søndag den 20. april 2014

Langtidstegt lammekølle med citron,rosmarin og hvidløg serveret med tomatkompot og sprøde kartofler.

Foto: Sara B. Clausen.
Jeg elsker lammekølle, så ingen påske uden at en sådan bliver tilberedt! Jeg nåede desværre ikke at tage så mange billeder, men synes ikke I skulle snydes for opskriften af den grund.
Mine gæster synes jo også nogle gange at jer er lidt skør, når jeg sådan suser rundt og fotograferer
maden ;-)
Tomatkompotten er en opskrift fra Alt for damerne og den smagte skønt! Jeg serverede med sprøde kartofler i tern, lavet i min Actifry- de bliver simpelthen bar så lækre og sprøde hele vejen rundt, på en anden måde end ovnen kan klare (og det med et minimum af fedtstof).

Lammekølle:

En flot fersk lammekølle på 2 kg.
5 fed hvidløg, skåret i splitter
4 kviste rosmarin
Salt og Peber
Revet skal af en halv Øko citron
2 spsk. Olivenolie

Rids lammekøllen lidt i fedtmarmoreringen og gnide den godt med  Olivenoliesalt og peber samt citronskal. Stik lommer i køllen med en lille spids kniv og stik hvidløgssplitter samt rosmarinblade ind i hullerne. Hak også lidt rosmarin og gnid det i kødet. Lad den gerne marinere lidt i køleskabet en times tid. Placer køllen på en rist over en bradepande.
Steg den ved 200 grader i 20 min. Skru herefter ned på 150 grader, hæld vand i bunden af bradepanden og lad den steg i yderligere 2½ -3 timer.
Lad køllen hvile i ca. 15 min. inden udskæring.

Tomatkompot:

8 modne blommetomater(skåret i tern)
1 rødløg, hakket
1 fed hvidløg
100 g. knoldsellero el. pastinak i små tern
bladene fra 2-3 kviste timian
2 spsk. tomatkoncentrat
½ spsk. vineddike el æbleeddike
½ tsk. sukker
Salt og peber

Hak tomaterne, og pil og snit løg, hvidløg og selleri i tern. Rist løg, hvidløg og selleri i en gryde med lidt olivenolie, til de er møre. Tilsæt hakkede tomater, timian, tomatpure, vineddike og sukker. Lad kompotten simre ca. 20 minutter, og krydr med salt og peber. 

Foto: Sara B. Clausen.


Sprøde kartofler i Actifry:
1 kg. kartofler skåret i tern
1½ tsk. salt
1 spsk. olivenolie
1 tsk. hvidløgspulver

Skræl kartofler og skær i tern. Skyld dem og dup dem godt tørre med et rent klæde. Kom i Actifry sammen med olivenolie. Indstil "timer" til 45 min. hen mod slutningen drysses med hvidløgspulver og salt. Server de gyldne og sprøde kartofler straks.


Foto: Sara B. Clausen.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345







Ingen kommentarer:

Send en kommentar