mandag den 30. marts 2015

Masser af Inspiration til mad og lækkerier i påsken :)

Så er påsken lige om hjørnet og jeg er så heldig at have ferie :-) Det er rigtig dejligt og der er ingen tvivl om, at der skal tilberedes en masse lækker påskemad. Det kunne have været fedt med en masse sol i påsken også, meeeen vi skal nok få hygget os uanset hvad.
Jeg har samlet lidt forskellige påskeopskrifter til jer her og håber at I kan finde lidt inspiration. 

Der er link til alle opskrifterne, under hver ret, her i temaindlægget. Rigtig god fornøjelse og god påske!

Lammeculotte med rosmarin,hvidløg og citron.

Foto: Sara B. Hansen.
Jeg elsker påske- mest af alt fordi det er så nemt og også billigere at skaffe sig noget dejligt lammekød! Jeg ved at ikke alle holder af denne spise, selvom jeg har svært ved at forstå det, for jeg synes det smager gudommeligt. Min absolutte yndlings udskæringer er Lammefilet, Lammeculotte og så lammekøllen. Sidstnævnte har jeg også i fryseren og håber at lave snart. Aftenensskønne ret bestod af Lammeculotte vendt i masser af hvidløg, timian,romarin,revet citronskal m.m serveret på bund af rodfrugter og med haricot verts og røsti. MUMS!!

Opskriften finder du lige HER.

Foto: Sara B. Hansen.


Langtidstegt lammekølle med citron,rosmarin og hvidløg serveret med tomatkompot og sprøde kartofler.


Foto: Sara B. Hansen.


Jeg elsker lammekølle, så ingen påske uden at en sådan bliver tilberedt! Jeg nåede desværre ikke at tage så mange billeder, men synes ikke I skulle snydes for opskriften af den grund.
Mine gæster synes jo også nogle gange at jer er lidt skør, når jeg sådan suser rundt og fotograferer
maden ;-)
Tomatkompotten er en opskrift fra Alt for damerne og den smagte skønt! Jeg serverede med sprøde kartofler i tern, lavet i min Actifry- de bliver simpelthen bar så lækre og sprøde hele vejen rundt, på en anden måde end ovnen kan klare (og det med et minimum af fedtstof).

Opskrift lige HER.

Påskepasta med sprøde majs og bacon i en flødesauce.

Foto: Sara B. Hansen.


Denne ret får nok ikke nogen bedre salgs tale end den min ene søn gav; "Det er en guderet" - nem at lave, hurtig og smager guddommeligt  :) Jeg hørte det først som en gryderet og indvendte straks, at det jo ikke nødvendigvis var hurtig mad :-)
Jeg kalder den påskepasta fordi den har friske forårsfarver i form af bl.a. gul og knaldgrønne basilikumblade på en flødefarvet baggrund. Det er en "light version" med 7% cremefine. Serveret med frisk tagliolini pasta
Opskrift lige HER

Hjemmelavede chokolade påskeæg.


Foto: Sara B. Hansen.


Det er lidt hyggeligt at lave hjemmelavede påskeæg og udover friheden til at bestemme hvad der skal i - så tror jeg egentlig også at det er en del billigere, end hvad man hurtigt må slippe for et par anstændige æg som ikke er masseproduceret og af ringe kvalitet. Jeg fik 15 fine æg ud af denne portion. Fantastisk til værtindegave i påsken :-)

Opskrift lige HER.

Lammekølle med Gorgonzola serveret med nye kartofler, sauce og Bønne-/tomat salat.

Foto: Sara B. Hansen.
En lækker tærte med frugtfyld af æble og abrikos med dekorativt sprødt låg, kan gøre sig godt som dessert efter påskemddagen med en klat creme fraiche eller flødeskum til.

Opskrift lig HER.

Citron & Myntemarineret lammeculotte m. Bacontzatziki og Hasselbagte kartofler


I anledning af påsken synes jeg der skulle lidt lam på bordet - egentlig gik jeg efter en lamme fillet men det var ikke lige til at opdrive så i stedet faldt valget på to små fine lammeculotter,
Bacontzatzikien er efterhånden blevet en klassiker i vores familie, det er min søster der introducerede opskriften og jeg har altid synes det lød underligt, nærmest lidt forkert, men kan kun sige at det altså smager rigtig godt. Jeg ved ikke helt hvor hun i sin tid fandt opskriften. Da jeg ikke lige havde bacon- blev det i stedet sprødstegt og knust seranoskinke jeg kom i. 

Opskriften finder du lige HER.

Foto: Sara B. Hansen.

Appelsinfromage.


Foto: Sara B. Hansen.

Så er der "Old school dessert" på programmet- egentlig havde jeg tænkt mig at det skulle være citronfromage som jo også smager skønt- men nu havde jeg så bare nogle øko appelsiner liggende og så tænkte jeg hvorfor ikke appelsinfromage??(måske nogle børn vil forestrække dette, da ikke alle synes om citronfromage). I princippet kan man jo gøre som man vil og følge opskriften og så bare bruge citron istedet for appelsin- eller endda blande lidt ;-) Der er nogen der frygter alt hvor husblas indgår fx. at det giver "trevler" ikke stivner m.m.- jeg har nu aldrig haft det problem. Så længe man bare sørger for at udbløde sin husblas 10 min, klemme vandet af og så sørger for at der ikke er for store temperaturforskelle når man blander masserne- så går det fint!
Denne opskrift giver 6 portionsanrettede glas- men man kan selvfølgelig også bare vælge at servere det i en skål.

Opskrift lig HER.

Apokryf citronfromage med lakriddrys.

Foto: Sara B. Hansen.
Den er blevet kaldt den bedste citronfromage EVER og jeg er tilbøjelig til at give ret; luftig fløjlsblød, og ganeforkælende cremet . Måske du også får lyst til at prøve?
Den er angiveligt kommet hende i hænde via en bekendt der har fået den af en bekendt - men opskriften skulle stamme fra NOMA. Grundet de mange led og usikre oprindelse har den fået navnet Apokryf (= tvivlsom oprindelse, hemmelig kilde).

Opskrift lige HER.

Husk at du også finder Saras Madunivers på FACEBOOK:

Koldhævede boller med kærnemælk.

Foto: Sara B. Hansen.
Dette er en rigtig fin opskrift på koldhævede boller - måske skal de på morgenbordet her i påsken?
Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra en af mine søde kollegaer og tilpasset den lidt, da jeg dels havde lidt kærnemælk der skulle bruges og desuden skulle eksperimentere med en mørk melasse sirup, som jeg har fået en prøve af fra min mands arbejde. Det er rigtig godt at bage med og giver en flot farve.Du kan evt. erstatte med maltsirup, som nok er lettere at få fat på i mange supermarkeder.

Du kan sagtens lege lidt med opskriften og erstatte med andre typer mel, gryn og kun vand i stedet for kærnemælk. Dog vil det ændre på bollerne hvis al hvedemelet erstattes af grovere mel, så det er en god ide at beholde ca. de 4 dl. hvedemel i opskriften.


Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser ca. 12 boller:

4 dl koldt vand
2 dl. kærnemælk
20 g. gær
4 dl. proteinrig hvedemel ( jeg brugte Italiensk tipo 00)
5 dl. grahamsmel
1½ dl. havregryn
1½ tsk. salt
1 spsk. Melasse / maltsirup


Foto: Sara B. Hansen.


Rør gæren ud i vandet og tilsæt herefter kærnemælk, salt og melasse. Rør hvedemel, grahamsmel og havregryn i  lidt af gangen Dejen skal være til at røre i, uden at være for flydende. Dæk skålen og sæt i køleskabet natten over.


Næste morgen tændes ovnen på max. varme (varmluft). 
Tag dejen op med en spiseske og sæt dem på en bageplade med bagepapir, pensles med vand. Når ovnen er varm sættes bollerne i ovnen og skru så temperaturen ned til 225 grader. 15 minutter senere er der nybagte friske og sprøde boller.

Foto: Sara B. Hansen.


Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


lørdag den 28. marts 2015

Lækre & luftige kærnemælkshorn med hindbær.

Foto: Sara B. Hansen.
Uhmmmm, de her horn er altså bare lækre, det er en rigtig klassiker som jeg altid har holdt meget af. Jeg kom hindbærmarmelade i den ene halvdel af portionen og i den anden lemoncurd + et stykke nougat. Begge dele er meget lækkert- men et stykke marcipan og nougat i hornene er også meget anbefalelsesværdigt. Dejen er blød, luftig og lige som den skal være!


Foto: Sara B. Hansen.


Dej:
250 gram smør
500 gram hvedemel
50 gram sukker

½ tsk. salt
1 tsk. vaniljekorn
2 dl kærnemælk

50 gram gær

1 sammenpisket æg til pensling.

Fyld: Hindbærmarmelade i den ene halvdel og i den anden kom jeg lemoncurd og et stykke nougat. Man kan også komme marcipan og nougat i.

Pynt:
Glasur og hakkede mandler.


Foto: Sara B. Hansen.


Bland først mel, salt, vaniljekorn og sukker og gnid smørret ud i blandingen. Lun kærnemælken og rør gæren ud i den. Hæld kærnemælken i melblandingen, og ælt dejen sammen.
Lad hæve lundt og tildækket i 1 time.
Del dejen i to og rul ud til to cirkler, som hver deles i 8 stykker, Placer fyldet lidt inde på den brede ende og rul hornene sammen, placer med snippen ind under (ned mod pladen) på en plade med bagepapir. De hæver en del så sørg for afstand i mellem dem. Lad efterhæve, tildækket med et klæde, i ca. 30 min, Var ovnen op til 200 grader (varmluft).
Hornene pensles med æg og bages i ca. 15 min til gyldne og fine. Lad køle på rist. Pynt med glasur og hakkede mandler.



Foto: Sara B. Hansen.
Find mg også på FACEBOOK.



onsdag den 25. marts 2015

Fladbrød med Humus og Falafel.

Foto: Sara B. Hansen
Onsdag er jo vores vegetardag og i dag havde jeg bare lyst til fladbrød med humus og falafel- egentlig tænkte jeg på den lette løsning med at købe en pakke arabiske fladbrød. men så kunne jeg ikke lige finde et sted at købe dem.......overvejede tortillas.......men så blev jeg jo stædig og derfor bagte jeg dem selv. Det var faktisk heller ikke særlig tidskrævende og smager skønt! Men jeg har ikke selv lavet falafel denne gang- det er Nutanas de bedste (spicy versionen) som er på tilbud i Netto. Dejlig mad som børnene også godt kan lide.


Foto: Sara B. Hansen

Opskrift Humus:

1 dåse kikærter, drænet og skyllet 
1 fed hvidløg
Saften fra en halv citron
1 tsk. salt
1½ tsk. spidskommen
1 stor spsk. creme fraiche el. lignende
1 spsk. thahin
1½ spsk. olivenolie
lidt chiliflager
Lidt oregano


Foto: Sara B. Hansen

Fladbrød ca. 8 store:

30 g. gær
4 dl. lunken vand
2 tsk. salt
1 tsk. sukker
400 g. tipo 00 hvedemel
250 g. grahamsmel

Tilbehør: Falafel, Salat, løg, agurk, tomater (vi brugte nogle lækre semidried) m.m.


Foto: Sara B. Hansen

Kom kikærter(minus ca. 2 spsk. hele som gemmes) i en høj skål og tilsæt creme fraiche, citronsaft, hvidløg og thahin og blend det med en stavblender til en cremet masse, smag til med ekstra citron , salt og olivenolien. Drys med lidt chilflager og oregano. Lad gerne trække lidt.

Rør gæren ud i den lunkne vand og tlsæt salt, sukker og mel lidt af gangen, måske skal du bruge lidt mere eller mindre mel end det der står. Ælt dejen godt og længe, gerne på røremaskine, så den bliver elastisk.
La dejen hæve lunt og dækket med et fugtigt klæde i ca. 45 min. Del dejen i 8 klumper, rul dem meget flade på et melet bord og steg dem derefter en efter en på en varm pande uden fedtstof. Ca. 2 min. på hver side. De bobler op og tager lidt farve.

Server med det tilbehør du foretrækker af salat og grøntsager, det smager også skønt med dildkviste i. Smør brødene med humus og kom grøntsager og falafel ovenpå.

Find mig også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen


Foto: Sara B. Hansen

lørdag den 21. marts 2015

Brunch med familien.

I dag skulle vi have fødselsdags brunch for 22 pers. for at fejre pigernes 18 og 14 års fødselsdag( godt nok noget forsinket). Så jeg lavede en brunchmenu med mange forskellige ting og deler lige lidt af dem her til inspiration :-) Opskrifterne nedenfor er ikke til 22 personer ( det er man nok ikke så ofte) men kan selvfølgelig bare ganges op ved behov.

Foto: Sara B. Hansen.

Græsk yoghurt med appelsin, honning, tranebær og crunch
4 personer:

1 liter græsk yoghurt 10 %
1 stor appelsin, i tern m. saften derfra
1 håndfuld tranebær
Ca. 4 tsk.  god flydende honning
4 spsk. granola/chrunch købt eller hjemmelavet,

Rør yoghurten godt  rundt så den bliver mere luftigt og glat, kom en stor spsk. i bunden af hver glas, kom 1 spsk appelsintern med saft ovenpå, derpå atter en stor spsk yoghurt, honning, granola og tranebær.

Foto: Sara B. Hansen.
Amerikanske brunchpandekager:
ca. 14 stk.

Pandekager:
150 g. hvedemel ( en del kan erstattes med fuldkorns hvis man vil)
3. tsk. bagepulver
2 tsk. rørsukker
½ tsk. salt
4½ dl. kærnemælk
2 æg
3 spsk. smør.smeltet
lidt smør til stegning
Evt. 1 tsk. vaniljekorn

Bland mel og bagepulver, sukker og salt(evt. vaniljekorn) sammen i en skål. Pisk kærnemælk, æg og smeltet smør sammen i en anden. Hæld det tørre ingredienser sammen med de våde og rør med lette tag til de tørre ingredienser er gennemvædet. Dejen skal være ret tyk.
Smelt lidt smør på en pande og steg pandekagerne 2- 3 stk af gangen, alt efter hvor stor panden er.
Vend dem når dejen begynder at boble op. Bag på den anden side og hold dem lune indtil servering.

Foto: Sara B. Hansen.

Brunchæg m. seranoskinke indbagt tomat og purløgsdrys
Ingredienser 4 pers:

4 æg
8-9 skiver seranoskinke (eller parmaskinke / bacon)
2 Små cherrytomater
Friskklippet purløg
Salt og peber
lidt olivenolie

Smør formen med en smule olivenolie og placer seranoskinken i muffinformen, så der dannes en "rede". Måske skal du bruge 1½ til 2 skiver serano pr. rede. Den skal helst være lukket over det hele, må gerne gå ca. 2 cm.op over kanten på formen. Bag derefter rederne i en forvarmet oven, 200 grader, i 3- 4 min. Tag ud og lad køle lidt. placer en kvart tomat eller en ½, alt efter størrelsen, i hver form. Slå et æg ud i hver rede. Sæt i ovnen og bag i ca. 8 min. De skal være smilende i blommen. De løsnes forsigtigt fra formen evt. ved at køre en plastikkniv el. lign. rundt i kanten, herefter kan de løftes hele ud. Server med frisk klippet purløg, og friskkværnet peber, det er nok ikke nødvendigt med salt, da seranoskinken salter.

Foto: Sara B. Hansen.
Hjemmebagt morgenbrød:
16 stk:

500 g.hvedemel
100 g. smør el. margarine
30 g. gær
3 dl.mælk
1 tsk. salt
1 tsk. sukker.

1 æg til pensling og birkes til drys (evt. lidt revet ost) 

Smuldr smøren i melet. Rør gæren ud i den fingervarme mælk. Tilsæt salt og sukker og ælt det hele godt sammen til en blank, elastisk og smidig dej. lad hæve mindst 30 min. gerne en time. form til de ønskede boller eller gifler. Lad efterhæve i 30 min. Pensles herefter og drysses med birkes og evt. lidt revet ost til osteboller.

Bages 12 min. ved 200 grader.

Foto: Sara B. Hansen.


Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


fredag den 20. marts 2015

Coleslaw med spidskål, oliven og bønnemix.

Foto: Sara B. Hansen.
I går var jeg til en virkelig hyggelig aften sammen med andre bloggere på café på Nørrebro, som hed " Mahalle" på Libanesisk betyder det "vores sted" - det var virkelig en aften hvor "alle mine bønner blev hørt" i forhold til mad - sjældet har jeg set så meget vegetarisk og lækker mad - jeg kunne slet ikke nå at smage det hele. Også Mahalles egne retter var virkelig lækre fx. deres fladbrød med humus, avokado og grillet halloumiost m.m.
Bonduelle var vært denne aften og havde sørget godt for sine gæster både i forhold til det kulinariske og indslag om fotografering og om at spise sig smuk og sund.

Vi er blevet lovet en masse opskrifter og jeg glæder mig rigtig meget til at afprøve dem alle og dele med jer. Jeg fik virkelig selv øjnene op for hvor mange lækre bønner, linser m.m. man kan få på dåse som er lette at bruge og faktisk smager super godt. Det er nemt at have på lager og sparer tid i en travl hverdag, hvor jeg i hver fald ikke altid når at planlægge iblødsætning m.m.

Vi fik en lækker "goodiebag" med hjem med alle ingredienser til en salat og den har vi nydt her til aften. Jeg supplerede med hakket frisk basilikum og dildkviste og brugte desuden en dild olivenolie fra Monini. Det fungerede rigtig godt.

Foto: Sara B. Hansen.


Opskrift 4 personer:

1 flot spidskål, fintstrimlet
3-4 gulerødder revet groft
1 rød friskhakket chilifrugt uden kerner, hakket
1 håndfuld friske basilikumblade, hakket
3 stængler dild, plukket i totter ( køb de afskårne kraftige dild i poser, ikke de små i potter, de smager af ingenting)
1 dåse bønnemix 250 g. i drænet vægt
50 g. sorte oliven
1 øko. citron saft og skal
½ dl dild olivenolie
½ tsk. knust chili
1 tsk honning
Salt og peber

Foto: Sara B. Hansen.


Hæld væsken fra bønnerne og skyl dem i koldt vand, snit grøntsager. Rør dressingen sammen af citronsaft, citronskal, olivenolie, salt, peber, honning og knust chili. Vend med grøntsagerne og urter. Lad trække i mindst 30 min. Pynt med oliven.

Husk at du også finder mig på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.

onsdag den 18. marts 2015

Kartoffelfrittata med champignon.

Onsdagens vegetariske hovedret, scorede mange point hos min søde mand  som ratede den til 8-9 point ud af 10 mulige :-)
Så den kommer bestemt på menuen en anden dag også! Billederne blev måske ikke lige de bedste, solen nåede at forsvinde før maden var klar, jeg glæder mig sådan til de lange lyse sommeaftener. Opskriften er med inspiration fra bladet "Sæson" - jeg har nævnt det mange gange før som et godt sted at søge inspiration.



Foto: Sara B. Hansen.

Foto: Sara B. Hansen.


Ingredienser 4 personer:

250 g. champignon i tykke skiver
2 løg i halve skiver
400 g små fine nye kartofler med skræl (udenlandske) skåret i kvarte
1-2 fed hvidløg, tynde skiver eller hakket
300 g. friske grønne bønner, nippet og halveret
2 tsk. paprika
2 tsk. timian
Salt og Peber
1 dl. fløde
8 æg
olivenolie 


Foto: Sara B. Hansen.


Smør en metalbradepande godt med olie. Svits løg og hvidløg i lidt olivenolie i en gryde/ sauterpande, efter nogle min. tilsættes de nye kartofler. Lad dem svitse ved middel varme i 10 min. tilsæt paprika og svits nogle min. Kom de nippede og halverede bønner, samt de skivede champignoner ned til kartoflerne og svits med i 5 min. krydres med salt og peber. Kom blandingen i bunden af metalbradepanden ( du kan også bruge en pande der kan gå i ovn til det hele- jeg kan bare godt lide at den bliver lidt højere i en bradepande).
Pisk æg, fløde timia og salt og peber sammen. Sæt bradepanden i en forvarmet ovn på 200 grader (varmluft) i ca. 25 min. mærk efter at den er fast og færdigbagt.

Vi fik en god tomatsalat med frisk mozzarella og masser af friske basilikumblade og stænket med citron olivenolie, salt og peber.

Find mg også på FACEBOOK.

Foto: Sara B. Hansen.


tirsdag den 17. marts 2015

Sprøde peanutbutter cookies.

Foto: Sara B. Hansen.
Mmmmmmmm, egentlig kan jeg nok ikke rigtig være bekendt at lade min egen eftermiddags lækkersult, gå ud over jer- men når jeg nu har fundet på sådan en super lækker, hurtig og nem opskrift, der gør det muligt i løbet af kort tid, at have lækre cookies til kaffen, så kan jeg vel ikke være bekendt ikke at dele med jer vel?


Foto: Sara B. Hansen.



Ingredienser ca. 22 store småkager:

6o g. smør
65 g. peanutbutter- gerne chrunchy men almindelig kan også gå an.
2 håndfulde valnødder, knust med hånden eller hakket groft ( ca. 50 g.)
50 g. mørk groft hakket chokolade
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilje
2 spsk. hvedemel ( 50. g.)
3 spsk. havregryn (ca. 30 g.)
120 g. mørk farin
1 knivspids salt
1 æg

Foto: Sara B. Hansen.

Det hele blandes sammen med en håndmikser og sættes som små klumper med to teskeer med god afstand i mellem på bagepapir. Bages ved 180 grader (varmluft) i ca. 12-15 min. Lad køle på en rist, de skal helst ikke flyttes for meget før de er kølet ned og faste, lækre og sprøde. Opbevares i en tæt kagedåse eller et glas med tætsluttende låg.

Find mig også på FACEBOOK.



lørdag den 14. marts 2015

Engelsk oksegryde med urtedumplings.

Foto: Sara B. Hansen.
Denne ret er en videreudvikling af en ret som jeg har været vild med siden jeg flyttede hjemmefra og for alvor begyndte at lave mad hver dag. Jeg synes det så så specielt ud med en "gryderet med brødboller bagt ovenpå".
Men det er bare en rigtig god og hyggelig ret og her er der skruet op for grøntsagerne, hvilket kun gør den bedre :) Det hele er samlet i en gryde - både kød, grøntsager, sovs og brød- ren comfort food.


Foto: Sara B. Hansen.

Ingredienser 4 pers:

600 g. okseindelår eller klump i ca. 4 cm tern
2 spsk. hvedemel krydret med peber og salt
8 bananskalotteløg, tern
2 fed hvidløg, tynde skiver
2 gulerødder, tern
3 jordskokker
1 stor pastinak, tern
1 stor rødbede, tern
1 stor grøn peberfrugt, tern
2 kviste timian
4 dl. oksebouillon
2 spsk. soja
2 spsk. worchestershiresauce
1 spsk. balsamicoglaze
evt. 1½ tsk. maizena rørt ud i lidt vand.

Urtedumplings:

2½ dl. self raising hvedemel eller hvedemel + 2 tsk. bagepulver
60 g. smør i ten
½ tsk. salt
2-3 spsk. mælk
1/4 dl revet cheddar
2-3 spsk. hakket persille
2 spsk. hakket purløg
1 spsk. hakket timian

Foto: Sara B. Hansen.

Urtedumpling:
Gnid smøret godt ind i hvedemelet, bland med salt, urter, mæl, cheddar og mel og ælt til en samlet dej. Rul den ud og udstik små "boller" med et lille glas eller en udstikker.

Oksegryde:
Varm ovnen op til 180 grader.Vend kødet med mel og krydderier, Brun kødet af nogle omgange i olivenolie på en pande. Overfør til en stegeso med låg.
Svits løg og hvidløg i lidt olie nogle min. og kom også dem ned til kødet. Bland oksebouillon, soja, worchestershirsauce, og balsamicoglaze og hæld over kødet.
Sæt i ovnen i en time. Kom herefter alle de klargjorte grøntsager ned til kødet og rør rundt. Sæt i ovnen i 30 min. Hvis retten er for flydende, kom da nu maizenajævning i og rør rundt. Kom herefter de små urteboller ovenpå og sæt i ovnen i 15-20 min. mere til bollerne er hævede og gyldne. Server retten som den er, det hele er jo samlet i en gryde- både kød, grøntsager, sovs og brød- ren comfort food.
Foto: Sara B. Hansen.

Find mig også på FACEBOOK.

https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345?ref=bookmarks