mandag den 21. september 2015

Ølbraiseret nakkekam fyldt med æbler valnødder og timian.

Foto: Sara B. Hansen.
Da vi forleden skulle have gæster kunne jeg ikke helt finde på hvad jeg skulle lave- men da jeg så en nakkekam på tilbud blev jeg enig med mig selv om at fylde den med et efterårstema i form af valnødder, æbler og timian, overhælde med mørk øl og langtidsstege den. Resultatet blev en lækker mør og smagfuld nakkekam som bestemt kan anbefales og en lækker sauce fra stegeskyen.
Jeg skar ca. 200 g. kød af nakkekammen, som var sådan lidt løse og hakkede det sammen med et skalotteløg, timian, æg og salt/peber det gav en god fars at smøre på den flækkede nakkekam og komme fyldet ovenpå.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser minimum 6 personer:

1 nakkekam uden svær ca. 2 kilo
3 dl. mørk øl
evt. lidt vand til at hælde ved løbende
2-3 æbler i tern
1 god håndfuld valnødder, grofthakket
4 kviste timian
3 store løg i både.
Olivenolie

Sauce:
Stegesky
1½-2 dl. madlavningsfløde
3 tsk. æblegele (eller ribsgelé)
Salt/peber
Lidt maizenajævning

Farsering:
200 g. kød fra nakkefileten
1 skalotteløg
2 kviste timian
Salt og peber
1 lille æg

Desuden: Kødsnor til at snørre stegen med.

Skær ca. 200 g. kød fra nakkekammen til farsen. Flæk nakkekammen så den er åben og kan fyldes.
Hak de 200 g. kød med øvrige ingredienser til farsen og smør på nakkekammen.

Ovenpå fyldes æbler i tern, hakkede valnødder samt timiankviste. Kværn med salt og peber og luk nakkekammen sammen igen. Snør med kødsnor. Læg i et ildfastfad og vend med olivenolie samt salt og peber på ydersiden. Sæt i en 200 garder varm ovn i ca. 20 min. Herefter skrues varmen ned til 180 grader. hæld øl over og placer løg i både rundt om stegen. Lad stege videre i 2 timer, dryp regelmæssigt undervejs og spæd evt. op med lidt vand.

Når stegen er færdig tages den fra og hviler lidt, mens stegskyen hældes i en gryde sammen med løgene og blendes. koges op og tilsættes fløde, æblegelé og smages til med salt og peber og jævnes med lidt maizena udrørt i vand. Kulør er ikke nødvendigt da løgene giver brun farve.

Server fx. med halve hasselbagte kartofler og hvidvinsdampede gulerødder med seranosvøb og timian.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar