mandag den 30. september 2013

Nem spaghetti med citron, tun og broccoli.

Foto: Sara B. Clausen.
Det her er bare nemt og hurtigt- 20 minutter- BUM så er der mad på bordet og det smager skønt. Det er godt med nem mad på sådan en hverdag, hvor man også lige købte et hus, efter at have været på arbejde og handlet de almindelige fornødenheder ;-)
Brug en god olivenolie til retten og eksperimenter evt. med at komme hakkede oliven i i stedet for kapers, eller både og måske? - hvidløg kan også tilsættes.

Ingredienser 4 personer:

400 g. fuldkornspaghetti
½-1 øko citron, skal og saft
1 broccolihoved, plukket i små buketter
2 dåser tun ( i olie eller vand - jeg synes førstnævnte smager bedst )
2 små rødløg, finthakket
3 spsk kapers, hakket
1½ tsk. tørrede chiliflager
Friskkværnet peber
Revet parmesan i rundhåndede mængder
6 spsk. Olivenolie af god kvalitet

Del Broccolien i små buketter, du kan godt bruge lidt af de tynde stængler i skiver også. Hak løgene. Hak kapers groft. Kog spaghettien i 6 min. i letsaltet vand. De sidste 4 min. koges broccolien med.
Svits løg og chili 3 min i 4 spsk olivenolie. Varm en skål og kom findelt tun og kapers samt revet citronskal og saft i den, høld løg og chiliblandingen over. Dræn spaghetti og Broccoli og vend det godt sammen med tunblandingen og en del friskkværnet peber og 2 spsk.ekstra olivenolie. Det er ikke sikkert at der er behov for salt, grundet salt i patavandet, parmesanost og kapers. 
Server med friskrevet parmesan over.


Foto: Sara B. Clausen.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


søndag den 29. september 2013

Retromad ; Høns og asparges i tarteletter.

Foto: Sara B. Clausen.
Min ældste søn har spurgt lidt til om jeg ikke snart ville lave Høns i asparges med tarteletter, det er yders sjældent på bordet- men det smager jo skønt. Som barn elskede jeg, når min farmor lavede det, vi fik det hos dem med nye aspargeskartofler til og drysset med persille og vi var så vilde med med det, at hun altid lavede det efterår/vinter, hvis vi kom på besøg. Jeg skruer altid lidt ned for fedtprocenten og anvendte til denne madfløde på 15% i stedet for 38% og synes på ingen måde at retten lider under det. Server med en god salat til så fungerer det som hoveret.


Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser:

1 fersk kylling på 1600 g.
ca. 2½ dl vand
3 porrer, ringe
1/4 knoldselleri i tern
3 gulerødder, tern
3 kviste timian
3 kviste merian
6 hele peberkorn
3-4 laurbærblade
2 spsk. herbamare grøntsagsbouillon
2 tsk salt
1 dåse hvide asparges (god kvalitet)

50 g. smør
65 g. mel
5 dl. hønsefond
Aspargesvand fra en dåse
250 ml. madfløde 15%
Salt og peber
2 tsk estragon (tørret)

Evt. lidt karse almindelig eller brøndkarse til garnering og tarteletter.


Foto: Sara B. Clausen.


Kom kyllingen i en gryde og dæk den lige akkurat med vand ca. 2½ liter.  Kom grøntsager, urter og krydderier samt bouillon ved. Lad den koge op stille og roligt på middel varme og smårsimre ialt ca. 1½ time. Skum urenheder af undervejs.
Tag kyllingen op og lad den køle nok til at du kan håndtere den og plukke alt kødet af.  Lad resten af hønsesuppen med grøntsager simre yderligere så det reduceres og smagen intensiverer.
Hæld gennem en si og gem den klare suppe.

Smelt smør i en gryde og kom mel i så der laves en melbolle. hæld lidt hønsesuppe i lidt af gange og rør/pisk grundigt så det bliver en jævn opbagning. Tilsæt ialt 5 dl. suppe (gem resten og frys ned til en anden gang). Kom aspargesvandet fra en dåse i sovsen samt de 250 ml. madlavnings fløde. Smag til med salt, peber og estragon. Kom kyllingen (plukket i mindre stykker) samt asparges i og lad retten varme godt igennem.

Varm Tarteletterne og lav en god salat som tilbehør.

Find mig også på facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.


lørdag den 28. september 2013

Stjernegode brød med skyr, havre og spelt.

Foto: Sara B. Clausen.
Fik lyst til at lave mine brød en anden form i dag, så brugte en stor stjerneudstikker- men man kan selvfølgelig også bare lave dem som helt almindelige boller.De smager dejligt med skyr, havre spelt og honning i dejen. 

Foto: Sara B. Clausen.


Ingredienser 25 stk:
50 g. gær
250 g. skyr
2 spsk. honning
15 g. salt
7 dl. lunken vand
2 spsk. hørfrøolie
600 g. øko fuldkorns speltmel
175 g. Havregryn
2 spsk. Fiberhusk

Foto: Sara B. Clausen.

Rør skyr lunken vand og honning og salt sammen i en lille skål. Kom gæren i en større og hæld skyrblandingen over. Opløs gæren helt . Tilsæt olie og  havregryn og halvdelen af speltmelet og ælt det på røremaskine i 5-10 min. Tilsæt resten af speltmelet og fiberhusk og ælt i 5 min. Tag dejen ud på et meldrysset bord og ælt dejen færdigt. lad hæve en time tildækket. Form brødene som du har lyst eller som stjerner. Lad efterhæve i 30 min. Pensles med æg og drysses med birkes og sesam.
Bages 12-15 min. ved 200 grader.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345





torsdag den 26. september 2013

Æggekage med "kødædelige" blomster og en aften med yngstesønnen i køkkenet.

Foto: Sara B. Clausen.
I dag har min 12 - årige søn, med mig som assistent, sørget for aftensmaden til os 6 herhjemme for første gang!
Han er begyndt at have hjemmekundskab( eller frikadellesløjd som min kæreste siger:) og er begyndt at vise mere interesse for at lave mad herhjemme også- de har nu altid hjulpet til i køkkenet og storbror har ofte en maddag. Men nu kom Mikkel så også og sagde, at han gerne ville lave æggekage til os. Den smagte godt og så festlig ud med " kødædelige blomster" som Mikkel døbte dem. Vi lavede 1½ portion af opskriften men jeg skriver den bare til 4 personer.

Jeg hørte lige i radioen forleden, at Blandt 5-9 årige børn, deltager kun fire procent næsten dagligt i madlavningen derhjemme. Det samme gælder 6 procent af børn mellem 10 og 16 år.Hvert fjerde barn er kun med til at lave mad to gange om året – eller aldrig. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Arla i forbindelse med madfestivalen Copenhagen Cooking. Børn skal da med i køkkenet og lære en masse om mad og råvarer derhjemme!


Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser 4 personer (som hovedret):

8 æg
2½ dl. minimælk
salt
peber
2 tsk herbe de provence
3 store porrer, skyllet og i skiver
200 g. cocktailpølser
2 tsk. chiliflager
150 g. tomater
1 bakke karse
1 bundt persille, hakket
Lidt olivenolie.

Tilbehør: Godt rugbrød.


Foto: Sara B. Clausen.


Rens porrer godt og skær i skiver. Snit et kryds i enden af cocktailpølserne. Pisk æg , minimælk, salt og peber, herbe de provence sammen. Svits porrerne med lidt salt og peber og chiliflager på en pande med lidt olievenolie. Det skal være en pande der tåler at gå i ovnen.
Hæld æggemassen over og lad den stege lidt ved mellemvarme til den begynder at blive fast i siderne. Sæt den så i ovnen i ca. 5-8 min ved 200 grader - til fast. Steg pølserne så de begynder at krænge udad i krydset og ligne "blomster". Pynt æggekagen med karse, persille tomater og "kødædelige" blomster. Server med rugbrød til og evt. lidt ekstra grøntsagstave- agurk/gulerod.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen
Opvasken fastholdt dog ikke opmærksomheden så længe ;-) Nå- pyt- flot indsat fra min søde Mikkel!

onsdag den 25. september 2013

Burger med chilimayo, bagte rødbeder og peberrod.

Foto: Sara B. Clausen.
Aftensmad i den sundere ende af skalaen af "fast food"  - som ikke er helt så "fast", når man laver det
selv ;-) Jeg snød dog og købte nogle grove boller i Lidl til dem.
Chilimayoen har jeg lavet i en "light version" - men det kan man selvfølgelig gøre som man vil, ved at bruge mere eller mindre mayonnaise og græsk yoghurt på 2% eller 10% alt efter smag.

Jeg skriver hvor mange gram kød pr. person, så kan man selv justere efter hvor mange personer der skal laves mad til . Der er ikke sat mål på krydderierne men til 800 gram kød ville jeg bruge ca. 3 store tsk. pesto og 2 tsk. løgpulver.

Ingredienser:
200 g. magert hakket oksekød pr person (7%)
50. g hytteost pr. 200 g. kød
løgpulver
pesto
Salt og peber
evt. et fed hvidløg

Chilimayo:
3 spsk. mayonnaise (god kvalitet)
5 spsk. Græsk youghurt 2 %
1 spsk. Sambal Olek
1 spsk. citronsaft
1 spsk. ketchup
1 tsk. løgpulver
Salt og peber

Rødbeder:
2-3 rødbeder skåret i skiver på ca. 1 cm tykkelse
Salt og peber

Tilbehør: Grove boller, Revet peberrod, Salatblade, Agurk, rødløg, tomat  samt evt. båd kartofler eller lignende.

Rør farsen rigtig godt sammen af oksekød, hytteost, pesto, løgpulver samt salt og peber. Form til bøffer.

Skræl og skær rødbeder i skiver og kom dem på en plade med bagepapir- drys med lidt salt og peber og bag dem ca. 15 min. ved 200 grader.

Rør alle ingredienser til "chilimayoen" sammen og sæt på køl. Steg bøfferne i lidt olivenolie ca. 3 min på hver side, kan herefter holdes lune (eller varmes inden servering) i ovnen.

Skyl salat og grøntager og anret dem på et serveringsfad så man selv kan lave sin burger ved bordet.
Smør bollerne med chilimayo og kom derpå salat og ønsket tilbehør, det er måske ikke alle børn der vil have bagte rødbeder og peberrod i deres- men jeg kan i hver fald godt lide det.

Find mig også på Facebook : https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


mandag den 23. september 2013

Pesto- og mozzarellafyldt kyllingbryst med krydrede pommes duchesse og spinatsalat med hindbær, parmesan og croutoner.

Foto: Sara B. Clausen.
Denne lækre aftensmad menu blev til med udgangspunkt i en rest katoffelmos fra forleden. Jeg havde krydret den med et brasekartoffelkrydderi fra "Tiger" butikken og lidt hvidløgs pulver foruden alm. salt og det smagte faktisk rigtig godt. Nu blev det så rørt op med en klat smør og et par æggeblommer og derefter sprøjtet ud med tylle på bagepapir. Dejligt og bedste stop madspild stil.
Hertil en skøn salat med spinat og flotte store hindbær samt brødcroutoner.



Ingredienser:
1 kyllingbryst per person
2 skiver seranoskinke pr. kyllingbryst
1 tsk. grøn pesto til hver kyllingbryst
1 skive frisk mzzarella pr kyllingbryst
Friskkværnet peber
Citronflagesalt
smør/olie til stegning

Pommes duchesse:
En rest kartofelmos på 900 gram 
3 æggeblommer
2 spsk. smeltet smør

Salat:
1 pose friske spinatblade
1 bakke hindbær
1 lille bundt forårsløg
1 håndfuld brødcroutoner(købte)
parmesanflager

Dressing rørt af :
4 spsk. vaniljeolie
2 spsk. hindbæreddike
Friskværnet peber
lidt salt
1 tsk. honning

Rør kartoffelmos med de øvrige ingredienser og kom det i en pose med stor tylle. Sæt små toppe af kartoffelmos på plader med bagepapir og bag ca. 25 min. i ovnen til gyldne og faste.

Skær en lomme i hver kyllingbryst og kom mozzarella og pesto i. Svøm skinke omkring. Brun kyllingebrystfileterne i lidt smør eller olie ca. 2 min. på hver side. Kom dem i et ildfast fad , krydres med Peber og lidt citronflagesalt. Giv dem yderligere ca. 12 min. i ovnen.

Skyl og slyng spinaten godt. og bland salaten af øvrige ingredienser. Pynt med hindbær og parmesanflager samt croutoner. Hæld dressing over ved servering.

Find mig også på Facebook lige her: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


søndag den 22. september 2013

Dejlig cremet Broccolisuppe med ristede græskarkerner.

Foto: Sara B. Clausen.
Her til aften lyder menuen hos os på Cremet broccolisuppe med ristede græskarkerner og så vil jeg lave lidt bruschetta på groft brød dertil. Jeg elsker suppe og synes at det er ekstra godt når den cremede og bløde suppe får selskab af noget der er sprødt og knaser.
Det er både sundt og godt på alle måder- at der ikke altid er kød på menuen.

Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser 6 personer:

2 hele broccolihoveder- renset men alt kan bruges- også stokken.
3 små løg
3 fed hvidløg
2 l. vand
5-6 kartofler, skrællet og i tern
2½ spsk. herbamare øko. grøntsagsbouillon
Salt og Peber
3 kviste timian
3 kviste merian
250 ml. madlavningsfløde 4 % eller 7 % ( alm.. piskefløde hvis det foretækkes)

Tilbehør: 2 dl. græskarkerner, ristet til de popper og er gyldne, på en tør pande.

Foto: Sara B. Clausen.

Kom grøntsager i gryden og tilsæt timian og merian. Kog vandet og opløs herbamare grøntsagsbouillon deri og hæld det over grøntsagerne. Lad det koge til de er møre. Blend til en cremet masse og smag til med salt og peber samt fløde. Server med tørristede græskarkerner og godt brød til evt. bruschetta eller ostebrød.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

Krydrede syltede rødbeder.

Foto: Sara B. Clausen.
Faldt over et tilbud på rødbeder til 5 kr. pr kg. og det gav mig lyst til at købe med hjem og sylte dem. Jeg besluttede mig for en lidt krydret version og de blev virkelig gode synes jeg med et strejf af  bl.a. stjerneanis. Gode helt klassisk på leverpostejsmaden eller som tilbehør til maden. Denne sommer har jeg fået lavet en masse syltetøj af jordbær, hindbær, ribs, brombær og blommer og nu disse krydrede rødbeder -  Hvad har du syltet hjemme hos dig i år?

Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser:
1 kg. rødbeder, gerne aflange der giver flotte skiver.
½ l. lagereddike
200 g. sukker
4 hele peberkorn
4 kviste timian
2 fed hvidløg
2 fed hvidløg, skiver
3 stjerneanis
4 hele nelliker
1 lille løg i kvarte

Foto: Sara B. Clausen.

Start med at koge rødbederne i lidt letsaltet vand i ca. 50-60 min. kom dem derefter i koldt vand og gnub skrællen af dem. Fjern endeskiven og skær herefter i skiver i den tykkelse du ønsker.

Kog Lagen af eddike, sukker, løg og krydderier- sukkeret skal være helt opløst. Kom rødbederne på pinligt rene og skoldede glas og hæld lagen over, lad hvidløgsfed, krydderier og løg blive ved.
Luk glassene til med det samme. Opbevares mørkt i fx. et køkkenskab - efter åbning på køl.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.


torsdag den 19. september 2013

Lækker figentærte med forårsløg og mandler.

Foto: Sara B. Clausen.
Dette er en både smuk, lækker, sund og endda også nem tærte, som man kan lave på ganske kort tid.
For tiden er der masser af friske figner i butikkerne og Netto har dem endda til en flad femmer for 4 stk! Så alt i alt er der god grund til at forsøge sig med den :-) Server med en dejlig blandet salat til.

Jeg blev egentlig inspireret af en opskrift på en anden blog som jeg synes er rigtig fin nemlig Kirstens "Kødfri Fredag" -men jeg endte alligevel med at lave min helt egen version.


Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser 4 personer:

Fyld:
250 g. hytteost "levevis" 1,5 % fedt
2 æg
1 fed hvidløg eller 1 tsk. tørret hvidløgspulver
Salt og peber
3 kviste frisk timian
6-7 friske figner
1 bundt forårsløg
1 håndfuld mandler, grofthakkede
lidt  flydende akaciehonning

Dej:
250 g. økologisk fuldkorn speltmel
1 tsk. salt
1 tsk. bagepulver
½ dl. olie
1 dl. vand


Foto: Sara B. Clausen.

Ælt alle ingredienser til dejen sammen og lad den evt. hvile lidt på køl. men den kan sagtens rulles ud på et meldrysset bord med det samme. Smør en tærteform (jeg bruger bagespray og metalform med løs bund) og for tærteformen med dejen.

Blend hytteost og æg sammen med salt og peber til en jævn cremet masse. Hæld massen ovenpå tærtebunden.  Skær figner i kvarte og rens forårsløg og læg disse dekorativt ovenpå æggemassen. Drys med timian, hakkede mandler samt friskkværnet peber.
Kom en lille smule akaciehonning ovenpå med hurtige bevægelser henover tærten.
Bag den ca. 25 min. ved 200 grader. server med en god salat.

Find mig også på Facebook:https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


Foto: Sara B. Clausen.

tirsdag den 17. september 2013

Gris i flammer med kartoffel- /persillerodsmos og bønner.



Foto: Sara B. Clausen.
Dejlig ret som passer godt til en efterårsagtig dag- første gang vi har fået kartoffelmos i år, men det synes pludselig at være det helt rette.
Jeg elsker den krydrede sovs i retten her, men man kan selvfølgelig variere den i styrke, så den passer til lige ens egen smag.

Ingredienser min. 4 pers.:

500 g. skinkekød i strimler
2 løg, finthakket
4 fed hvidløg, presset
2 spsk. fint revet ingefær
2 røde chili med eller uden kerner efter smag, finthakket.
2 snackpeberfrugter (gul og rød) i små tern
2 spsk. muscovadosukker eller brun farin
1 dåse hakkede flåede tomater
2 tsk. Colmans sennepspulver
1 knivspids cayennepeber
1 dl. kinesisk soja
1 spsk. friskpresset citron
250 ml. cremefine 7%

Tilbehør kartoffelmos af :


1,5 kg. kartofler
4 persillerod
vand så det dækker
1½ dl. mælk
lidt smør
salt/peber

Kogte grønne Bønner.

Rens kødet for evt. fedt og sener og skær det i tern. Hak løg og hvidløg. og gør øvrige ingredienser klar. Brun kødet i lidt olivenolie i nogle min. Tilsæt løg, hvidløg, chili og ingefær samt sukker. Lad simre nogle min. Tilsæt flåede tomater, sennepspulver, Soja og peberfrugt. Lad retten simre under låg til kødet er mørt. Ca. 1 time og 30 min. Tilsæt citronsaft og cremefine og smag til med salt og peber.Det er ikke sikkert der er brug for salt på grund af sojaen store saltindhold.  for en mere rund smag kan der tilsættes lidt fløde.


Skær kartofler og persillerod i mindre tern og kog dem møre i usaltet vand. Mos dem og kom en klart smør ved og ca. 1½ dl. mælk. Smag til med salt og peber.

Nip bønner og kog dem møre men så de stadig har bid i lidt saltet vand.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


søndag den 15. september 2013

Æblekage med vaniljeskyr og kanelrasp - næsten som at kysse himlen :-)

Foto: Sara B. Clausen.
Denne drønlækre æblekage er noget mere kalorielet end den gængse med flødeskum. Skyr er proteinrigt og meget fedtfattigt 0,2% og når det røres med vanilje og lidt akaciehonning, så bliver det den skønneste creme- jeg må indrømme at jeg fortrækker den frem for flødeskum!
Raspen er krydret med kanel og det giver en lækker blød kant som jeg holder af. Haver og butikker bugner af skønne danske æbler lige nu så det er oplagt at bruge så mange som muligt i både aftensmad, desserter og madpakker m.m.

Opskriften er min variant af en opskrift i den lækre kogebog "Fair food".


Foto: Sara B. Clausen.
Det skal du skal bruge til 4 store eller 6 mindre portioner:

600 g. dejlige æbler (renset vægt)
½ dl. vand
50 g. øko. rørsukker
1 stang vanilje, kornene men kog stangen med.

3½ dl. skyr
1½ spsk. akaciehonning, flydende
1 vaniljestang, kornene.

80 g. rasp
2 tsk. ægte kanel
50 g. øko. rørsukker
50 g. smør


Foto: Sara B. Clausen.

Start med at skrælle æbler og fjerne kernehus og skær i mindre stykker. Kog dem i en gryde sammen med vand, sukker og vaniljekorn til de er møre, pisk grøden lidt igennem men der må gerne være lidt hele æblestykker. Kom i en skål og lad køle lidt.

Kom smør på en pande ved middel varme og lad det smelte men ikke brune. Bland rasp, sukker og kanel godt og hæld det i den smeltede smør, steg det til det begynder at karamelisere lidt og blive gyldent- kanelen farver det mere mørkt. Rør godt rundt i det undervejs. Lad køle bredt ud på en tallerken eller bagepapir, så det bliver sprødt.

Rør skyr med honning og vaniljekorn. Find fine gennemsigtige skåle eller glas og kom først æblegrød, så vaniljeskyr og dernæst kanelrasp og lav det lagvis så fremdeles, slut af med rasp på toppen. Stil på køl indtil servering.

Find mig også på Facebook lige her: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


Foto: Sara B. Clausen.

lørdag den 14. september 2013

Kærlighed til brød - hjemmebagt eller hjembragt?


Forleden var jeg sammen med andre bloggere inviteret på besøg i Pågens store bageri i Malmø. Det var et rigtig hyggeligt arrangement og skægt at opleve en fabrik.



Foto: Sara B. Clausen.
Jeg er jo meget til selv at bage mit brød- men det sker da også at jeg springer over hvor gærdet er lavest en gang i mellem og så køber jeg mig jo til det. Jeg er opmærksom på at det helst skal være nøglehulsmærket brød - usødet, uden konservering og med mange fiber. Der kan Pågen også godt være med lærte jeg.

Foto: Sara B. Clausen.
Vi fik et foredrag omkring pågens historie og det var sjovt at høre, hvordan det tilpasses de forskellige lande. Her i Danmark er der opmærksomhed på nøglehulsmærket og vi er til de mørke og grove brød, mens brødet i sverige er en sød historie. Desuden spiser man ikke madpakker der, børnene får mad i institutionen og på arbejdpladsen går man mere ud at spise.


Foto: Sara B. Clausen.

Pågen har to møller hvor de producerer deres egen mel og har ligeledes også deres egen gærfabrik, hvor de bl.a. bruger restbrødet i deres gærproduktion i bedste "stop madspild" stil.
Der produceres årligt 205.000 000 brød og bruges dagligt 380 ton mel - så det er virkelig storbageri!  


Tilføj billedtekst
Pågens "flagskibe" er produkter som "Lingons Grova", et sødt brød med tyttebær i og så kender vi nok alle deres kanelgifler som også findes i andre varianter.Et andet stort produkt er deres crisp rolls - som fås i varianter vi aldrig ser på hylden herhjemme, men som jeg nu har smagt. Fx. med julekrydderier og kardemomme m.m.


Tilføj billedtekst
Jeg havde nok en idé om at deres brød var fulde af konserveringsmidler- men det hele handler om hygiejne, hygiejne, hygiejne.... som de har mulighed for at styre på en helt anden måde end man kan i sit eget køkken.
Dejen og brødet håndteres ikke at menneskehænder, der er luftfiltrering og pakning i lufttomme poser m.m. der biddrager til den gode holdbarhed.


Foto: Sara B. Clausen.
Iklædt det rette udstyr til fabriksvandring :-)

Den Italienske bagermester og melcharmør med et smil der er lige så sødt som hans navn lyder "Carmelo Dibartolo", var også forbi og fortælle os lidt omkring hjemmebagning, brød historier og tips.


Pressefoto.
Aftenen sluttede af med at vi fik lov til at fylde poser med brød og kager til vi skammede os og der skulle altså noget til, jeg følte mig faktisk en anelse grådig, da jeg slæbte afsted med flere poser end jeg næsten kunne bære- men nu er der madpakkebrød til længere tid i fryseren herhjemme. 

Sådan så hylderne ud da vi kom:
Foto: Sara B. Clausen.
Og sådan så de ud da vi gik :-)


Foto: Sara B. Clausen.
Alt i alt en god oplevelse. Jeg vil stadig helst bage selv- men man fornemmer også en kærlighed til brødet hos folkene bag Pågen og det er jo godt at have alternativer.


Foto: Sara B. Clausen.

torsdag den 12. september 2013

Grillet Kalvemedaljon med rodfrugtroulade og stegte svampe med friske urter.


Foto: Sara B. Clausen.
Fik lyst til at forkæle os selv lidt her til aften, hvor vi også kun var tre hjemme og dermed kunne frådse lidt med kødet uden at det blev for dyrt ;-)
Jeg synes at rodfrugtrouladen er meget festlig og velsmagende og denne variant er glutenfri da der er brugt fuldkornsrismel. Man kan vælge lige de rodfrugter man har lyst til jeg blandende gulerødder, persillerod, rødbede, knoldselleri og lidt kartofler ( og så smager den forresten også godt kold). da jeg ikke "gad" at lave en sauce, brugte vi bare en god grøn pesto ovenpå kødet. Men man kunne også have hældt lidt fløde på panden til svampene, hvis man gerne ville have sauce.

Foto: Sara B. Clausen.
Ingredienser:

3 kalvemedaljoner
1 pakke bacon (3 skiver vikles om og tre steges sprøde)
Salt og Peber

600 g. blandende svampe (Fx. kantareller, østershatte, brune samt hvide champignon)
Frisk Rosmarin og timian, hakket
2 spsk.smør
Salt og peber

Rodfrugtroulade:
Ca. 800 g. blandede rodfrugtter ( jeg brugte 4 kartofler, 3 gulerødder, 4 persillerod 1/4 knoldselleri og to små rødbeder) alle rives groft.
1 revet løg
1 fed hvidløg
Himalayasalt / friskkværnet peber
4 mellemstor æg
3 spsk. fuldkornsrismel
6 kugler frossen spinat (optøet) og presset fri for væde.
lidt hvidløgpulver

Start med at klargøre alle grøntsager til rodfrugtrouladen og rens svampene. Riv rodfrugter groft, bland med de øvrige ingredienser og kom dem i en bradepande beklædt med bagepapir. Mas mas rodfrugtmassen lidt sammen med en ske eller hænderne, så den er jævnt fordelt. bag ved 200 grader i ca. 20 min. Tak roulademassen ud og kom en stribe spinat på ca. i midten, drys lidt hvidløgs pulver over spinaten.Fold forsigtigt rouladen sammen og brug bagepapiret dertil. bag den rullet i papiret i ca. 10 min yderligere.

Steg de rensende og halverede svampe i smør på panden og tilsæt de hakkede friske urter samt salt og peber.

Grill eller steg kalvemedaljoner omviklet med bacon ca. 4 min på hver side og steg yderligere 3 skiver sprød bacon på en tør hed pande, til garnering og fordi du nok vil have nogle skiver til overs ;-).

Server evt. med lidt pesto til kødet og salat.

Find mig også på facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345

Foto: Sara B. Clausen.

tirsdag den 10. september 2013

Sunde og lækre kyllingefrikadeller med sesamkartofler og ærtepuré.

Foto: Sara B. Clausen.
Aftensmaden i dag var disse lækre og sunde kyllingfrikadeller fyldt med grønt, fedtfattige og glutenfri og samtidig meget velsmagende. Det er ikke helt let at få kyllingfars så krydret som man ønsker det- men den her opskrift er et ret godt bud!
Dertil sprøde kartoffelbåde med sesam og en ærtepuré med hvidløg, citron, basilikum og skyr. Det er et dejligt hverdagsmåltid.

Foto: Sara B. Clausen.

Ingredienser til 6 personer (eller til færre personer, fryser og madpakke:)

Kyllingefrikadeller:

800 g. mager kyllingfars 5%
2 løg, finthakket
2 æg
1 mellem squash, revet
3 gulerødder, revet
2 fed hvidløg knust eller revet fint
1 spsk. dijonsennep
3 spsk. Øko. fuldkorns Rismel
Hismalayasalt
Friskkværnet peber
1 rød chili, finthakket
1 bundt bredbladet persille (god håndfuld) hakket
125 g. kalkunbacon hakket rimelig fint
evt. ½ dl. vand

Sesamkartofler:
ca. 1 kg. kartofler med skræl, vasket og skåret i både
4 spsk. sesamfrø
himalayasalt
timian
2 tsk. hvidlægspulver
olivenolie

Ærtepure:
250 g. frosne ærter
2 fed hvidløg
1 håndfuld friske basilikumblade
salt
3 spsk. skyr
revet skal af 1/4 øko citron
2 spsk. citronsaft
friskkværnet peber.

Foto: Sara B. Clausen.

Bland alle ingredienser til farsen, så det æltes godt sammen, tilsæt evt. ½ dl vand hvis den er for fast. Lad hvile et øjeblik og form så frikadeller i en passende størrelse og steg dem gyldne i smør/olie.

Skær kartoflerne i både og vend dem med krydderier og olie, fordel i en bradepande beklædt med bagepapir og sæt i en 200 grader varm ovn indtil gyldne og sprøde. Drys sesam over når de har været ca. 15-20 min i ovnen.

Kog ærter og to fed hvidløg i lidt saltet vand. Hæld vandet fra og kom ærter og hvidløg i en blender sammen med citronsaft, citronskal, basilikum og skyr og blend det til en cremet masse, smag til med salt og peber.

Find mig også på Facebook: https://www.facebook.com/pages/Saras-Madunivers/194466280689345


Foto: Sara B. Clausen.