onsdag den 1. november 2023

Daddel & nøddebar

 

Foto: Sara B. Hansen

Der er et hav af lækre opskrifter på konfektagtig slik med dadler som base. Denne er virkelig skøn. Det bliver måske aldrig ligefrem sundt at spise, men i hver fald sundere end så meget andet slik, som man kan proppe sig med.
Her ved man også 100 % hvad der er i og man kan bruge lige de nødder m.v. som man holder af.
Det er en såkaldt ”raw” eller ”no bake” version.


Foto: Sara B. Hansen

Ingredienser:

15 store Medjoul dadler, uden sten
200 gram blandede nødder (jeg har brugt 50 g. saltede peanuts, 100 g. mandler og 50 g. valnødder)
2 store spsk. peanutbutter
3 store spsk. kakao
Et lille nip salt
1 spsk. Ahornsirup eller flydende honning.

Topping:

4 spsk. kokosolie (smeltet)
4 spsk. kakao
1 tsk. Vaniljesukker
3 spsk. ahornsirup

Pynt:

Hakkede nødder
Frysetørret hindbær
Ristede sesamfrø


Foto: Sara B. Hansen

Kom alle ingredienser til basen i en blender og blend til du har en sammenhængende masse. Det kan godt tage nogle min. Hvis nødvendigt kan der tilsættes en lille smule vand eller appelsinsaft, for at få det til at samle sig.

For en firkantet form (gerne med meget lige sider) med bagepapir. Kom massen i formen og mas den ud i et jævnt lag. Brug en dejskraber som du fugter let til at glatte overfladen med.

Bland alle ingredienser til topping og pisk godt sammen, så det bliver en jævn og blank masse. Fordel over daddelmassen i et jævnt lag. Drys med pynt.

Sæt i køleskabet i nogle timer. Løft op af formen, ved at løfte i bagepapiret. Skær firkantede stykker med en skarp kniv. Opbevares på køl.

Foto: Sara B. Hansen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar