lørdag den 14. november 2015

Chili Con Chicken - med cremefraiche, guacamole og tacochips.

Foto: Sara B. Hansen.
Inspireret af madsnak henover frokosten på mit arbejde i går, faldt valget på Chili con Carne til aftensmad - den blev bare lavet med kyllingfars i stedet for. Det smager rigtig godt synes jeg, saftig mørt og lækkert. Du skal dog være lidt mere over det end med hakket oksekød, da hakket kyllingkød virker til at stræbe mod at samle sig til en hel kylling igen og din fornemmeste opgave bliver at forhindre det med evig hakken og røren i gryden :-) 
Jeg kan godt lide at retten bliver godt spicy. Sammen med den milde creme fraiche og de sprøde nachos fungerer det bare så godt.
Der er ikke mange børn der ikke kan lide denne ret - nogen vil selvfølgelig have den lidt mildere og vælger mindre chili og andre piller bønnerne fra, men generelt er det hos de fleste børn som voksne en stor succes!


Ingredienser:

1000 g. Kyllingfars
1 stort løg, hakket
2 fed hvidløg hakket
2 røde chilifrugter hakket fint
1 dåse røde kidney bønner
2 dåser økologiske flåede tomater 
1 lille dåse tomatkoncentrat
2 tsk. honning
1 kylling bouillonterning
3 tsk. spidskommen
1 tsk. røget paprika
1 spsk. Oregano
2 tsk. sambal Olek (kan udelades hvis den ønskes mindre stærk).
Salt og peber

Guacamole:

2 modne tomater
2 spsk. lime eller citronssaft
2 tomater, hakket
1 fed hvidløg
Salt og peber
1 dl. græsk yoghurt el lign.

Desuden: frisk chili i skiver, jalapenos, creme fraiche, brune ris, taco chips.

Svits de hakkede løg, hvidløg og chili i lidt olivenolie ca. 4 min. Tilsæt det hakkede kyllingkød, du skal være lidt mere over det end med hakket oksekød da hakket kyllingkød virker til at stræbe mod at samle sig til en hel kylling igen og din fornemmeste opgave bliver at forhindre det med evig hakken og røren i gryden :-) 
Men det er besværet værd og det gør ikke noget at der er lidt større "klumper" af kød her og der. Tilsæt alle krydderier, sambal olek samt bouillon. hæld de flåede tomater samt koncentrat ved og lad simre i 30- 40 min. Efter 20 min. tilsættes kidney bønner smag til med salt og peber.

Mos avokado lidt groft med en gaffel og bland med citronsaft, hvidløg og hakket tomat. Vend med yoghurt.

Kog de brune ris efter anvisning på pakken( Ca. 3 dl. ris og 6 dl. vand + salt).

Server det hele ved bordet med ris, Chili Con chicken, tacochips og øvrigt tilbehør.

Find mig også på FACEBOOK.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar