lørdag den 30. maj 2015

Lækker spidskålsalat med granatæble.

Foto: Sara B. Hansen.
Her til aften fik vi denne salat som tilbehør til lidt grillet gris og den smagte simpelthen så godt at jeg straks må dele opskriften med jer :-) Den er super enkel- men smagen sidder bare lige i skabet!

Foto: Sara B. Hansen.

4 personer:

½ stort spidskål, snittet fint på mandolinjern
4 store gulerødder, groft revet
2 håndfulde bredbladet persille , hakket
1 granatæble, kernerne
4 spsk. citronolivenolie
1½ spsk. æblecidereddike
2 tsk. honning
Salt og peber
½ dl. honningristede solsikkekerner


Rens og snit spidskålen fint og riv gulerødderne groft og bland med  hakket bredbladet persille. Tilsæt  citronolivenolie, eddike, honning, salt og peber samt granatæblekerner og vend det hele godt.
Drys med solsikkekernerne.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Abrikostærte med mandelcreme.

Foto: Sara B. Hansen.
Jeg har en svaghed for de små runde abrikoser med deres bløde overflade og  blussende røde kinder, det er simpelthen en nuttet lille frugt som også smager skønt.
Ofte spiser jeg dem bare friske, men de får også en virkelig skøn smag når de bages som i denne tærte. Mandelmassen, også kaldet frangipane, kan bruges som fyld i alle bagte frugttærter og er lavet af æg, smør, mandelmel, sukker og vanilje. Den er rigtig lækker.


Foto: Sara B. Hansen.

Opskrift Abrikostærte:

Frangipane mandelmasse:
2 små æg
85 g. mandelmel
80 g. smør, blødt
5 spsk. sukker
½ tsk. vailjekorn.
ca. 14 abrikoser, halveret

1 portion mørdej. 

Jeg havde en portion fra forleden hvor jeg bagte denne lækre tærte.
OBS. opskriften på mørdej nedenfor, giver nok til to tærter, du kan halvere hvis du kun vil lave til en tærte og ellers gem den ene halvdel til at bage med en anden dag.

Mørdej:
200 g. koldt smør
250 g. mel
100 g. flormelis
½ tsk. vaniljekorn
1 nip salt
1 helt æg
1 spsk vand



Foto: Sara B. Hansen.


Det nemmeste er at lave mørdejen i en foodprocessor, så kommes alle tørre
ingredienser bare sammen med smøre ned i foodprocessoren og køres til smulder og æg samt vand tilsættes, kør indtil den samler sig og vupti så er den klar ;-) Ellers smuldres/ nuldres smør og mel, øvrige tilsættes og dejen samles med æg og vand. Lad evt. hvile 30 min på køl - men den kan også bruges med det samme og blot skæres i skiver der trykkes ud i formen. Prik bunden med en gaffel.


Pisk alle ingredienser til mandelmassen sammen og smør cremen på tærtebunden. Halver abrikoserene og placer dem ovenpå.

Sæt i en 200 grader varm ovn og bag den i ca. 30 min. Server gerne lun med en klat vaniljeis til eller lidt cremefraiche.

Find mig også på FACEBOOK.
Foto: Sara B. Hansen.



Rustikt Bondebrød.

Foto: Sara B. Hansen.
Et rigtig  lækkert og groft brød med sprød og lækker skorpe, god krumme og det helt rigtige rustikke look - lækkert til både pølse og ost.

1 Bondebrød:

100 g. rugmel
300. g. hvedemel
80 g. havregryn
2 dl. ylette
25 g. gær
1 tsk. salt
2 tsk. honning
1½ dl. varmt vand
4 spsk. olivenolie

Evt. lidt durummel til at drysse brødet med.

Foto: Sara B. Hansen.
Bland Ylette  og vand og rør gæren ud i dette. tilsæt olivenolie, salt,honning og rugmel og rør sammen, rør herefter hvedemel i indtil dejen har en tilpas konsistens. Lad hæve 1 time. Form til et rundt brød og lad det atter hæve ca. 40 min. Pensles med lidt vand og drysses evt. med lidt durum mel for at give en mere sprød skorpe. Rids med en kniv i "lagkagesnit".
Bages ved 200 grader i ca. 30-35 min.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


Foto: Sara B. Hansen.

torsdag den 28. maj 2015

Lækker og nem Rabarbertærte.

Foto: Sara B. Hansen.
Hurraaaaa  - Endelig har jeg fået rabarber i min have (jeg burde måske sige vores have - but to be honest, så er nok mig der føler mest for den ;-) Det er jeg rigtig glad for og glæder mig til, at de forhåbentlig vil brede sig velvilligt i det hjørne af haven de har fået tildelt! 
Endnu måtte jeg dog spæde op med et bundt købte for at lave denne lækre tærte. Det var en lidt anden fremgangs form end jeg førhen har brugt og en dejlig nem måde- så jeg synes I også skal have opskriften. Opskriften på dej er nok til to tærter- du kan vælge at halvere opskriften eller gemme halvdelen af dejen  i fryser eller køleskab til en hurtig tærte en anden dag.


Foto: Sara B. Hansen.

Mørdej:
200 g. koldt smør
250 g. mel
100 g. flormelis
½ tsk. vaniljekorn
1 nip salt
1 helt æg
1 spsk vand

Tærtefyld:
75 g. mandler, smuttede og groft hakket
Ca. 500 g. rabarber ( renset vægt) 
150 g. sukker
2 spsk. maizena
1½ tsk. vaniljekorn

Tilbehør: En klat creme fraiche

Det nemmeste er at lave mørdejen i en foodprocessor, så kommes alle tørre
ingredienser bare sammen med smøre ned i foodprocessoren og køres til smulder og æg samt vand tilsættes, kør indtil den samler sig og vupti så er den klar ;-) Ellers smuldres/ nuldres smør og mel, øvrige tilsættes og dejen samles med æg og vand. Lad evt. hvile 30 min på køl - men den kan også bruges med det samme og blot skæres i skiver der trykkes ud i formen.

Rul eller tryk dejen ud i en tærteform- meget gerne en med løs bund, det gør det så let at få tærten op så man kan se den fine sprøde kant.
Kom bagepapir over og hæld tørrede linser ris eller lignende i. Bag den ved 175 grader i ca. 15 min. Tag den ud af ovnen.
Fyld med rabarber snittet i skiver og vendt med sukker og maizena. Kom de smuttede og hakkede mandler over. Sæt i ovnen igen på nederste rille i ca. 45-50 min ved 175  grader. Efter 30 min kan du evt. lige trykke rabarberne lidt med en gaffel. så de flyder mere sammen.  Efter 45 . 50 min. skal de blive sådan lidt " seje/ karameliserede i overfladen". Tag tærten ud af ovnen og lad køle af før du løfter op. 

Find mig også på FACEBOOK
Foto: Sara B. Hansen.


Foto: Sara B. Hansen.

onsdag den 27. maj 2015

Grøntsagsklatkager med blomkål og ærter.


Foto: Sara B. Hansen.
Onsdag herhjemme er altid vegetarisk.  I aftes serverede jeg disse små grøntsagsklatkager og det var et hit herhjemme, der er masser af blomkål, ærter, purløg og andet godt i dem. Vi fik dem med en råkost og nye danske kartofler og en cremefraiche dressing. Man kan også sagtens lave dem med andre grøntsager fx. broccoli, majs, gulerod, squash, spinat m.m. 
Jeg blev inspireret af denne opskrift, men lavede min egen version og det er ikke sidste gang jeg eksperimenterer med de grønne klatter :-).


Foto: Sara B. Hansen.


Opskrift ca. 16 stk. 

4 æg
4 dl. minimælk
3½ dl self raising flour (Amo)
200 g. små blomkålsbuketter ( Ca. ½ stort hoved)
3 dl. frosne ærter
1 bundt purløg, klipppet
1 tsk. salt
friskkværnet peber
2 tsk. Santa Maria urtegårds blanding 
½ tsk. chiliflager medium styrke
1 tsk. hvidløgspulver
½ dl. revet parmesanost

1 dl. Rapsolie til stegning 

Del blomkålshovedet i små buketter og kog dem ca. 5 min i saltet vand. dræn vandet fra.

Pisk æg, mælk, mel, salt, krydderier sammen med en håndmixer, tilsæt parmesan samt purløg, ærter og blomkålsbuketter.

Lad evt. blandingen trække lidt i køleskabet mens du gør tilbehøret klar. Steg herefter klatterne i olie, så meget at det dækker bunden af panden, når olien er varm, steges de gyldne på begge sider og lægges på køkkenrulle efterhånden som de bliver færdige.

Vi fik dem med nye kartofler, råkost og en cremefraiche dressing rørt med krydderier.

Find mig også på Facebook.

Foto: Sara B. Hansen.

tirsdag den 26. maj 2015

Lækre fuldkornsmuffins med abrikoser.

Foto: Sara B. Hansen.
Disse virkelig lækre muffins smager så skønt, de er i den lidt grovere ende og sødet med Sukrin Gold. Man kan også sagtens lave dem med andre frugter eller bær. Sunde er kager vel aldrig helt- men der er i hver fald flere fiber i, mindre sødet og lavet med lutter gode sager......

Jeg blev inspireret af en opskrift på Fit Livings hjemmeside - men endte med at lave noget om på den. Du får her min version.


Foto: Sara B. Hansen.
Ingredienser ca.10 stk:

100 g. smør
2 æg
1 tsk. vaniljekorn (usødet)
½ tsk. kardemomme
85 g. Sukrin gold ( eller sukker)
2 dl minimælk
15 hakkede mandler ( + evt. ekstra til at drysse på toppen)
3 dl. fuldkornsspeltmel
1 dl. hvedemel
5 friske abrikoser, skåret i mindre stykker.

Pynt: en smule flydende honning og drysset med hakkede mandler


Foto: Sara B. Hansen.

smelt smørret og lad det køle en smule af. Pisk æg, vanilje, kardemomme og sukrin Gold, til det bliver luftigt.

Rør smør og mælk i dejen. Tilsæt fuldkornsspeltmel,hvedemel samt bagepulver og grofthakkede mandler og rør dejen sammen.

Vask abrikoserne og skær dem ud i grove tern.
Kom dejen i muffinforme af papir og stik abrikoserne ned i dejen.  Dryp lidt flydende honning på toppen og drys med hakkede mandler.

Bag kagerne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, eller til de er gennembagte.

Find mig også på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen.

mandag den 25. maj 2015

Krydrede oksekødboller i tomatsauce med kokos serveret med blomkålsris.

Foto: Sara B. Hansen.
I denne opskrift, har der virkelig sneget sige en masse gode grøntsager ind. Det er som sådan ikke fordi de skal skjules, men bare fordi det er en god måde at få ekstra mange grøntsager proppet i maden. Alle synes godt om retten herhjemme. Det er en større portion så der er måske mad til to dage. Men du kan evt. variere den lidt ved at spise retten med blomkålsris den ene dag og så lave nudler, stegt spidskål eller grønne bønner som tilbehør den næste dag ( eller hvad du nu kan lide).

Foto: Sara B. Hansen.

Opskrift 6 personer:

Kødboller:
800 g. hakket oksekød 4-6 % fedt (men andet kan også bruges)
1 æg
½ squash
2 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
to løg
2 røde chilifrugter u. kerner
En stor håndfuld mynte
En stor håndfuld basilikum eller persille
Salt og Peber
3 spsk. Pofiber
Evt. lidt Ingefær hvis du kan lide det.

Sauce:
3 skalotteløg
1 fed hvidløg
1 tsk. honning eller sukker
500 ml. tomat pasatto, karton
3 dl. oksebouillon
1 dåse kokosmælk (ikke light)
Friskkværnet peber
400 g. wokgrønt fra frost

Tilbehør :
1 blomkål
1 lime

Salat:
1 lille spidskål, fintstrimlet
3 gulerødder groft revet
1 pakke sukkerærter, skåret i strimler
Dressing:
saft af ½ limefrugt
3-4 spsk.olivenolie
2 tsk. honning
1 par Kværn af "Holms krudt fra lommen"
Salt og peber
Foto: Sara B. Hansen.

Kødboller:
Start med at blende løg, hvidløg, squash, krydderurter, chili, peberfrugt og evt. ingefær til en finthakket masse, bland med kødet og de øvrige ingredienser og lad farsen trække 1 times tid.
Form herefter kødboller på størrelse med en stor valnød.

Sauce: Svits de finthakkede skalotteløg i lidt olie i en stor sauterpande. Tilsæt tomatpassato og okseboullion, sukker, salt og peber samt knust hvidløg og lad det reducere lidt,  Tilsæt kokosmælk.

Kom forsigtigt kødbollerne deri, så vidt muligt i et lag, skru ned på middel varme og læg låg på. Saucen skal ikke bulderkoge men blot stå og småsnurre lidt. Lad dem passe sig selv i 15 min. inden du forsigtigt rører i dem Rører du i dem inden de er blevet faste, vil de kunne gå i stykker. Men kan du holde dig fra at røre, er det en god måde at tilberede dem på, da både sauce og kødboller får smag af hinanden, når de koges deri. Efter 15 min tilsætter du også den frosne pose med wokgrønt. Lad retten koge videre til den har fået  ialt ca. 25 min. og evt. kan den stå at trække lidt med låg på, mens blomkålsris m.m. gøres klar.

Blomkålsris:
Riv blomkålen groft og kom i en sigte. Kog ca. 1,7 dl.  vand og hæld det over risene. Lad dryppe af og vend dem med saften fra ½ limefrugt.

Salat:
Snit, spidskål, gulerødder og ærter og ryst/pisk dressingen sammen og ved det hele godt sammen lige inden servering.
Foto: Sara B. Hansen.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Æbleboller på en regnvejresdag.

Foto: Sara B. Hansen.
På sådan en helligdag med hvad der mere eller mindre ligner heldagsregn, er det dejligt at kunne tænde lys indenfor og kigge ud på den regnvåde have som blomster og græs sikkert nyder.....og så bliver det jo ikke mindre hyggeligt af den liflige duft af friskbagte æbleboller og en god kop kaffe vel?? Hvis du også får lyst til at bage kan du få opskriften her .

Foto: Sara B. Hansen.

Æbleboller ca. 15 stk.

Ingredienser:

50 g. gær
2½ dl. lunken vand
4  store spsk. cremefraiche eller græsk yoghurt
1 tsk. Salt
1½ spsk. Sukker
3 spsk. rapsolie
2 dl. fuldkornshvedemel
5-6 dl. hvedemel
1 stort rødt æble, revet groft

Pynt:
Sammenpisket æg og perlesukker vendt med 1 tsk. kanel og drysset på.

Bland vand og cremefraiche/ yoghurt sammen og rør gæren ud i dette. Tilsæt revet æble, salt, sukker og rapsolie. Ælt melet i lidt af gangen indtil passende kontisiens. Lad dejen hæve lunt og tildækket 1 time. Form til boller og lad dem hæve ca. 30 min. herefter pensles de med sammenpisket æg og drysses med kanel og perlesukker. Bages ved 200 grader i ca. 15 min. til gennembagte og gyldne. Server med smør og måske hjemmelavet marmelade som f.eks denne her Jordbærrmarmelade med vanilje og citron.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK :-)

Foto: Sara B. Hansen.

søndag den 24. maj 2015

Lækker spidskålsalat med fennikel, urter,tranebær og nøddeknas.

Foto: Sara B. Hansen.
Jeg er virkelig stor fan af spidskål og dens dejlige milde, sprøde og lidt ærteagtige smag er bare så god og anvendelig. I denne salat, har den fintstrimlede spidskål fået selskab af fennikel, urter, søde tranebær og knasende nødder og er vendt med en god og enkel citrondressing. Den er så lækker som tilbehør og kan bruges til både fisk, fjerkræ m.m.


Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser 4 personer:

2 små spidskål, snittet fint 
2 knolde fennikel, snittet fint 
4 forårsløg, snittet fint 
1 bundt persille, hakket
1 bundt dild, hakket
1 håndfuld basilikum, hakket ( andre urter kan også bruges fx. mynte)
1 dl. tørrede tranebær
½ dl. honningristede solsikkekerner enten købt eller hjemmelavet se opskrift HER.
½ dl cashewnødder, gerne saltede

Dressing:
Saften af 1 økocitron samt lidt skal revet fint.
1 dl. olivenolie
2 tsk. honning
Salt og friskkværnet peber
½ tsk. spidskommen
½ tsk. hvidløgs pulver

Rens spidskålene og skyl den og snit den i meget tynde strimler, gerne på mandolinjern.Gør det samme med fennikelknoldene og forårsløg. Tilsæt de hakkede urter samt tranebær og bland det hele godt sammen. Ryst dressingen sammen og vend i salaten inden servering. Drys med de sprøde nødder og server.

Find mig også på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen.

mandag den 18. maj 2015

Måltidsalat med tun, bønner og vagtel æg.

Foto: Sara B. Hansen.
En rigtig lækker salat som smager virkelig skønt sammen med nybagt brød. De små fine vagtel æg er bare så nuttede og dekorative, det var min ene søn der fk lyst til at smage dem da vi handlede. De skal kun koge 3½ min. Jeg kan ret godt lide den nye sesamdressing fra Kikkoman- men en god vinaigrette med lidt sennep og honning er bestemt også god dertil.


Foto: Sara B. Hansen.

4 personer:

300 g. friske grønne bønner
1 rødløg, finthakket
2 dåser tun ( Irmas med citron og peber er ret god!)
1 bakke spæde salatblade el. rucola
3 gulerødder, revet groft
12 vagtel æg
1 håndfuld friske basilikumblade, groft hakket
3 spsk. purløg

Dressing: enten hjemmelavet vinaigrette med honning og sennep eller Kikkoman Sesamdressing.
Foto: Sara B. Hansen.

Kog bønnerne i saltet vand ca. 5 min. og hæld i dørslag, skyl med koldt vand.
Kog de små vagtel æg i 3½ min. hæld vandet fra og koldt vand over,
Rens salatbladene og skyl dem og slyng gerne vandet fra i slatslynge. Placer i bunden af et fad. Anret bønner, hakket rødløg samt gulerod og vend det lidt sammen. Kom tun og de halverede æg ovenpå. Slut af med at drysse med basilikum samt purløg.

Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

Min flotte Hawaiiblomst trives i udestuens lys :-)

tirsdag den 12. maj 2015

Sommersalat med blomkål (lowcarb).


Foto: Sara B. Hansen.
Mange har nok allerede haft grillen fremme op til flere gange i år og nogle sætter den jo aldrig væk og på det danske sommerbord, er klassisk tilbehør jo ofte kartoffelsalaten i forskellige varianter. 

Jeg holder også meget af en god hjemmelavet en af slagsen - men kan også lide at variere og prøve nyt! Hører du til en af dem der gerne vil spare lidt på kulhydraterne og derfor undgår kartofler (eller kan du som jeg godt lide at variere) Så kan sommersalaten med blomkål meget nemt gå hen at blive et yndet tilbehør når der grilles og pakkes til picnicturen. Den er perfekt både til grillede pølser eller frikadeller, skinke men også fisk(til sidstnævnte så prøv den med masser af dild i stedet for estragon og lidt citronsaft og skal)!

Jeg blev stærkt inspireret af den opskrift fra Vanløse Blues.

Foto: Sara B. Hansen.

 Ingredienser:

1 stort fast og flot blomkålshoved ( eller to mindre)
2½ dl. græsk yoghurt 2%
1 tsk. dijonsennep
2 spsk. aioli med urter
2 tsk. tørret estragon (gerne frisk hvis du har)
1 bundt purløg( klippes over salaten)
1½ spsk. bernaiseessens
Salt og peber
2 snackpebre i skiver(rød/gul)

Del blomkålshovedet i små buketter og kom det i et dørslag. Overhæd med 2 omgange kogende vand fra elkogeren. Lad dryppe af. Rør dressingen sammen af græsk youghurt, sennep, aioli,bernaiseessens samt estragon og salt/peber. Ven den afdryppede blomkål med dressingen. Kom peberfrugt og purløg på toppen.

Find mig også på FACEBOOK

Foto: Sara B. Hansen.

Gammeldags Rabarbergrød.


Foto: Sara B. Hansen.
Rabarbersæsonen er over os og det er nu de smager aller bedst, mens stænglerne er spinkle og fine. Jeg har desværre endnu ikke fået plantet nogen rabarber i min have, så jeg måtte omkring min mor og tigge et lille bundt.
Glæd jer over dem jer der har haver der bugner og brug dem i en masse skønne retter. Spiser du det hyppigt bør du dog nok tænke på at bruge af nonoxalsyre. Dette fordi fødevarer der indeholder store mængder oxalsyre kan hæmme absorptionen af calcium fra tarmkanalen - calciumchloridopløsning(Nonoxal) tilsættes derfor for at fælde oxalsyren som calciumoxalat, hvorved  calciumoptagelsen fra fordøjelsessystemet sikres.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser ca. 6 personer:

Rabarbergrød, siet:

3/4 til 1 kg. rabarber
1 l. vand
1 vaniljestang
2 dl. sukker
ca. 3 spsk. kartoffelmel


Foto: Sara B. Hansen.



Foto: Sara B. Hansen.
Start med at rense rabarberne og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde sammen med en flækket vaniljestang. Lad koge til de er møre. Si efterfølgende rabarberne gennem en sigte. mas lidt med en ske så du får det hele med.

Hæld saften tilbage i gryden og giv et kort opkog, smag til med sukker. Tag af varmen. Rør kartoffelmel med lidt vand eller afkølet saft og tilsæt under stadig omrøring. Tilsæt det lidt af gangen så den ikke bliver tykkere end du ønsker den. Lad køle.
Drys med lidt sukker så den ikke trækker skind.

Hæld i serveringsskåle. Kom mandelsplitter på toppen og server med kold mælk(eller fløde hvis du er til det)til.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK

Foto: Sara B. Hansen.

mandag den 11. maj 2015

Stegt fisk med indisk tomatcurry og indisk sommersalat.

Foto: Sara B. Hansen.
Hvor har det bare været helt fantastisk vejr i dag, aftensmaden blev indtaget lidt sent med udsigt til haven og solen der begyndte at gå ned. 
Vi fik en krydret indisk fiskeret sammen med en sommersprød salat. Man kan lave den med forskellige typer hvid fisk som er fast i konsistens og har lidt tykkelse, torsk, sej, kuller, rødfisk m.m.

Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser 4 personer:

Tomat Curry:
2 spsk. olivenolie
2 løg i halve skiver
8 store modne tomater i både
3 fed hvidløg
1 rød chilipeber
1 tommelfingerstor ingefær, skrællet og skåret i skiver
3 spsk. Madras curry paste (fx, "Pataks" som fås i Irma og kvickly m.f.)
1 dåse kokosmælk
frisk koriander

500 g. Sej eller anden hvid fisk
3-4 spsk. mel krydret med salt og peber
Olie til stegning

Salat:
4 gulerødder, revet
1 bundt radiser i skiver
1 corgette,  kvarte skiver eller hele hvis den er meget fin og tynd
1 rødløg i halve tynde skiver
1 håndfuld friske mynteblade, hakket groft

Dresssing:
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. dijonsennep
1 spsk. mayonaise
2 spsk. olivenolie 

Tilbehør :foruden salaten kan retten serveres med basmatiris eller blomkålsris (se opskriften ved at klikke på linket).

Foto: Sara B. Hansen.

Varm 2 spsk. olie i en sauterpande  og svits løgene ved middel varme i ca. 8 min indtil bløde og gyldne.
Kom tomater, ingefær, chili i en foodprocessor og blend det.  Tilsæt curry pastaen til løgene og svits det med nogle minutter. Tilsæt tomaterne og lad det simre ca. 10 min til det tykner. Tilsæt kokosmælk og hakket koriander og lad igen simre til det tykner.

Dup fisken lidt tør og vend i krydret mel. Steg dem i olie af nogle omgange et par minutter på hevr side. Placer dem ovenpå saucen og læg låg på og lad dem simre til gennemstegt. Alternativt kan saucen kommes i bunden af et ildfast fad, fisken placeres ovenpå og så en tur i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min. Garner med hakket koriander.

Riv gulerødder og snit radisser, rødløg samt corgette pisk dressingen sammen og vend med salaten og strø de grofthakkede mynteblade over.

Server desuden med basmatisris eller blomkålsris.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Og se forresten også lige denne smukke rhododendron som jeg nød synet af hos en meget havekyndig dame tidligere i dag og selv fik mig en lille aflægger af. Glæder mig til at se om jeg kan få den til at blive lige så smuk :-)

Foto: Sara B. Hansen.

fredag den 8. maj 2015

Chicken Florentine.

Foto: Sara B. Hansen.
Denne ret er simpelthen så lækker og enkel at du helt sikkert bør prøve at lave den. Det er en super kombination af mør og saftig kylling, lækker tomatsauce, cremet spinat og parmesan. Server med bådkartofler eller pasta eller blot en gang grønne bønner, alt efter dine præferencer. Det er et sikkert hit!

Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser 4 personer:

4 kyllingbrystfillet fersk eller optøet fra frost
ca. 1 dl. Hvid Hvede, fuldkornsmel.
Salt og peber
1½ spsk. smør/olivenolie

Sauce;
2 skalotteløg, hakket
1 -2 fed hvidløg, hakket fint
1½ dl hvidvin
1 glas god tomatsauce el. 1 dåse fl. tomat
1 tsk. honning
2 tsk. oregano
Salt og peber

Cremet spinat:
200 g. frisk spinat, skyllet
lidt salt
1 dl. fløde
Et par kværn "Holms krudt fra lommen"

Desuden:
friskrevet parmesan
Evt. et par skiver tomat

Tilbehør: Bådkartofler, pasta, bønner e.l.

Foto: Sara B. Hansen.

Bank kyllingfileterne med en kødhammer eller kagerulle, læg en frysepose over kødet, så de bliver ca. halveret i tykkelse og ens i tykkelse. Vend i hvid hvede, krydret med salt og peber. Smelt smør/ olivenolie på en pande og steg kyllingbrystfileterne gyldne. Placer dem på en tallerken.Kom de hakkede løg og hvidløg på panden, svits nogle min. og hæld så hvidvin over. Efter nogle min. Tilsættes tomat og krydderier. Lad saucen simre ca. 5 min. 

Damp den skyllede spinat med det væske der hænger ved og lidt salt i en gryde med låg i 2-3 min. Når det falder sammen, hældes fløde samt krydderier ved.og det koger nogle min.

Kom tomatsaucen i bunden af et ildfast fad. Placer kyllingen ovenpå. Kom ca. 2 spsk. spinat med fløde ovenpå hver stykke kylling. Ovenpå dette en god spsk. friskrevet parmesan. Læg evt. en tomatskive på toppen.
Sæt i en 200 grader varm ovn i  15 min.  Serve sammen med bådkartofler eller hvad du ønsker.

Find mig også på FACEBOOK

Foto: Sara B. Hansen.