tirsdag den 29. april 2014

Blomkålssalat med abrikos,æble, forårsløg og græskarkerner.


Foto: Sara B. Clausen.
En lækker salat som ledsager til en hurtig grillet bøf og lidt sprøde pommesfritter. Det udgjorde aftensmaden efter et par dages internatkursus (iøvrigt med ret lækker mad på Comwell i Køge).
Jeg elsker denne type salat; sprød og knasende og samtidig med lidt sødt fra æble og abrikos. Dressingen en mager cremefriche 5% rørt med citronsaft, salt, peber og honning. Det er enkelt og godt. Og så smager alt jo bare bedre, når det kan indtages i haven i solskin.

Foto: Sara B. Clausen.

4 pers.

1 lille blomkålshoved renset og skåret i tynde skiver.
1 bundt forårsløg, tynde skiver på skrå
1 dl. ristede græskarkerner 
10 bløde, tørrede, abrikoser skåret i  mindre stykker
1 æble i tern (vend dem med lidt citronsaft)

Dressing:
1 dl. cremefraiche 5 %
1½ spsk. citron
1 spsk. flydende honning
Salt og peber

Rist græskarkerner på en tør pande i nogle min. Sæt til side og lad køle lidt. Klargør blomkål, æble,og forårløg og vend dem med abrikostern og ristede græskarkerner.
Ven dressingen sammen og smag til, juster evt. med mere citronsaft eller salt, peber efter smag. Vend det hele sammen og server som tilbehør.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

søndag den 27. april 2014

Lækkert brød med skoldet rug og emmer samt speltmel.

Foto: Sara B. Clausen.
Hele denne skønne solskinsrige weekend, er gået med at fjerne vores gamle udestue og gøre klar til nye elementer, gulv m.m., ture til genbrugspladsen samt div. havearbejde men jeg har da lige nået at bage et brød og vil gerne dele opskriften. Det er lækkert og fugtigt (uden på nogen måde at være klægt) og har en skøn smag. Jeg brugte en gammel kendt teknik med at skolde melet. Det er virkelig godt. Man får jo nærmest sådan en grød, som dejen startes på. Prøv det, hvis du ikke allerede kender teknikken.

Ingredienser til en form ca. 2 l.

3,5 dl. kogende vand
1 dl. knækket rugkerner
1 dl. rugmel
25 g. gær
1 dl. youghurt naturel el. A38
400. g fuldkornsemmer og Speltmel (Urtekram)
1 spsk. Salt
1 spsk. Honning.

Drys: Sesam

Kom knækket rugkerner og rugmel i en skål og hæld det kogende vand over. Rør rundt så det bliver en grød og lad det dernæst køle lidt ned. tilsæt yougurt naturel og gæren når dejen er lun. Tilsæt salt og honning og ælt emmer og speltmelsblandingen i lidt af gangen. Dejen skal æltes godt og længe enten med dejkroge eller på køkkenmaskine. Den skal være lind i det og danne klistrede glutenstrenge. Lad hæve i et time under fugtigt klæde. Hældes derefter på en smurt form og efterhæver tildækket i ca. 1 time. Drysses med sesam og bages nederst i en 200 grader varm ovn i ca. 40 min. Tages ud af formen og køler på rist inden det skæres.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

onsdag den 23. april 2014

Libanesiske kebbe med salat og yoghurtdressing.

Foto: Sara B. Clausen.
En dejlig opskrift som kan laves med enten hakket oksekød eller lammekød alt efter smag. Jeg tilberedte dem i min nye Actifry i "snacking tilbehøret" et net hvor man kan placere fx. små kødboller, kyllingenuggets eller forårsruller og i princippet tilberede uden fedtstof . Jeg synes nu at min første portion hang lidt i og valgte derfor at gnide en lille smule olie på netkurven (bare ca. 1 tsk. fordelt med lidt køkkenrulle).
Har man ikke en Actifry, kan man alternativt gnide kødbollerne med lidt olie på hænderne og stege dem på bagepapir i ovnen i ca. 20 min.

Ingredienser 4 pers.

115 g. bulgur
400 g. hakket kød gerne en blanding af lam og oksefars.
1 spsk. solsikkeolie
1 finthakket løg
1 æg
2 spsk. finthakket pinjekerner (jeg havde ikke hakket dem nok, men synes det er bedst at gøre)
2 spk. friskhakket mynte
2 tsk. 5- krydderi
Salt og Peber
50 g. hvedemel

Yoghurtdressing:
2 dl græsk yoghurt 4 %
1 fed hvidløg. knust
1 spk. haket frisk mynte
1 spsk. hakket frisk persille
1 spsk. citronsaft
Salt og peber
evt. 1 tsk. sukker

Salat:
1 pakke rucola, renset og skyller
1 rødløg i skiver
4 modne tomater i både
½ agurk i halve skiver (u. kerner)
1 pakke fetaost i krydderolie


Foto: Sara B. Clausen.

Skyl bulgur og kom dem i en gryde, dæk med vand og kog dem i 15 min, dræn vandet fra og sæt dem til side.
Sauter løget ca. 2-3 min i olien indtil de er gyldne,tilsæt pinjekerner og rist med et lille minuts tid. Tilsæt herefter 5 krydderi, salt og peber. Vend løg og krydderiblanding med kødet samt hvedemel og æg og pisk det omhyggeligt sammen med kødkroge på elmixer.
Form små ovale kødboller af farsen på ca. 6 cm. Læg dem med lidt mellemrum i mellem i snackingtilbehøret til Actifry og tilbered dem (nok af to gange) 18 min. Alternativt i ovnen ved 200 grader i 20 min.

Rør alle ingredienser til yoghurtdressingen sammen og lad den gerne trække lidt i køleskabet indtil servering.

Vend salaten sammen og server til de varme kebbe sammen med dressingen.

Find mig også på Facebook lige her: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345
Foto: Sara B. Clausen.

mandag den 21. april 2014

Saftige og skønne æblemuffins med nødder, kanel og kardemomme.

Foto: Sara B. Clausen.
Disse skønne muffins er luftige men samtidigt tætpakkede af lækre æbler og en dejlig krydret smag fra kardemomme og kanel. Opskriften stammer fra Meyers Bageri. Jeg brugte A38 i stedet for yoghurt, det fungerede rigtig godt. De smagte skønt indtaget sammen med en kop kaffe, her på påskeferiens sidste dag. Jeg lavede 1½ gang opskriften herunder og fik 15 store muffins.

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser ca. 10-12 stk:

5-6 grønne kardemommekapsler
½ dl. koldpresset rapsolie
3/4 dl. yoghurt el. A38
140 g. sukker
75 g. brun farin
50 g. finthakkede hasselnødder
140. g hvedemel
½ spsk. kanel
1  knivspids fint salt
2 tsk. bagepulver
2 æg
400 g. Æbler i små tern

Desuden: lidt appelsinsaft til at vende i æbletern.
Rasp og sukker til formene. Olie eller bagespray. Muffinforrme.


Tag kardemommefrøene ud af deres kapsler og rist dem på en tør pande til de dufter godt. Brug en morter til at støde dem helt fint, tilsæt evt. en smule sukker, så går det lettere.Befri æblerne fra kernehuset men behold skrællen på. Skær i små tern. vend med appelsinsaften,
Rør rapsolie,yoghurt, sukker g brun farin godt sammen. tilsæt de hakkede nødder. Sigt mel og krydderier sammen og rør æggene i yoghurtblandingen et af gangen skiftevis med melet.
Vend æbletern i dejen. spray muffinforme med bagespray ellers pensles de med olie. Bland lidt rasp og sukker og ryst det rundt i de smurte forme. Så løsner de nemt efter bagning og får lidt sprødt knas.
Bag ca. 20 min ved 180 grader ( varmluft).

Find mig også på facebook:  https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.
Foto: Sara B. Clausen.

BBQ-sauce med muscovadosirup.

Foto: Sara B. Clausen.
Når man har en kæreste der arbejder ved Dan Sukker så bør man jo næsten prøve de nyeste ting
derfra ;-) Faktisk er det sjældent at han får smagsprøver med hjem, men denne fulgte med op til påsken og skulle selvfølgelig prøves. Jeg tog udgangspunkt i et opskrifthæfte der fulgte med og tilføjede så lidt af det jeg gerne ville have i.
Den blev rigtig lækker og gør sig godt med grillede retter.

BBQ dressing:

3 spsk. olie
1 finthakket løg
1 dl. tomatpure
3/4 dl. muscovadosukker
1 tsk salt
Lidt friskkværnet peber
3 spsk. citronsaft
2 spsk. sød sennep
1 tsk. chiliflager
1 fed knust hvidløg
5 dråber tabasco
3 spsk. worchestershiresauce


Svits løget i olien i nogle min. tilsæt alle de øvrige ingredienser og lad den simre i 30 min. så den bliver mere tyk i det. Lad den køle og server som tilbehør til de grillede pølser eller andet.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

søndag den 20. april 2014

Langtidstegt lammekølle med citron,rosmarin og hvidløg serveret med tomatkompot og sprøde kartofler.

Foto: Sara B. Clausen.
Jeg elsker lammekølle, så ingen påske uden at en sådan bliver tilberedt! Jeg nåede desværre ikke at tage så mange billeder, men synes ikke I skulle snydes for opskriften af den grund.
Mine gæster synes jo også nogle gange at jer er lidt skør, når jeg sådan suser rundt og fotograferer
maden ;-)
Tomatkompotten er en opskrift fra Alt for damerne og den smagte skønt! Jeg serverede med sprøde kartofler i tern, lavet i min Actifry- de bliver simpelthen bar så lækre og sprøde hele vejen rundt, på en anden måde end ovnen kan klare (og det med et minimum af fedtstof).

Lammekølle:

En flot fersk lammekølle på 2 kg.
5 fed hvidløg, skåret i splitter
4 kviste rosmarin
Salt og Peber
Revet skal af en halv Øko citron
2 spsk. Olivenolie

Rids lammekøllen lidt i fedtmarmoreringen og gnide den godt med  Olivenoliesalt og peber samt citronskal. Stik lommer i køllen med en lille spids kniv og stik hvidløgssplitter samt rosmarinblade ind i hullerne. Hak også lidt rosmarin og gnid det i kødet. Lad den gerne marinere lidt i køleskabet en times tid. Placer køllen på en rist over en bradepande.
Steg den ved 200 grader i 20 min. Skru herefter ned på 150 grader, hæld vand i bunden af bradepanden og lad den steg i yderligere 2½ -3 timer.
Lad køllen hvile i ca. 15 min. inden udskæring.

Tomatkompot:

8 modne blommetomater(skåret i tern)
1 rødløg, hakket
1 fed hvidløg
100 g. knoldsellero el. pastinak i små tern
bladene fra 2-3 kviste timian
2 spsk. tomatkoncentrat
½ spsk. vineddike el æbleeddike
½ tsk. sukker
Salt og peber

Hak tomaterne, og pil og snit løg, hvidløg og selleri i tern. Rist løg, hvidløg og selleri i en gryde med lidt olivenolie, til de er møre. Tilsæt hakkede tomater, timian, tomatpure, vineddike og sukker. Lad kompotten simre ca. 20 minutter, og krydr med salt og peber. 

Foto: Sara B. Clausen.


Sprøde kartofler i Actifry:
1 kg. kartofler skåret i tern
1½ tsk. salt
1 spsk. olivenolie
1 tsk. hvidløgspulver

Skræl kartofler og skær i tern. Skyld dem og dup dem godt tørre med et rent klæde. Kom i Actifry sammen med olivenolie. Indstil "timer" til 45 min. hen mod slutningen drysses med hvidløgspulver og salt. Server de gyldne og sprøde kartofler straks.


Foto: Sara B. Clausen.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345







fredag den 18. april 2014

Lagkage med chokomousse og lemoncurd.

Foto: Sara B. Clausen.
Lavede denne fine lagkage til min dejlige kæreste, da han havde fødselsdag i går. Chokomousse og lemoncurd går virkelig godt i spænd i denne lækre kage. Er du rigtig overskudsagtig bager du sikkert bundene selv- jeg købte prima kvalitet og de fungerede super ;-)
Selv en madglad  "hausfrau" som mig, må lære at tilpasse ambitionniveauet til de tidsmæssige ressourcer.


Foto: Sara B. Clausen.

Opskrift til ca. 10 pers:

Chokomousse:
200 g. mørk chokolade
4 æggeblommer
60. g sukker
4 dl. piskefløde

Desuden:
3 lagkagebunde
2 bananer, skiver
½ glas lemoncurd
Frysetørret hindbær ca. 1 spsk.
3 dl. piskefløde til siderne,

Hak chokoladen fint og smelt den over vandbad. Pisk æggeblommer og sukker til en hvid æggesnaps. Hæld den smeltede chokolade i æggemassen under kraftig piskning. Pisk fløden stiv og vend 1/3 af  den i chokolade-/æggemassen. Vend derefter massen tilbage i resten af flødeskummet og vend det sammen med bløde bevægelser.
Smør nederste  lagkagebund med lemoncurd, derefter chokomousse og skivede bananer, forsæt sådan med næste lag. Placer den øverste lagkagebund og smør et glat lag mousse over toppen. drys med frysetørret hindbær. Pisk fløden stiv og kom i en sprøjtepose med stjernetylle. Dekorer siderne. Opbevares på køl indtil servering.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


Foto: Sara B. Clausen.



Lakseruller med forårsgrønt, urter og citronfløde.



Foto: Sara B. Clausen.
Denne dejlige og lette opskrift må jeg bare dele med jer! Den er sprød, lækker og flot at servere. Find en god laks- gerne longsliced eller gør som jeg og køb en hel lakseside og skær selv passende skiver. Jeg brugte en lækker koldrøget laks.
Den er rigtig fin til en påskefrokost og virker frisk og forårsagtig med urter, radiser, spæde gulerødder og dejlig dressing til. Jeg fandt opskriften på dem i magasinet MAD.


Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser 4 personer:

Lakseruller:
400 g. røget laks ( 8 skiver)
½ bundt kørvet
½ bundt purløg
½ bundt persille
½ bundt dild
8 babygulerødder
4 radiser 

Citronfløde:
2 dl piskefløde
½ løg, finthakket
1 tsk. dijonsennep
Saften af en øko. citron og evt. lidt skal
Salt og friskkværnet peber

Tilbehør: frisk brød og  lakserogn el. kaviar samt gerne lidt ekstra krydderurter og hele radiser til garnering samt en citron eller limeskive.



Foto: Sara B. Clausen.

Rens urterne og skær dem i ca. 5 cm. lange stykker. Skær gulerødderne i kvarte og radiserne i skiver. Læg 2 skiver laks ved siden af hinanden med et lille overlap på midten. Placer gulerødder, dild, persille, kørvel og purløg på rullen, drys med radiser i skiver og rul dem fast sammen. Drys med lidt hakkede krydderurter og friskkværnet salt og peber.

Rør alle ingredieenser til citronfløden sammen og hæld lidt over midten af rullen. Placer en skive lime eller citron ved siden og et par hele radiser med lidt top.  Server med brød til og evt. lidt ekstra dressing så man selv kan dryppe mere på.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


Foto: Sara B. Clausen.

onsdag den 16. april 2014

Pommes frites - med lidt bedre samvittighed :-)

Foto: Sara B. Clausen.
Jeg har altid elsket pommes frites, sprøde lækre og salte. Jeg husker at min søster og jeg sparede op i månedsvis for sammen at køre hen på "Storms" og købe en bakke :-) Det var stort for os!
Men de er jo desværre ikke så sunde og derfor har jeg længe drømt om at prøve at tilberede dem i  en Actifry, som udmærker sig ved at man kun bruger 1 spsk. olie.
Jeg havde knapt fået maskinen ind af døren og pakket den ud, før jeg måtte prøve med pommes frites.

Jeg synes den er let at anvende. På forhånd var jeg lidt bekymret for, om den lille drejearm ikke ville ødelægge kartoffelstængerne når de blev bløde- men den virker helt perfekt og kører dem stille og roligt rundt, så de drejer og bliver sprøde hele vejen rundt! Man kan jo lave alt muligt i sådan en og jeg glæder mig meget til at afprøve forskelligt.
De eneste ulemper er umiddelbart, at det er en ret stor maskine, jeg har heldigvis plads i kælderen, hvor jeg opbevarer alle min "større maskiner" :-) Desuden larmer den noget, men jeg synes ikke det er slemt og kan godt holde det ud når resultatet er så godt og den selv kan stå at arbejde, mens jeg kan lave andet ;-)

Når man laver pommes frites er det vigtigt, at skære kartoflerne i nogenlunde lige tykke stave, skylle dem godt og gerne lade dem ligge lidt i koldt vand i en skål. Derefter skal de duppes helt tørre med et rent viskestykke.

Foto: Sara B. Clausen.

Foto: Sara B. Clausen.


Så er det bar at komme dem i Actifry med en spsk. olie. Min kan tage 1 kg. af gangen og den største man kan få, kan vist tage 1,5 kg.

De kan udover salt krydres med forskellige krydderier som fx. BBQ, kartoffelkrydderi, kebab, hvidløgspulver m.m.

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser (4 pers.):

1 kg kartofler, skrællet og skåret i tynde stave
1 spsk. olivenolie
2 tsk. BBQ krydderi
Salt

Ovenstående mængde skal have ca. 45 min. til de er gyldne og lækkert sprøde- serveres straks efter tilberedning.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.


tirsdag den 15. april 2014

Morgenbrød med kokosmælk og havre.

Foto: Sara B. Clausen.
Efter gårsdagens thaiprojekt, havde jeg en rest kokosmælk(light) til overs i køleskabet. Kan man komme det i brød eller boller? Synes ikke rigtig jeg kunne finde nogle opskrifter og så må man jo lave sin egen :)
Jeg valgte at gå "All in" så det blev med kokosolie og med kokosdrys.
Behøves jeg at fortælle at de bløde og luftige boller passer perfekt med nutella og bananskiver? Uhmmm, altså det er SÅ godt!
Der er lidt tropisk feel over dem  - men kokossmagen er diskret og ikke dominerende på nogen måde. 

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser:
(12 stk.)

2½ dl kokosmælk (jeg brugte light)
1 dl vand
50. g. gær
1½ spsk. rørsukker
1 tsk. salt
120 g. havregryn
350 g. hvedemel
2½ spsk. kokosolie

Foto: Sara B. Clausen.

Lun kokosmælken en smule og rør gæren ud, tilsæt vand og havregryn samt sukker og salt. Rør sammen. Tilsæt kokosolie og hvedemel og ælt dejen rigtig godt igennem. Den skal være lidt fugtig og klistret. Lad efterhæve i 1 - 1½ time til dobbelt størrelse.
Form som små brød. Lad efterhæve lunt og tildækket i 40 min. Pensles med æg og drysses med lidt kokosmel.
Bag ved 200 grader (varmluft) i ca. 15 min. Lad køle lidt på rist inden de skæres. 


Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

mandag den 14. april 2014

Lækre thaifrikadeller og gulerodssalat med forårsløg og kokosdressing.



Foto: Sara B. Clausen.
En virkelig lækker opskrift, med masser af smag. Skønne krydrede sprøde frikadeller med forårsløg, citrongræs, chili, koriander m.m.
Den friske gulerodssalat er nem at lave og smager super. Server evt. med Ris til og lidt sød chilisauce til dyppelse.
Jeg fandt opskriften i "MAD" nr. 4 - 2014 -men har tilpasset den lidt til mine præferencer.

Foto: Sara B. Clausen.

Opskrift til 4 personer:

Frikadeller:
500 g. magert kalv-/flæskefars.
3 cm. Ingefær, revet
1 solo fed hvidløg, revet
2 røde friske chilier, hakket
2 spk. hakket frisk koriander
1 citrongræs (den tykke ende) hakket fint
1½ tsk. Salt
Friskkværnet peber
1 æg
3/4 - 1 dl. kokosmælk (light)
Rapsolie.

Gulerodssalat:
3 tsk. rød karry
1 dl. kokosmælk (Light)
700 g. gulerod skåret i helt fine strimler
1 bundt forårsløg, tynde skiver
ca. 1 spsk. fishsauce
1½ limefrugt, saften.
Lidt sukker.
Friskhakket koriander til garnering.

Tilbehør: Jasminris og sød Chilisauce.

Foto: Sara B. Clausen.

Bland farsen med salt og rør den sej, rør herefter med chili, hvidløg, citrongræs,ingefær, peber samt hakket koriander og forårsløg.
Rør med mel og æg samt kokosmælken (tilsæt lidt af gangen til ønsket konsistens). Steg frikadellerne i godt med rapsolie til de er gyldne og sprøde.

Bland kokosmælken med rød karrypasta i en skål. Skær gulerod og forårsløg og vend dem i kokoskarrydressingen. Smag til med fishsauce, sukker og limesaft til en balance, hvor man ikke smager det ene mere end det andet. Garner med koriander.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.



søndag den 13. april 2014

Lækre små æbletærter.

Foto: Sara B. Clausen.
Sådan en lun og nybagt lille æbletærte er bestemt ikke det værste at få til sin eftermiddagskaffe :-) Den kan også fint serveres som dessert med et par kugler is til. Jeg havde en lille rest mørdej i køleskabet fra en anden dag. Men jeg skriver lige en god basisopskrift.

Foto: Sara B. Clausen.


4  små tærter:

Fyld:
4 æbler:
1 spsk. rørsukker
2 spk. brun farin
3 æbler i tynde både
½ dl. vand
Kornene fra en stang vanilje


Mørdej:
300 g, hvedemel
150 g. smør, blød
100 g. flormelis
1 æg

Pynt: 
1 æble i tynde både
lidt kanelsukker

Foto: Sara B. Clausen.

Ælt alle ingredienserne hurtigt sammen. Stil mørdejen koldt i ½ time inden udrulning. 

Kom æblebåde i en gryde sammen med vand, vanilje og sukker/brun farin. Lad simre til de er møre. Blend æblerne med den væde der er i gryden. Bare kortvarigt, den må godt stadig være lidt grov.Lad køle lidt.
Smør 4 små tærteforme og beklæd med udrullet mørdej. Kom æblefyld i hver tærte og skær det sidste æble i tynde både og læg dem ovenpå. Drys med lidt kanelsukker. Bag ca. 15 min. ved 200 grader til gyldne og sprøde.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

torsdag den 10. april 2014

Italiensk kalkunfad med champignon og tomat.

Foto: Sara B. Clausen.
Da jeg fandt på denne opskrift, kunne jeg allerede fornemme at det ville blive en succes og det er helt sikkert en ret der er kommet for at blive herhjemme. Nem at lave og smager bare super!
Server med sprøde kartofler lavet i ovnen blot vendt med salt og olivenolie eller med ris el. pasta til - det er helt op til dig.Suppler med en god salat.

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser 4 pers:

1 kakunbryst, skåret i schnitzler
3 spsk. olivenolie
Revet skal af en øko citron
1-2 spsk. citronsaft
2 spsk. finthakket rosmarin
Salt og peber
1 solofed hvidløg, knust med kniven og hakket fint
3 små løg, ringe
1 tsk. flydende honning
500 g. champignon i tykke skiver
Oliveolie og smør
1 flaske tomatsauce 680 g.

Tilbehør: Kartofler, ris eller pasta og en god salat.


Foto: Sara B. Clausen.

Vend kalkunschnitzler med olivenolie, hvidløg, rosmarin samt citronskal, citronsaft salt og peber. Lad marinere 20 min. Varm en pande op med lidt olivenolie og smør og brun schnitzlerne, nogle stykker af gangen, i ca. 2 min. på hver side. Overfør dem efterhånden som de er stegt til et ildfast fad. Brun champignon på samme pande, drys med lidt salt og peber, hæld dem over schnitzlerne. 
Brun herefter løgringene på panden, tilsæt en smule mere smør og evt. lidt vand efterhånden som de steger. Kom lidt honning ved - sødmen er god sammen med syre fra tomaterne.
Kom løgene i fadet til schnitzler og champignon. hæld tomatsaucen under. Sæt i en 200 grader varm ovn i 20 min.
Server med det ønskede tilbehør.

Foto: Sara B. Clausen.



Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

onsdag den 9. april 2014

Peanutbutter snackbidder.

Foto: Sara B. Clausen.
Disse små lækre stykker, som mest kan sammenlignes med en lækker raw kage, smager himmelsk og er slet ikke så syndige som man kunne tro. Kan stærkt anbefales og kan endda med god samvittighed gives med i madpakken til en lille "afternoon treat". De smager SÅ godt!
Jeg fandt opskriften på Eurowoman.dk men det er de dygtige piger fra Twin food der står bag.
Dog fungerede opskriften i deres form ikke helt for mig, trods ekstra peanutbutter var massen alt for smuldrende og tør. Måske kan det komme an på hvor våde dadlerne man bruger er? Men jeg valgte i hver fald at tilsætte 1 dl. appelsinsaft og 1 tsk. vaniljekorn og det gjorde efter min mening opskriften bedre. I får her min version.

Foto: Sara B. Clausen.


Opskrift til ca. 24 små bidder:

Konfektmasse:
250 g. dadler øko. fx. Urtekram
100 g. mandler
3½ spsk. fedtfattig kakao fra Urtekram
50. g. øko kokosmel
3½ spsk. peanutbutter -Crunchy
1 tsk. vaniljekorn fra Urtekram
1 dl. appelsinsaft

Topping:
100 g. mørk chokolade min 70%
1½ spk. peanutbutter, Chrunchy
Foto: Sara B. Clausen.

Kom dadler, mandler, kokos, kakao og vaniljekorn samt peanutbutter i en blender og kør det rundt til en finthakket konsistens. Tilsæt appelsinsaft ca. 1 dl. mens massen kører rundt og stop når den bliver samlet og fugtig.

Fordel massen i en form ca. 20 x 20 cm beklædt med bagepapir. Tryk den flad og glat den ud ved hjælp af et stykke madpair ovenpå og glat derpå med hånden eller en ske. Træk madpapiret væk. Lad sætte sig lidt i køleskabet mens du smelter chokoladen . 

Smelt også peanutbutter, kan gøres forsigtigt i microovnen men pas på det kun akkurat smelter og ikke få for meget. Fordel den smeltede chokolade ovenpå konfektmassen med en dejskraber- kom klatter af smeltet peanutbuttet ovenpå den smeltede chokolde i et tilfældigt mønster. Træk evt. en spids kødnål eller skaftet af en teske igennem så chokolade og peanutbutter smelter mere sammen.

Dæk fadet med husholdnings film og lad køle i mindst en time. Skær små stykker ud af den firkantede masse. Gem i en lufttæt boks på køl. Men de forsvinder nok ret hurtigt ;-)

Find mig også på facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.


tirsdag den 8. april 2014

Påskepasta med sprøde majs og bacon i en flødesauce.

Foto: Sara B. Clausen.
Denne ret, som jeg fandt på til aften, får nok ikke nogen bedre salgs tale end den min ene søn gav; "Det er en guderet" - nem at lave, hurtig og smager guddommeligt  :) Jeg hørte det først som en gryderet og indvendte straks, at det jo ikke nødvendigvis var hurtig mad :-)
Jeg kalder den påskepasta fordi den har friske forårsfarver i form af bl.a. gul og knaldgrønne basilikumblade på en flødefarvet baggrund. Det er en "light version" med 7% cremefine. Serveret med frisk tagliolini pasta
( som forresten er på tilbud i Rema 1000 til 5 kr pakken denne uge!).

Ingredienser 4 personer:

3 bananskalotteløg, hakket fint
1 pakke bacon i skiver, små strimler
2 røde friske chilifrugter, hakket (med eller uden kerner alt efter smag)
1 fed solo hvidløg, Hakket
1 dåse søde og sprøde majs, drænet
En stor håndfuld persille, hakket
En stor håndfuld basilikumblade, hakket ( + lidt til garnering)
Salt og peber
1 spsk. grøntsagsfond
500 ml. cremefine 7%

Tilbehør: 500 g. frisk Tagliolini pasta , friskrevet Parmesan ( alt. grana pandano el pecorino)

Hak løg, chili og hvidløg samt krydderurter. Kom lidt olie en en gryde og svits bacon deri ca. 4 min. Tilsæt løg, chili samt hvidløg og lad svitse yderliger 3 min. Kom majs ved og svits 2 min. Tilsæt herefter fløden (cremefine 7%) samt grøntsagsfond (flydende)og varm igennem. Tilsæt hakket persille og basilikum og smag til med salt og peber.
Kog pastaen som anvist i rigeligt saltet vand ca. 4 min. (længere hvis du ikke bruger frisk!) og vend den friskkogte pasta med saucen, Server garneret med friske basilikumblade samt friskrevet parmesan e.l.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.