fredag den 6. september 2013

Pizza - de luxe med Kylling, kantareller, pesto, rucola og parmesan.

Foto: Sara B. Clausen.
Den her pizza er bare super lækker- virkelig luksusversionen - og sådan en som voksne vil sætte pris på! Min ældste søn var med på den og var faktisk den der foreslog om vi ikke kunne købe kantareller til et eller andet. Den yngste og venner skulle til fest og fik deres favorit med skinke, tomat, ost og en med peperoni (som herhjemme erstattes af Chorizo, som virker lidt mere reel og kødholdig efter min mening).

Foto: Sara B. Clausen.

Topping:

2 kyllingbrystfileter
400 g. kantareller
2 spsk. smør
1 spsk- trøffelolie
2 spsk. pesto
2 kugler frisk mozzarella
Salt og peber
Rucola
1 spsk. oregano
Frisk parmesan

Dej: 

14 g. tørgær (ca. 1½ pose)
4spsk. Olivenolie
6½ dl håndvarm vand
600 g. proteinrigt hvedemel 
400 g. fuldkornshvedemel
1 strøget tsk. fint havsalt

Tomatsauce:

Olivenolie
4 fed hvidløg i tynde skiver
1 lille løg, finthakket
1 tsk. honning
½ tsk. chiliflager
2 dåser hele flåede tomater.
1 håndfuld friske Basilikumblade
havsalt og friskkværnet peber

Opvarm en gryde og hæld et godt skvæt olivenolie i. Svits hvidløg og løg deri, så snart de begynder at tage farve tilsættes tomaterne og Basilikumblade rives groft ned i saucen. Smag til med honning salt og peber.Mos tomaterne ud med grydeskeen. Så snart tomatsaucen kommer i kog, tages den af varmen og hældes gennem en sigte. Det er vigtigt at arbejde massen omhyggeligt igennem og skrabe den tykke tomatrest af undersiden af sigten. Hæld saucen tilbage i gryden og lad den reducere til ønsket konsistens. Den skal være tyk i det for ikke at sive ud af pizzaen.Så er saucen klar til brug og kan egentlig holde sig op til 6 dage i køleskabet.

Rør gær og olivenolie ud i vandet. Lad blandingen stå et øjeblik (det begynder at skumme lidt) Kom mel og salt i en stor skål og lav en fordybning i midten. Hæld gærblandingen ned i fordybning og arbejd med en gaffel melet ind i  væsken lidt af gangen. Start i midten og arbejd dig udefter i cirkelbevægelser. Når det ikke går længere med gaflen, så ælt dejen det sidste med hænderne. Det er kun ganske lidt der er nødvendigt og du får næsten ikke dej på fingrene. Ælt til dejen er elastisk og blød. drys dejen med mel og læg den i en stor skål med viskestykke over. Lad hæve ca. en time eller til dobbelt størrelse.
Vend dejen ud på et meldrysset bord og slå den ned. Nu kan den enten bruges med det samme eller den kan stilles på køl indtil brug.

Skær kyllingen i mindre stykker og svits dem gyldne i en blanding af 1 spsk. smør og 1 spsk. olie. Sæt til side. Rens kantarellerne godt og steg dem i en blanding af smør og trøffelolie, drys med salt/peber steg til de er gyldne. Sæt til side. Skær Mozzarella i mindre stykker.

Rul dejen ud og kom først tomatsauce på, lad en kant på ca. 1½ cm være fri hele vejen rundt. Kom derpå frisk mozzarella på, så den stegte kylling, kantareller, dryp pestoen rundt om i små klatter ovenpå pizzaen. Drys oregano over og evt. lidt friskværnet peber.
Sæt i en forvarmet oven 250 grader og bag til gylden og sprød. Ca. 15-20 min. Inden servering kommes Rucola og parmesanflager henover.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar