mandag den 25. februar 2013

Marineret svinefilet med jordskokke-/gulerodssouflé.

Foto: Sara B. Clausen.
Som barn lavede min elskede mormor nogle gange grøntsags souffle og jeg var vild med det- men jeg har endnu aldrig prøvet at lave det selv. Udtryk som "gæsterne skal vente på souffleen, soufleen skal ikke vente på gæsterne, server straks og tramp ikke i gulvet, så falder den sammen- har altid fået mig til at tænke, at det formentlig var alt for svært at binde an med.
I dag havde jeg så pludselig lyst til det og med mange æg på lager- samt nogle jordskokker der skulle bruges snart, blev det til dette projekt. Hvis indlægget her bliver postet(sidder nemlig og skriver mens den er i ovnen), så er det tegn på at det lykkedes at lave dem  :-)

Jeg turde ikke at binde an med at lave svinefilet i ovnen samtidig da jeg ikke ville risikere at åbne ovnen under bagning af soufleen. I stedet stegte jeg først den og pakkede så i folie og et klæde over.

Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser 4 pers:

Svinefilet ca. 500 g.

Marinade af:
3 spsk. soja
1½ spsk. olivenolie
2 spsk. muscovadosukker
2 fed hvidløg
2 tsk. revet ingefær

Rør alle ingredienser til marinaden sammen og smør det på fileten. Lad marinere i et fad i  mindst en time. Steg i ovnen med stegetermometer til en centrum Temp. på 72 grader. Pak i folie og læg et klæde over.

Souffle:

500 g. jordskokker
2 gulerødder
1 grøntsags bouillon terning
2 spsk. hakket frisk rosmarin
Salt og peber
75 g. smør
350 ml. minimælk
150 ml. grøntsagsvand(fra jordskokker og gulerødder)
100 g. hvedemel

6 æggeblommer
6 æggehvider, stiftpiskede.

Rens 500 gram jordskokker og skræl to gulerødder. Skær begge dele i mindre tern og damp dem i lidt vand tilsat salt og en bouillon terning ca. 4 min. Hæld vandet fra men gem lidt til opbagningen.

Smelt smør i en gryde og rør melet deri, tilsæt derefter mælk og grøntsagsvand lidt af gangen og pisk det omhyggelig så du får en jævn og fin opbagning.

Herefter afkøles opbagningen. Forvarm ovnen til 175 grader. Når den opbagte dej er kølet, røres æggeblommer og salt og peber i.
Halvdelen af de stift piskede æggehvider, vendes forsigtigt i og herefter de dampede grøntsager og hakket rosmarin. Til sidst vendes den sidste halvdel meget forsigt i massen. Det er vigtigt ikke at få slået luften ud af den. Smør en form og drys med rasp, så den er klar. hæld dejen i formen med ikke mere end 2/3 fyldt, drys toppen med lidt rasp og sæt i den forvarmede ovn. Bag ca. 60 min. Server straks!

Sådan så den ud inden ovnen:-)
Foto: Sara B. Clausen.
Husk at jeg nu også findes på facebook, hvis du vil have lette opdateringer på mine opskrifter : https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345





2 kommentarer: