tirsdag den 7. oktober 2014

Lækkert æltefrit rugflagebrød med solsikkekerner.

Foto: Sara B. Hansen.
Et rigtig dejligt og groft brød bagt med en blanding af rugmel, rugflager, solsikkekerner og hvedemel efter den langtidshævede æltefri metode.

Ingredienser 1 flot stort brød:

Gær på størrelse med en ært
4 dl. vand
1½ tsk salt
½ tsk rørsukker
100 g. Rugflager (Urtekram)
50 g. solsikkekerner
100 g. rugmel
Ca. 300 g. hvedemel
Olivenolie til hæveform

Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt, sukker, rugflager og solsikkekerner samt rugmel, rør til sidst hvedemel i. Dejen skal være  fugtig men ikke flydende, kernerne samt rugflager suger en del væde mens det hæver.
Lad hæve mindst 12 timer ved stuetemperatur. Kom dejen ud på et meldrysset bord og fold den 4-5 gange fra hver side. Brug en bage spatel.

Kom dejen i en olieret skål og vend den evt lidt rundt, dæk til med fugtigt klæde eller film og lad hæve 2 timer.

Kom din støbejernsgryde (med låg) , stegso eller lignende i ovnen og varm op til 250 grader.  Når temp. er nået lader du den lige stå lidt ekstra tid, så du er sikker på den er helt varm. Drys med mel og hæld dejen i den varme gryde. Sæt den straks i ovnen med låg på.Bag brødet i 30 min. Skru herefter ned til 225 og fjern låget. Bag brødet i yderligere ca. 20 min. Lad køle på rist, inden det skæres.



Foto: Sara B. Hansen.
Find mig også på FACEBOOK.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar