søndag den 24. november 2013

Rødbedecarpaccio - Skøn og smuk salat m. bolcherødbeder, æble, kaki og blå gulerødder.

Foto: Sara B. Clausen.
Som jeg fortalte i går, var jeg på en skøn udflugt sammen med min mor til Gisselfeld julemarked. Det er jo i mit nye nærområde (hood) efter jeg er flyttet her til Haslev.
Jeg fik købt nogle lækre grøntsager med hjem.
Bl. a. bolcherødbeder, blå gulerødder og en flot grønkålsstok som jeg har sat i en potte og dermed gerne skulle kunne have glæde af længe. Det er smukt at se på og så kan man lige gå ud og nippe lidt af denne skønne og sunde grønne plante til maden.
Jeg improviserede og lavede denne dejlige rødbedesalat (det trendy navn ville nok være rødbede carpaccio) med udgangspunkt i hvad jeg havde på lager herhjemme. Vi fik den sammen med en laksesteak.

Foto: Sara B. Clausen.


Rødbedesalat:
1 stor gul bolcherødbede, snittet helt tyndt på mandolinjern.
2 mindre rødeog hvide bolcherødbeder, snittet helt tyndt på mandolinjern.
½ Kakifrugt, skåret i mindre tern (også kaldet sharonfrugt).
1 æble skåret i tern
1 spsk. citronsaft (til at vende æbletern og kaki i).
2 blå gulerødder, skrællet med tyndt skræller

Dressing:
2 spsk. honningdijonsennep
3 spsk. olivenolie
1 lille fed hvidløg, knust
Salt og Peber
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. tørret dild.
Lidt honning og citronsaft

Kan evt. drysses med ristede solsikkekerner eller græskarkerner.

Foto: Sara B. Clausen.


Foto: Sara B. Clausen.


Anret de tyndtskårne rødbedeskiver på et fad, vend æble- og kakitern med lidt citronsaft og kom over. Skær strimler af de blå gulerødder med tyndskræller, anret dem på toppen. Rør dressingen godt sammen og juster smagen med lidt honning og citronsaft, hæld over salaten og server.

Find mig også på facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar