er tilbage) i skiver

Desuden: Hjemmelavede eller købte mel  og kødboller. Evt. lidt brød til.

Foto:Sara B. Hansen

Kom den skyllede kylling/høne i en STOR gryde og hæld vandet over + salt. Lad den koge stille og roligt op og skum så evt. "urenheder af vandet". Tilsæt Suppevisk og krydderipakke og lad nu det hele simre helt stille og roligt i en god time. Tag Kyllingen/hønen op og lad den hvile lidt så den er til at røre. Skær de flotte kyllingbrystfileter af og gem også kødet fra lårene. Smid resten af Skroget i suppen igen og lad den simre(gerne) 2 timer mere. Tag skrog og grøntsager op med en hulske og kasser dem. Sigt suppen og sæt den over varmen igen. Lad den nu koge yderligere ind så du har ca. 2 liter færdig suppe. Skum evt. af undervejs og til sidst fjernes fedtråber på toppen forsigtigt med en øse.
Tilsæt nu dine fine suppeurter og varm igennem ca. 15 min. de sidste ca. 3-4 min kan mel -og kødboller simre med. smag til med salt.
Foto:Sara B. Hansen

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Foto:Sara B. Hansen


Ingen kommentarer:

Send en kommentar