lørdag den 14. februar 2015

Fastelavnsboller med citroncreme og lakrids-/hindbærdrys

Foto: Sara B. Hansen.
Dette års fastelavnsboller blev til en virkelig lækker version med citroncreme i midten. Selve dejopskriften er baseret på Meyers opskrift, men justeret lidt i.f.t. mine præferencer.

Det kan virkelig anbefales at lave cremen selv, det smager bare en million gang bedre og gør resultatet af dine anstrengelser umagen værd.
Flere har spurgt mig hvordan man undgår cremen flyder ud - jeg oplevede ikke at det skete ved en eneste i denne store portion på 24 stk. Dels så tror jeg at hjemmelavet creme har den rette konsistens - men det handler også om at lukke dem rigtig godt- jeg har prøvet at tage et billed der viser det :-)
Jeg har på et tidspunkt læst et sted at Hr, Meyer har udtalt at alting , selv fastelavnsboller, bliver bedre med surdej- så det skulle da prøves og de blev virkelig super gode! Men du kan sagtens udelade surdejen, hvis du ikke har det på lager. Måske skal der justeres lidt med en smule mere mel.


Foto: Sara B. Hansen.


24 skønne boller

Dej:
300 g. smør
750 g. hvedemel
1½ tsk. stødt kardemomme
1½ spsk. lyst rørsukker.
5 dl mælk
40 g. gær
1 dl. surdej ( kan udelades)
2 mellemstore æg.

Citroncreme:
5 dl. sødmælk
4 æggeblommer str. L
150 g. sukker
45 g majsstivelse

saft fra ½ citron
skal fra 1 citron, Øko/usprøjtet
12 stk:

Pynt: 
Glasur eller smeltet mørk chokolade
Frysetørret hindbær og lakridskrymmel.



Foto: Sara B. Hansen.

Smuldr smør og mel sammen til det har en parmesanligenende struktur. Tilsæt kardemomme og sukker. Lun mælken og rør gæren ud i denne tilsæt evt. 1 dl. surdej hvis du har sådan en på lager.  Bland mælken i dejen sammen med æggene og ælt grundigt til dejen er blank og smidig. Lad hæve lunt og overdækket i 30 min. 

Lav imens cremen:
Flæk vaniljestangen og kog mælken med kornene og stangen i. Pisk æggeblommer og sukker helt hvide og stive. Tilsæt majsstivelsen uden at piske, den skal bare vendes i. Hæld den kogende mælk (uden selve vaniljestangen) ned i æggemassen. Hæld derefter over i gryden igen. Kog op under kraftig piskning, til cremen tykner. Lad køle før brug. Kan holde nogle dage i køleskab.

Del dejen i to og rul dem hver ud til et stort rektangel på ca. 45 x 30 og skær 12 firkanter af hver rektangel (ialt 24). 
Læg en spsk. citroncreme i midten af hver firkant. Fold hjørnerne mod hinanden og tryk samlingerne sammen. Placer med samlingen nedad på bageplade, Fortsæt på denne vis, til alt dejen er brugt. Lad efterhæve i ca. 20 min.

Bag ved 200 grader(varmluft) i ca. 15 -20 min. Lad efterfølgende bollerne køle ca. 20-30 min. inden du pynter med glasur eller smeltet mørk chokolade frysetørret hindbær og lakridskrymmel.

Foto: Sara B. Hansen.


Foto: Sara B. Hansen.
Find mig også på FACEBOOK

3 kommentarer:

  1. De ser gode ud, Sara! Jeg plejer at røre stivelsen (kartoffelmel) ud i lidt af den kolde mælk og hælde i til sidst, inden det hele gives et opkog; det er den nemmeste måde at udrøre stivelsen på. Det er en øjeblikssag selv at lave en creme - jeg aldrig fået lyst til at lave pulvercreme - det er rigeligt, at jeg er blevet præsenteret for det andre steder. Man skal bare huske, at der skal mere stivelse i en creme til boller end i én til lagkager, som jo ikke bliver udsat for en tur i ovnen.
    God weekend til hele familien!
    Elsebeth

    SvarSlet
  2. Det er (næsten) lige så hurtige at lave en stor portion som en lille, så har man frysekapacitet, er det dejligt at have nogle, som man kan tø op og lune i ovnen - og evt. pynte med et drys af et eller andet.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Elsebeth og ja du har ret, jeg har også smidt i fryseren til let at kunne anvende en anden dag. Jeg synes også hjemmelavet creme er let og det kan ikke svare sig andet, hverken i forhold til smag eller andet. God weekend til dig. Kh Sara

      Slet