mandag den 8. august 2016

Saras abrikostærte med kokosmasse.

Foto: Sara B. Hansen.
En rigtig lækker frugttærte med abrikoser og kokos. Jeg havde købt nogle ruller kokosmasse fra Odense Marcipan på tilbud for noget tid siden.
jeg ved ikke rigtig om det er en sæsonvare eller om den er udgået af sortiment - men hvis du ikke kan skaffe det, så kan du bruge samme mængde marcipan og blande med æg og evt. selv tilsætte lidt fint kokosmel.
I princippet kan du bruge stort set alle frugter med samme fremgangsmåde - men jeg elsker de fine abrikoser med rødmende kinder.
Jeg er stor tilhænger af metalfome med løs bund når der skal bages tærter - de fungerer bare rigtig godt. Til denne har jeg brugt en firkantet form på 30 x 20 cm.


Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser til en stor tærte:

Mørdej:
150 g. mel
100 g. smør
50 g. flormelis
100 g. sukker
1 lille nip fint salt
1 æg

Kokosmasse:
1 rulle, 200 g. kokosmasse fra Odense marcipan(eller se tip i beskrivelsen i toppen).
1 æg

Fyld:
10 abrikoser, udkernet og skåret i kvarte
3 spsk. rørsukker
3 spsk. abrikosmarmelade eller abrikosgrød kan også bruges,
9 makroner, knust

3 spsk. ribsgelé (smeltet)
2 spsk. hakket usaltede pistacienødder eller pistaciekrokant (Svansø laver det sidste).

Tilbehør: Creme Fraiche.


Foto: Sara B. Hansen.

Først laves mørdejen, da den lige skal hvile 30 min på køl inden udrulning.
Mel og smør smuldres sammen til en raspligende struktur, flormelis og salt sigtes i og dejen samles hurtigt med ægget. Det er vigtigt kun lige at vende sammen til dejen er sammenhængende- den skal ikke æltes længe. Pak i film og lad hvile i køleskabet i 30 min.

Herefter rulles dejen ud så den passer til den valgte form. Drys lidt mel på boret så den ikke hænger fast og også på kagerullen. Overfør forsigtigt dejen til formen. Skær kanterne rene (på en metalform klemmes blot mod kanten og dejen passes til på denne måde). Prik bunden med en gaffel.

Udkern abrikoserne ved at halvere og fjerne stenen,skær dem i kvarte og vend med 3 spsk. rørsukker,


Foto: Sara B. Hansen.

Ælt kokosmasse og æg sammen og kom i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og lav herefter små dutter hele vejen rundt langs kanten  på tærtebunden (se billede). Tærtebunden bages nu i 10 min. ved 200 grader.

Smør tærtebunden med abrikosmarmeladen og drys med knuste makroner - udover at det smage godt, så suger det saften fra frugten. Placer nu abrikoserne ovenpå de knuste makroner. Herefter bages tærten i ca. 20 min. ved 200 grader til bunden er gylden og sprød.

Ribsgéle smeltes (1½ min i mikro eller i en lille gryde) og fordeles over den afkølede tærte, for at give lidt glans og danne en let géle henover frugten. Drys med pistacie.

Server med lidt cremefraiche til.
Foto: Sara B. Hansen.


Find også Saras Madunivers på FACEBOOK.

2 kommentarer:

  1. Ser helt vidunderlig ud, og jeg kan nærmest smage den! Skal absolut prøves _Lene

    SvarSlet