lørdag den 8. november 2014

Sprød osteomelet med skinke og tomat.

Foto: Sara B. Hansen.
Uhmmm, denne omelet, som jeg fik til morgenmad, er virkelig lækker og vil garanteret holde mig godt mæt og levere energi til nogle timers arbejde i haven. Jeg vil for måske for sidste gang i år (det håber jeg), rive de resterende blade og agern fra naboens store træ sammen, som gavmildt drysser ned i græsplæne og bed. 
Der er også lidt stiklinger fra hindbærbuskene, som jeg gerne vil have sat - for næste år skal gerne give en masse lækre hindbær :-) 
En mellemstor pandekagepande er forresten rigtig god til at lave omelet på, så bliver de flotte- jeg gad så ikke lige at finde min frem her til morgen og brugte bare den store jeg bruger mest, lidt doven har man vel lov at være en gang i mellem:-)

Inspirationen kommer fra Madbanditten en blog jeg selv er rigtig glad for at følge!


Foto: Sara B. Hansen.

Opskrift 1 person:

2 store æg
smør til stegning
salt og peber
2 skiver kogt skinke
4 -5 smalle skiver mild lys cheddar ost el anden ost
1-2 tomater
2 spsk. hakket persille


Foto: Sara B. Hansen.
Smelt smør på panden og fordel osten lidt ovenpå, når den smelter og begynder at boble, hælder du de sammenpiskede æg tilsat salt, peber samt hakket persille ovenpå. Lad stege nogle min. til den begynder at blive mere fast, læg de to skiver skinke foldet ovenpå omelettens ene halvdel ( fold dem så den rundede del af skinken passer med den runde del af omeletten og den lige kant hen mod den lige kant der opstår når man folder omeletten over sin egen midte). Fold nu omeletten sammen henover skinken med en paletkniv og steg den nogle min mere- vend evt. hvis den lige skal have lidt mere på oversiden. Server med friske tomatskiver ovenpå.

Find mig også på FACEBOOK.


Foto: Sara B. Hansen.

2 kommentarer:

  1. Den ser superlækker ud, din omelet. Jeg har også selv opdaget fornøjelsen ved omeletter, så det får vi af og til som aftensmad foldet omkring noget lækkert fyld :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Christina, den er også super god- kunne også forestille mig den ville smage skønt med asparges i og med lidt kylling....der er mange muligheder :-)

      Slet