torsdag den 12. juli 2018

Italienske mandelkager (Bocconcini del nonno )


Foto: Sara B. Hansen.

Forleden havde en kollega disse skønne glutenfri kager med fra en bager og jeg var helt vild med dem fra første bid- sprøde udenpå og seje og bløde, på den gode måde, indeni.  Søde og samtidig med et snert af salt - helt perfekte!
Jeg kunne nogenlunde smage mig til hvordan de var lavet og efter Googling af diverse opskrifter, kom jeg frem til denne opskrift.
Jeg har valgt at blende hele mandler- det er en smagssag- men jeg kan godt lide det lidt rustikke look og at bevare alle næringsstoffer deri. Men ellers kan man anvende enten købt mandelmel eller bruge smuttede afkølede mandler.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser  ca. 15 stk:

250 g mandler med skal
150 g flormelis
1 tsk. vaniljekorn
1 tsk bagepulver
1 knivspids knust flagesalt
2 piskede æggehvider
1 -1½ tsk. Mandelessens
50 g mandelflager

Ved servering:
1 spsk flormelis

Foto: Sara B. Hansen.

Tænd ovnen på 180 grader. Blend mandlerne i en foodprocessor til fint mandelmel.
Bland flormelis, bagepulver og knust salt i mandelmel og rør det godt sammen.
Hæld æggehviderne i en skål og pisk dem næsten helt stive. Tilsæt mandelessensen lige i den sidste del af piskningen.

Rør de piskede æggehvider sammen med mandelblandingen og vend det godt sammen.
Brug en ske til at forme dejen til kugler på størrelse med valnødder.
Vend dem i mandelflager og sæt dem på en bageplade med bagepapir med lidt afstand i mellem.

Bag mandelkagerne ca. 15 minutter. De er færdige, når mandlerne er lysebrune og skal ikke have for meget, da de skal være lidt seje, bløde og fugtige i midten.

Lad køle af på bagerist, og pynt dem med sigtet flormelis. 

Foto: Sara B. Hansen.

Find også Saras Madunivers på
FACEBOOK.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar