fredag den 24. februar 2012

Braiserede svinekæber med selleri, æble og peberod - et guddommeligt måltid!

Foto: Sara B. Clausen

Jeg bliver lige nødt til at juble lidt- det er første gang jeg har sat tænderne i svinekæber og nu kan jeg med sikkerhed sige at det heller ikke er sidste gang MUMS - for en lille smækker lækkerbisken! Faldt over 8 kæber til 36 kr. ved min slagter og tænkte nå, ja.....man bør vel prøve.....hvis du ikke allerede har gjort det så må du straks unde dig selv denne oplevelse. Glacen der dannes omkring smager simpelthen helt fantastisk og kødet er bare perfekt og næsten smelter i munden ( ja jeg er altså helt oppe at ringe lige nu) og den grove æble/selleri kompot er så god dertil, peberoden på toppen er prikken over i'et. Det her måltid scorer top point hos mig!

Opskrift 4 personer:

8 store svinekæber
2 løg
2 friske kviste eller tørret timian
2 fed hvidløg
2½ dl æblemost
½ liter god kalvefond
½ knoldselleri
2 æbler
2 cm frisk peberod
salt og peber
evt. æblegastrik
smør

Tænd ovnen på 160 grader. Start med at rense svinekæberne, ved at skære den sølvfarvede hinde af, så har du et nydeligt lille stykke kød, som er meget reelt.
Brun kæberne i lidt smør på alle sider i en stegegryde med låg og hak løget fint og lad det stege med nogle min. sammen med de halverede hvidløgsfed. Tilsæt æblemost og timian og kog mosten ned til det halve. Tilsæt kalvebouillon og sæt gryden i ovnen lad simre i 2½ til 3 timer. Tag kæberne ud af ovnen og si sovsen fra i en gryde 8 jeg tilsatte en spk. æblegastrik) kom kæberne tilbage og lad saucen koge lidt ind omkring kæberne så der dannes en smagfuld, tyk og karameliseret glace omkring dem.

Skræl sellerien og skær den i 2 cm tern, som koges møre i vand  der dækker sellerien halvt (brug en gryde med låg) og tilsæt en klat smør. Når sellerien er mør og vandet næsten fordampet tilsættes æbler skåret i tern og disse koges møre sammen med sellerien. pas på det ikke brænder på da der kun er lidt væske ved.
Rør selleri og æble sammen til en grov kompot som serveres til kæberne sammen med revet peberod. server evt. med Røsti eller andre kartofler til.

Foto: Sara B. Clausen

2 kommentarer:

  1. Nammenam... For dælen det ser godt ud det der :)

    Svinekæber er nok det mest smagfulde stykke kød på hele grisebassen. Kræver lidt simre-tid, men det betaler sig.

    Flot med det nye layout på din blog her - og gode billeder! Keep 'em comin'

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :-) Jeg er stadig næsten forelsket i dette måltid, selvom jeg faktisk er rimelig mæt lige nu :-) Glad for feed back på mit nye layout. har længe haft lyst til at gøre siden lidt mere enkel.
      god weekend.
      Kh Sara

      Slet