lørdag den 18. marts 2017

Banankage med mørk chokolade og saltede peanuts.

Foto: Sara B. Hansen.
Det er altid godt med lidt lækkert til kaffen i weekenden og denne banankage vil vist begejstre de fleste ! Den er inspireret af en opskrift jeg så i Politiken en gang. Det salte og det søde passer bare så godt sammen i denne kage.


Opskrift til en springform 8-10 personer.

Banankage:
4 æg
225 g. rørsukker
Kornene fra en vaniljestang
1½ tsk. bagepulver 
½ tsk. salt
170 g. hvedemel
100 g. smeltet smør
2 meget modne bananer
50 g. finthakket mørk chokolade
Saften fra ½ citron

Topping:
75 g. chokolade 70%
ca. ½ tsk. tørkaffe( Nescafe) kan udelades
20 g. smør

1 dl. grofthakkede salte peanuts
Foto: Sara B. Hansen.

Tænd ovnen på 175 grader(varmluft). Smelt smørret og lad det køle lidt. Pisk imens æg og sukker sammen med vaniljekornene til et tyk og cremet masse. Mos bananerne med en gaffel og tilsæt saften fra ½ citron.
Bland mel, salt og bagepulver sammen og sigt det, vend den hakkede chokolade i og kom det så ned i æggemassen, vend det sammen med lette bevægelser så luften ikke slås ud. Vend bananmos og smør i.
Beklæd en springform med bagepapir rundt om bunden og klem springformen sammen, så den holder på bagepapiret, sørg for at det er trukket stramt ud. Smør siderne på springformen godt eller brug bagespray.
Bag kagen i ca. 50 min. mærk efter med en kødnål eller lignende for at sikre den er gennembagt, der må ikke hænge dej ved, så sal den have lidt længere.
Kagen løsnes langs kanten og springformen åbnes så kagen kan køle af på bagerist.

Imens hakkes den mørke chokolade og smeltes over vandbad, rør nescafé i bare lidt, det skal ikke overdøve smagen på nogen måde, men bare lige give chokoladen en lækker dybde i smagen. Rør smørret i.

Fordel chokoladen over kagen og kom de grofthakkede salte peanuts på og lad kagen køle. Skal det gå lidt tjep så sæt den i køleskabet.

Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar