tirsdag den 31. juli 2012

Pasta Puttanesca al tonno m.Tripolinepasta.

Foto: Sara
Her til aften fik vi en omgang "luderpasta". Det er måske et lidt voldsomt klingende navn, men det er egentlig det det betyder på Italiensk. Måske fordi mange af ingredienserne er nogen som selv en travl "glædespige" kan have på lager. Denne version er dog uden de ellers obligatoriske ansjoser(dem synes børnene ikke om) men du kan selvfølgelig sagtens finthakke sådan et par fætre og tilsætte sovsen som smagsgiver- det salter retten. Det er en nem og virkelig skøn pastaret som vi holder meget af herhjemme!

Ingredienser til 4 personer:

2 spsk. olivenolie
1 stort rødløg i grove tern
6 store tomater, grofthakkede eller en dåse tomater
1 dl. hvidvin
½ dl. hønsebouillon
2 fed hvidløg, finthakkede
3 spsk. kapers
10 sorte oliven, grofthakkede.
2 dåser god Tun i olie
1½ tsk. tørret chiliflager ( lidt afhængig af styrke)
En stor håndfuld friskhakkede basilikumblade ( alternativt 2 spsk. tørret)
1 spsk. tomatkoncentrat
Salt og peber

Tilbehør: Tripolinepasta fx. fra de Secco(kvickly)  evt. vendt med lidt citronolie efter kogning, det passer godt til retten.
Parmesanflager til at smuldre over retten.

Hak løgene og svits dem i olivenolien ca. 5 min. tilsæt de grofthakkede tomater og svits dem i et par min. tilsæt herefter hvidvin og bouillon. Lad reducere en smule. Tilsæt finthakkede kapers,hvidløg oliven, tomatkoncentrat og basilikum og chiliflager. Hæld olien fra tunen og del den lid med en gaffel. Tilsæt tunen til sovsen. smag til med salt og peber og server med friskogt tripolinepasta vendt i lidt citronolie og drys med lidt grove flager parmesanost.


foto: Sara



mandag den 30. juli 2012

Festlig stjerne med friske bær.

Foto: Sara

Har længe gået og pønset på at lave noget med  vandbakkelsesdej - har aldrig prøvet det før og nu tog jeg mig så sammen :-) Opskriften er med inspiration fra Amo´s store fødselsdagsbog, men små variationer. Dels kom jeg lidt smeltet ribsgele på og jeg lavede også en hjemmelavet creme. Jeg synes det er dejligt at kagen virker så let- den ligge ikke tungt i maven som en lagkage fx. gør. Jeg tegnede mønstert op på bagsiden af et stykke bagepapir. Kun fantasien sætter grænsen der! Men husk at den hæver en hel del også mere end jeg forventede ;-)

Foto: Sara

Fyldet kan jo være alverdens bær, måske er du så heldig at have nogle friske i haven- jeg måtte finde mine i supermarkedet- men ribs, hindbær, brombær osv. ville også være super!

Foto: Sara
Vandbakkelsesdej:
(20 små eller en stor)

150 g. smør
3 dl. vand
2 tsk. sukker
150 g, hvedemel
4 æg

Hæld vand, smør og sukker i en gryde og giv det et opkog så smøret er smeltet. Rør hurtigt melen i og "bag" dejen sammen mens du pisker kraftigt med et piskeris til dejen slipper gryden. Lad massen afkøle lidt og pisk herefter et æg i af gangen. Pisk grundig så dejen samler sig mellem hver æg. Kom dejen på en kraftig sprøjtepose  eller sæt den på med skeer  i ønsket mønster. Bag den i 220-25 min. ved 200 grader (varmluft) Du må UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER ÅBNE ovnen før der er gået 20 min. For så falder den sammen. Jeg gav kagen ca. 25 min.

Creme:
1 æg
2 spsk. sukker
2½ spsk. maizena
2½ dl. mælk
kornene fra en halv vanilliestang

evt- 1½ dl. cremefine til piskning eller alm. piskefløde til at vende i cremen.

Pisk æg, sukker, vanilliekorn, maizena sammen i en gryde- pisk mælken i. Sæt gryden over varmen på komfuret og pisk omhyggeligt til den tykner. Lad køle før du anvender den og vend evt. flødeskum i.

Desuden:

Friske bær og evt. 1½ dl. smeltet ribsgelé til at sprøjte over den afkølede kage. Pynt. gerne med mynteblade eller citronmelisse.




søndag den 29. juli 2012

Sommerferie og stilhed på bloggen

Pyha- det er altså lang tid siden jeg har fået blogget noget- sommerferier har det med at vende helt op og ned på ens rutiner og det meste af tiden har jeg slet ikke haft adgang til nettet :-) jeg har ellers fået inspiration nok - bl.a. under et dejligt ophold i Tyrkiet hvor jeg fik skøn mad og nød solen og varmen.
I dag er jeg lige vendt hjem fra en uge i Sverige. Maden bliver jo altid lidt anderledes, når man ikke har alle sine vante ting omkring sig og må klare sig med færre ingredienser. Jeg glæder mig til at komme i gang med at blogge nogle gode opskrifter igen.  Fandt bl.a ud af at ICA i Sverige har et ret fedt og inspirerende madblad som man kan finde på nettet. I får lidt stemningsbilleder fra Sverige hvor vi bl.a. også fejrede min første teenager :-)

Foto: Sara


Foto: Sara
Tortilla wraps er jo altid nemt at have med at gøre og en sikker succes hor børnene, her med lidt sommerhus idyl i blå nuancer.

Foto: Sara
Jeg havde medbragt min fine fødselsdagsguirlande og den passede perfekt ind i den svenske almue stil.

foto: Sara
Kanel bullar på morgenbordet :-)

Foto: Sara
Fødselsdagskage med masser af vilde friskplukkede blåbær - de blev også moset og vendt i flødeskummet. Desuden var der abrikosmarmelade, bananer, kagecreme, hakket chokolade deri.

Foto: Sara



Foto: Sara
Lidt vilde blomster omkring sommerhuset.

Foto: Sara

En dejlig sø i baghaven med privat badebro- fantastisk sted at motionere lidt efter al den gode mad og kage og også god til at fiske i. Vi fik dog ikke fanget noget der var stort nok til at spise denne gang.

torsdag den 12. juli 2012

Lækre små Abrikostærter m. marcipan og amaretto.

Foto: Sara
Til dessert lavede jeg disse små fine tærter som jeg synes er ret sommelige og fine. Det var en lille improvisation.
Jeg havde lige en rest mørdej i fryseren fra forleden hvor jeg lavede napoleonshatte og havde dej i overskud. Du kan finde opskriften på mørdejen i det indlæg lige HER.
Jeg havde fået en lækker abrikosmarmelade med amaretto af min mor til min fødselsdag, men har du ikke lige den mulighed, kan du jo blande lidt amaretto i en almindelig god abrikosmarmelade. Min mor har også hjembragt en lille flydende honning med nødder i fra Kreta til mig . Jeg lagde en af mandlerne derfra i midten og dryppede den flydende honning over.

Foto: Sara

Opskrift til 3 små tærter:

3 mørdejscirkler
6 tynde skiver god marcipan
3 friske abrikoser skåret i små både
3 store tsk. abrikosmarmelade med Amaretto
Lidt god flydende honning til at dryppe over
Tørrede vaniljekorn (urtekram)

Placer mørdejscirklerne i de små tærteforme, kom  2 tynde marcipanskiver ovenpå og pres dem lidt ud med rene fingre eller en teske. Kom abrikosmarmeladen ovenpå. Læg de friske abrikosbåde ovenpå og dryp med honning. Drys en smule vaniljekorn ovenpå og bag i ovnen ved 150 grader (varmluft) i 25- 30 min. indtil de er gyldne. Sigt evt. lidt flormelis over inden servering.


Foto: Sara






Citronmarineret grillet Laks m. sommergrønt og safransauce.

Foto: Sara
Så fik kæresten endelig også sommerferie og det skulle da også fejres med en god middag. Denne ret smager virkelig godt, hvis man da kan lide fisk :-)

Foto: Sara

Det smager helt fantastisk med de friske let knasende gulerødder, nye kartofler og Broccoli og så den både smagfulde og flotte safrangule sauce.




Opskrift til 4 personer:

Til Laksen:
4 flotte ferske laksesteaks
Salt og peber
1 økologisk Citron, skallen
½ tsk. sukker
3 spsk. Citronolie

Grøntsager:
1 bundt friske gulerødder m. top.
1 Broccoli hoved
ca. 1 kilo nye kartofler
Lidt hakket persille (gerne bredbladet) til garnering.
4 citronskiver el. både.

Safransauce:
2 skalotteløg
1 fed hvidløg
2 tsk. tomatkoncentrat
0,5 g. Safran
2½ spsk. flydende kyllingebouillon
2½ dl. vand
2½ dl tør hvidvin
1 dl. Piskefløde
Salt og friskkværnet peber
1½ spsk. maizena
1 spsk smør

Skræl og hak løg og hvidløg fint og svits det  ca. 2 min i 1 spsk smør. Tilsæt vin, vand og bouillon, tomatkoncentrat  og safran og lad simre til det har reduceret til ca. halvdelen. Sigt saucen og kom den tilbage i gryden. Tilsæt fløde og jævn med Maizena. Smag til med salt og peber.

Placer laks på et fad og vend dem i ca. 3 spsk. olivenolie m. citron ( køb en god en eller lav den selv med revet citronskal i en god olivenolie). Riv ca. ½ citronskal fint hen over og krydr med salt og peber og en lille smule sukker. Lad gerne trække i ca. 30 min.

Klargør gulerødder, kartofler og broccoli. Kog de nye kartofler med lidt salt så de stadig er faste. Gulerødderne skal blot koges hele med en lille smule af toppen i 5 min. i letsaltet vand. Broccolien skal kun have 3 min. 

Laksen grilles på grillpande eller rigtig grill først 3 min. på "kødsiden" og bagefter 3 min. på skindsiden. Trækker 2-3 min bagefter. Så er den perfekt hverken for lidt eller for meget.

Server Laksen med de friske grøntsager, safransauce, citronskive og drys m. persille.
 


 


Pebersteak & karfoffelgratin med ramsløg.

Foto: Sara

Kæresten hjembragte et par gode pebersteaks forleden som han havde fanget i Føtex og et hurtigt kik i køleskabet på rester der skulle anvendes var udslagsgivende for tilbehøret. En enkel og klassisk ret som dog smagte rigtig skønt :-)

2. pers.:

2 gode Pebersteaks
2 løg i tynde skiver
750 g, faste kartofler i tynde skiver
125 g. revet cheddarost
3 dl. piskefløde
Salt og peber
ca. 2 spsk. Tørret Ramsløg

Tænd ovnen på 180 grader. Skræl kartofler og skær i tynde skiver.  Rens løget og skær i skiver. Svits løgene i en klat smør eller olie i ca. 5 min til de er bløde. Smør et fad ( ca. 20 x 30 cm.) og læg et lag kartofler,fordel lidt af de bløde løgskiver ovenpå og drys med ramsløg, salt og peber og lidt revet cheddar. Fortsæt sådan i så mange lag som der er kartofler til. Ca. 3 lag. Hæld til sidst fløden over og drys med cheddar på toppen.
Bages i ca. 45 min til kartoflerne er møre og osten er gylden på toppen. Bøfferne skal blot lige have 3 min på hver side på grillen eller en grillpande. Server med lidt salat eller andet grønt dertil.


søndag den 8. juli 2012

Skøn og syndig chokoladelagkage med kirsebær.

Foto: Sara
Fødselsdagskage, skal der da også på bordet når yngstesønnen Mikkel skal fejres og det blev en rigtig lækker lagkage med skønne kirsebær, chokolade og luftig kagecreme og søde og saftige kirsebær. Kan klart anbefales, der lød veltilfredse Ummmm, lyde fra gæsterne rundt om bordet ;-)


Foto Sara

Det smarte ved selv at bage bunde, er jo at man selv kan bestemme form og størrelse og så smager de jo selvfølgelig også bare så skønt. Jeg lavede firkantede forme af bagepapir og klipsede dem sammen i hjørnerne. Opskriften på denne kage er fra AMO´s store fødselsdags bagebog. Virkelig lækker.


Foto: Sara

Inden servering drysses toppen lige med lidt flormelis gennem en lille sigte. Det ser fint ud men skal gøres lige før, da fugten får det til at forsvinde efter kort tid.


Foto: Sara


Chokolade Lagkagebunde:
(3 tynde eller en tyk bund)

150 g. blød smør
150 g. sukker
3 æg
130 g. hvedemel
30 g. kakaopulver
1 tsk bagepulver

Rør smør og sukker let og luftigt med elpisker. pisk dernæst æggene i et af gangen. Bland sigtet mel, bagepulver og kakao sammen og vend det i æggemassen med en dejskraber. Fordel dejen i formene eller i en smurt springform. Bag i ca. 7-10 min. ved 200 grader varmluft. Har du bagt én høj bund deles den herefter med sytråd i 2-3 tre bunde. jeg lavede 2 store bunde (fordoblede opskriften da det var en stor kage).

Chokoladecreme:

200 g. mørk chokolade
3/4 l. piskefløde
3 spsk. flormelis

Fløden varmes op i en gryde. Hak den mørke chokolade groft og overhæld med den varme fløde når chokoladen er helt smeltet, køles massen af. Evt. til næste dag. Pisk den herefter op med flormelis til den er fast og cremet.

Vaniljecreme:

1 pose pulver vaniljecreme af god kvalitet
1/4 l. cremefine til piskning

Følg anvisning på posen. Pisk fløde stiv og vend med cremen. ca. ½ af hver.

Chokolade glasur:

180 g. Flormelis
1 stor spsk. kakao
1 spsk. kogende vand

Blandes til en flydende men stadig lidt tyk glasur.

Øvrige Ingredienser:

Et glas kirsebær marmelade (evt. jævnes dessertkirsebær fra DGF m. lidt kartoffelmel).
1 god håndfuld knuste Rutebiler
1 bakke friske kirsebær
Flormelis til at drysse på toppen


Læg den ene lagkagebund på et egnet fad. Kom kirsebærmarmelade på bunden og dernæst bred vaniljecremen ud over. Fordel knuste rutebiler ud over cremen. Læg endnu en lagkagebund over. Fordel kakaoglasuren over. Pynt kanterne med chokoladecreme. Placer friske kirsebær i midten som spiselig og smuk dekoration. Inden servering drysses med flormelis.


Lækre fødselsdagsboller med Kanel

Lækre og luftige fødselsdagsboller med lidt kanel i istedet for kardemomme smager virkelig skønt og var på bordet herhjemme i dag,hvor vi fejrer Mikkels 11-års fødselsdag:-)

Foto: Sara

Ingredienser til ca. 15 boller:

500 g hvedemel
150 g. smør
50 g. gær
2½ dl mælk
2 æg
1 spsk sukker
1 tsk salt
1-2 tsk. kanel

Pensling. Sammenpisket æg eller ægghvide.

Smelt smør og tilsæt mælken. Rør gæren ud deri. Tilsæt salt og sukker. Pisk ægget lidt sammen og rør i. Bland kanel i melet. Rør melet i med en grydeske så dejen bliver blank og glat. Tilsæt lige præcis mel nok til at du kan ælte dejen med lette bevægeler men at den stadig er meget blød. lad hæve i min. 60 min. Form boller og lad dem efterhæve på en plade i ca.40 min til de er flotte og luftige, pensl forsigtigt med æg og bag ca. 15 min. ved 200 grader.

Foto: Sara



fredag den 6. juli 2012

Mokkakop med kokosgrissini

Som det søde punktum på vores dejlige fredag, har jeg tilberedt en lækker lille dessert fra Blomsterbergs dessertbog. Den ser rigtig fin ud og serveres i en Espressokop.Nem at lave og meget lækker. Mørdejen til stængerne kan godt drille lidt, sørg for at den har hvilet godt og køligt og tril den evt. på staniol, det lettede processen hos mig!

Foto: Sara
Sådan ser kokos grissinierne ud når de er trillet og klar til en tur i ovnen.



Og den bagte sprøde og lækre version:


chokolade/mokkacremen hældes på de små espressokopper.

Foto: Sara
Så skal kopperne på køl i mindst to timer inden de skal serveres- de kan selvfølgelig også sagtens laves dagen før og det kan kokos grissinierne også, de skal så blot opbevares i tætsluttende beholder efter at være helt afkølet.

Foto: Sara

Ved servering toppes med lidt letpisket flødeskum og et par knuste kaffebønner drysses over- klar til servering- Mums!

Opskrift til ca. 8 stk.

Mokka/chokoladecreme:
½ dl letmælk
15 hele kaffebønner (ren arabica)
150 g, god flødechokolade
3 dl. Piskefløde
2½ dl. piskefløde
5 knuste kaffebønner

Kokos- grissini :
300 g. hvedemel
150 g. blødt smør
100 g. flormelis
1 æg
ca. 100 g. kokosmel.

Sæt kopperne frem så de er klar og hak chokoladen fint. Varm mælk og kaffebønner i en lille gryde. Når den er kogt op tages den af varmen og den hakkede chokolade kommes i. Når chokoladen er helt smeltet, passeres chokolademælken igennem en sigte og kaffebønnerne kasseres. Lad chokolademælken køle lidt af (ca. 10 min) mens du pisker 3 dl. fløde til let flødeskum.Vend chokolademælk med den letpiskede flødeskum og sæt på køl i min. 2 timer inden servering gerne til næste dag.
Inden servering piskes de resterende 2½  dl.( 1½ dl. kan også gøre det) fløde til let skum som koppen toppes med og der drysses med knuste kaffebønner; placer koppen på en underkop eller tallerken sammen med den sprøde kokos grissini.

Kokosgrisinni ca. 10 stk::

Ælt alle ingredienser til mørdejen sammen undtagen kokos. Lad køle i mindst en time. rul i lange tynder stænger som efterfølgende rulles i kokosmel. Stængerne skal være ca. 15 x ½ cm.Bag stængerne i ovenen på en plade med bagepapir i ca. 15 min. ved 150 grader.
Evt. overskydende dej kan fryses og gemmes til en anden dag.



Lækre kødboller med Fritter og Hvidløgsmayonnaise

Jubiiii så blev det endelig sommer ferie og jeg er helt oppe at køre af glæde over det! Jeg startede aftenen med at lade en gang bobler lade livet for at forsøde mit:-)

Foto: Sara

Og så serverede jeg en dejlig og familievenlig ret med en super lækker hvidløgsmayonaise som dyppelse til fritterne og kødbollerne. Dertil en grøn salat.
Kan klart anbefales!


Foto: Sara





Kødboller:
1 løg
1 fed hvidløg
70 g. rasp
 500 g, hakket oksekød (lav fedtprocent)
4 store spsk. hakket persille
Salt og Peber
1 æg

Fritter.
1 kg. bagekartofler
Olivenolie
Salt

Hvidløgsmayonnaise:
2 past. æggeblommer
1 knivspids salt
1 tsk. dijonsennep
1½ dl. rapskimolie
1 fed hvidløg

Skræl kartofler og skær i passende bjælker. skyl dem og tør dem godt. Læg dem på en bageplade med bagepapir og dryp lidt olivenolie over og vend dem med olie og lidt salt. Sæt i en 200 grader varm oven i ca. 30 min.

Pil hvidløg og alm. løg og hak det fint evt. med blender.Hak persillen fint. Kom oksefarsen i en skål og vend med løgene, hakket persille, Rasp, salt og peber samt æg. Form små kødboller og steg dem i en blanding af smør og olivenolie ved god varme. Sæt dem evt. på et spid inden servering.

Pisk æggeblommer og salt hvidligt og sejt med en elpisker. Tilsæt sennep og pisk lidt igen, tilsæt herefter rapsolien i en tynd stråle mens du pisker indtil olien er brugt og mayonnaisen er tyk og cremet. Pres et fed hvidløg i deri og rør lidt rundt.

Server kødbollerne med fritter, hvidløgsmayo og en god salat.





mandag den 2. juli 2012

Meyers lækre Napoleonshatte m. pistacie

Nu nærmer sommerferien sig og i morgen er det sidste dag  inden ferien, at alle mine søde kollegaer på arbejdet er samlet. Ikke nok med at 4 ugers sommerferie lurer om hjørnet et helt års fuldtidsstudium følger, så alt i alt, går der lang tid før jeg er tilbage i mine vante rammer på arbejdet. Derfor skal mine kollegaer da forkæles lidt! Valget faldt på Meyers Napoleonshatte, som ser fine ud og er nemme a transportere til arbejdet :-)

Foto: Sara

Foto: Sara

Meyers mørdej (2 tærtebunde):

240 g. blødt smør
160 g. Flormelis
60 g. Mandelmel ( smuttede og fintmalede mandler)
2 mellemstore æg
Kornene fra en vaniljestang
470 g hvedemel
1 tsk fint salt

Kom smør, flormelis, mandelmel, æg og vaniljekorn og 120 g, hvedemel og kør det på røremaskine eller Elpisker m. kroge. Tilsæt resten af melen når den første masse er homogen.
Bland ingredienserne hurtigt men omhyggeligt sammen.

Fyld til napoleonshatte:
300 g. god marcipan (min. 60% mandler)
125 g sukker
½ dl. æggehvider
100 g. finthakkede pistaciekerner (valnødder eller hasselnødder)

Desuden:
200 g. mørk chokolade til overtræk
Evt. 100 g. hakkede pistacienødder (eller hvad du har brugt i kransekagemassen) til at dyppe napoleonshattene i.

Foto : Sara

Sådan gør du:
Brug ½ portion af mørdejen (den anden halvdel kan du fryse til en tærte en anden dag) Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 3 mm tykkelse.Lad hvile udrullet i køleskab i en lille time. løsn det ene stykke Bagepair og læg det løst over dejen igen og vend dejpladen om og løsn det andet stykke.Udstik runde dejcirkler på ca. 10 cm i diameter. Du skal bruge ca. 10 stk.

Del marcipanen i mindre stykker og kom dem i en røremaskine. Bland sukker og æggehvide i en skål og sæt den over et varmt vandbad( pas dog på massen  ikke varmere end 40 grader da æggehvide så koagulerer) rør rundt indtil sukkeret er opløst. Tilsæt sukkermassen til marcipanen og kør rundt til massen er homogen. Til sidst tilsættes de hakkede pistaciekerner).
 Lad massen stå en time på køl så den sætter sig og bliver nemmere at arbejde med.

Tril små kugler på ca. 40 g. af marcipanmassen og placer en kugle midt på hver mørdejscirkel. Klem dejen sammen med tre fingre om marcipankuglen, så kagen får den kendte hatteform og kransekagemassen lukkes inde. Tryk lidt hakkede pistacier på toppen af kransekagekuglen som pynt.
Sæt kagerne på en plade med bagepair og bag dem i 15 min. ved 200 grader til de er gyldne og sprøde i kanterne. Lad køle helt af på en rist.

Dyp bunde af napoleonshatten i smeltet og tempereret mørk chokolade og lad den lige dryppe af inden du sætter den på en tallerken.Sæt hattene med bunden nedad på et stykke bagepair og lad dem køle helt af (mindst 30 min) inden de pakkes i tætsluttende beholder. Napoleonshatte kan holde sig 3-4 dage i tætsluttende beholde. Lad dem stå ude ca. ½ time inden servering før du tager dem ud af beholderen, så bliver chokolade overtrækket ikke kedeligt.
Kagerne kan også fryses men skal så først dyppes i chokolade og nødder når de er tøet op.

Foto: Sara


En lille chokoladeslat, blev hældt i en chokoladeform og blev til 6 små fine chokolader :-) God måde lige at anvende den sidste lille rest smeltet chokolade,




Saftig Kylligeschnitzel m. Tomat Guacamole.

Foto: Sara
Må lige slå et slag for denne nemme, hurtige og lækre hverdagsret, som jeg har lavet tidligere og er ret begejstret for! Opskriften kan du se på dette link. Dog har jeg ikke brugt yoghurt i Guacamolen denne gang og brugt en grøn chili i stedet for en rød- tilgengæld fik schnitzlen det rødløg jeg lige savnede sidst:-)