mandag den 30. marts 2015

Koldhævede boller med kærnemælk.

Foto: Sara B. Hansen.
Dette er en rigtig fin opskrift på koldhævede boller - måske skal de på morgenbordet her i påsken?
Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra en af mine søde kollegaer og tilpasset den lidt, da jeg dels havde lidt kærnemælk der skulle bruges og desuden skulle eksperimentere med en mørk melasse sirup, som jeg har fået en prøve af fra min mands arbejde. Det er rigtig godt at bage med og giver en flot farve.Du kan evt. erstatte med maltsirup, som nok er lettere at få fat på i mange supermarkeder.

Du kan sagtens lege lidt med opskriften og erstatte med andre typer mel, gryn og kun vand i stedet for kærnemælk. Dog vil det ændre på bollerne hvis al hvedemelet erstattes af grovere mel, så det er en god ide at beholde ca. de 4 dl. hvedemel i opskriften.


Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser ca. 12 boller:

4 dl koldt vand
2 dl. kærnemælk
20 g. gær
4 dl. proteinrig hvedemel ( jeg brugte Italiensk tipo 00)
5 dl. grahamsmel
1½ dl. havregryn
1½ tsk. salt
1 spsk. Melasse / maltsirup


Foto: Sara B. Hansen.


Rør gæren ud i vandet og tilsæt herefter kærnemælk, salt og melasse. Rør hvedemel, grahamsmel og havregryn i  lidt af gangen Dejen skal være til at røre i, uden at være for flydende. Dæk skålen og sæt i køleskabet natten over.


Næste morgen tændes ovnen på max. varme (varmluft). 
Tag dejen op med en spiseske og sæt dem på en bageplade med bagepapir, pensles med vand. Når ovnen er varm sættes bollerne i ovnen og skru så temperaturen ned til 225 grader. 15 minutter senere er der nybagte friske og sprøde boller.

Foto: Sara B. Hansen.


Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar